05 november 2007
Afslutning, d. 8.-21. oktober
08 oktober 2007
Fødselsdag, d. 29. september - 7. oktober



Jeg havde en rigtig hyggelig dag. Mandag er altid frygtelig travl, fordi der er så mange patienter, så jeg var på arbejde fra kl. 8-17:30. Min arbejdsdag starter jo hver dag i kirken, hvor de i dagens anledning havde lavet et tillykke-banner til mig m


Efter arbejde tog jeg så mit nye tøj på og var så ude at spise en god middag på Arusha Coffee Lodge og afsluttede med chokoladekage, sm jeg pyntede med danske flag. Vel hjemme igen endte min fødselsdag med, at jeg gik ud i køkkenet, åbnede køleskabet og tog en flaske Faxe Kondi frem, der var gemt til lejligheden (. Over 5 måneder uden Faxe Kondi er meget lang tid, så det var ren nydelse!!
Tirsdag var så almindelig dag igen for mig, men jo Mias fødselsdag. Jeg sendte venlige tanker hele dagen og blev rigtigt glad, da jeg fik en sms med besked om, at hun havde gjort det; hun havde på sin 22-års fødselsdag ståede på toppen af Mt. Kilimanjaro og set solopgangen. Wauw...
Onsdag eftermiddag kom Mia tilbage igen, og hun så forbavsende frisk ud. Vi brugte af

Torsdag var det tid til endnu et farvel. Dr. Joanne, en australsk læge der har boet i Tanzania i 6-7 år, havde besluttet, at det var tid til at vende hjem. Hun inviterede alle på mad i hospitalets kirke, og der blev holdt taler og sunget - og overrakt gaver. Joanne sagde til mig, at jeg bare skulle lade som om, det også var min fest, så jeg, når det om to uger er min tur til at sige farvel, bare kan liste afsted ligeså stille... Fristende tanke, faktisk!
Efter arbejde tog jeg til Arusha for at ordne nogle småting og endte med at spise et nyt sted;

Lørdag aften fejrede Mia og jeg så hinanden ved at tage på en lidt dyrere restaurant, PePe's, sammen med Ashley. Bagefter tog vi på Masai Camp, der er sådan et kombineret spise-, drikke-, hygge- og dansested. Her mødtes vi med de danske piger fra Usa River børnehjemmet, som også i den grad var i feststemning! Senere tog vi på Colobus, som er et to-delt diskotek. På den ene side blev der spillet hovedsageligt vestligt musik - og jeg dansede lystigt til blandt andet Whigfield (!!) og

03 oktober 2007
Minisafari og malaria, d. 24.-28. september.

Eftermiddagen blev brug til at købe stort ind sammen med Mia - igen er det sjovt, som folk glor, når vi kommer slæbende med 80 liter vand og en masse poser! Bagefter tog vi på Greek Club og spiste aftensmad. Det var ikke meget af maden, der var græsk, men jeg fandt frem til mousaka og tzaziki af en slags.. :-)
Onsdag kom den lokale skrædder lige forbi og tog mål her på apoteket, så jeg kan få nyt tøj (hovedsageligt lilla, naturligvis) til på mandag. Det var min søde kollega fra laboratoriet, der lige havde fikset det..
Efter arbejde tog jeg til Usa River for at mødes med Pia og Lara, så vi kunne spise sammen. Det var nemlig Pias 20 års fødselsdag og eftersom hun kun har været her ganske få uger, havde hun ikke rigtigt nogle omkring sig på dagen. Jeg havd




Må hellere lige fortælle, at jeg i skrivende stund igen er rask og frisk og nyder, at vejret - i det mindste et par timer midt på dagen - er dejligt varmt og solrigt ;-)
26 september 2007
Festlige uger, d. 10.-23. september





11 september 2007
"Danskerhuset", d. 28. august - 9. september

Lørdag aften blev jeg inviteret med til Usa River og de fire danskere. Vi besøgte børnehjemmet og var på restaurant "Chicken Inn", hvor vi fik nogle svinekotelletter (eller sådan noget), bagte kartofler og salat. Det var ganske hyggeligt, og Mia og jeg er lidt misundelige over, at de s¨dan kan gå ud og spise, når de har lyst. Det er altså noget nemmere, end når man er afhængig af daladala og taxa og den slags.
Søndag d. 2. september efter kirkegang tog vi til Arusha, hvor vi købte ind, spiste frokost på en indisk restaurant (uheldigt at ingen af os er til stærk indisk mad, men det var billigt), og sluttede af med at købe masser af vand - 80 liter. Vi stod så og ventede 1 time på den taxa, jeg havde ringet efter, men til gengæld fik vi så turen til ½ pris af det normale. Tilbage ved hospitalet sad Sean inde i huset og fik pusten. Han var lige kommet tilbage, og han fortalte, at det lykkedes ham lige nøjagtigt at komme til toppen af Kilimanjaro (Uhuru Peak)! Han var meget hungrende efter mad, der ikke var gryderetter (dvs. han havde fået rigeligt tanzaniansk mad), så efter et bad var han frisk på at tage til Arusha for at spise aftensmad. Mia sprang over, men Sean og jeg nåede frem til byen - godt nok efter det var blevet mørkt, og vi tog igen på McMoodys. Denne gang fik vi en udmærket pizza.
Tirsdag eftermiddag d. 4. september fulgtes jeg med Mama Eunice hjem, for jeg var var inviteret hjem til hende til aftensmad. Det var hyggeligt at være med til madlavningen (altså, jeg nøjedes med at kigge på) og se, hvordan de grønne bananer blev skrællet, kødet kogt, kokosnøden udhulet og det hele blandet sammen. Det smagte rigtigt godt!!
Torsdag aften d. 7. august tog Sean og jeg til Via Via (Mia havde desværre lidt maveproblemer og kunne derfor ikke tage med). Via Via er "indstedet" om torsdagen, først og fremmest for os "mzungus". Vi startede med at spise aftensmad og senere var der live musik. Jeg tog mod til mig og fik en enkelt drink (eller to), men hold da op, hvor var de stærke - og pludselig fløj tiden afsted. Der var mange forskellige folk - og især mange udlændinge. Jeg mødte bla. en japansk fyr, der var igang med at starte eget safari-firma for japanske turister, en tanzaniansk farmaceut, der bestemt ikke ville arbejde på sygehusapotek og en engelsk pilot på 2-årig kontrakt hernede.
Lørdag d. 8. september tog jeg igen til Arusha sammen med Mia. Vi mødtes som aftalt på halvvejen med Mama Eunice og hendes mand. Vi havde mange planer for dagen og fik blandt andet købt stof til mig og Mama Eunice, babytøj til Marys nyfødte søn og Zakarias lille Eva (Mary og Zakaria er mine kolleger her på hospitalet), et nyt tørklæde, frugt, brød,

Mia siger selv, at hun hedder hygge til mellemnavn. Og efter jeg har set, hvordan hun har slidt og slæbt på alle møbler og ryddet op og hængt ting op, så tror jeg på hende. Huset er virkelig blevet meget hyggeligere og meget bedre indrettet. Jeg misunder hendes iver og energi!
En af grundene til, at hun havde så travlt er også, at hun skulle nå at flytte ind på Seans tidligere værelse (Sean tog afsted fredag d. 7. september) og gøre det pænt og rent - og også gøre det lille værelse klar til den nye pige fra USA, som vi har fået at vide, snart flytter ind.
Nu er jagten på at finde en afløser for mig for alvor gået i gang... Jeg vil hermed opfordre evt. interesserede læsere af min blog til at gribe chancen og tage afsted - eller i det mindste kontakte Farmaceuter uden Grænser eller mig og høre mere!
01 september 2007
Besøg i Leguruki og bryllup - igen, d. 21.-27. august
Det meste af ugen d. 20.-24. august blev der snakket bryllup. Problemet var transport, idet brylluppet, vi alle var inviteret til, ville finde sted i byen og sandsynligvis vare til sent ud på aftenen. Ikke noget problem sagde folk omkring mig; vi finder ud af det på fredag. Da så fredagen kom og vi spurgte, om vi kunne låne hospitalets bil, fik vi et temmeligt klart nej. Så desværre var der så en masse folk, der ikke kunne komme til bryllup alligevel. Øv... Onsdag d. 22. august blev Sean og jeg inviteret til 1 års fødselsdag hos en af mine kolleger. Så efter aftensmaden fandt vi en bamse og nogle balloner i huset, som vi s
å pakkede ind og tog med ned til huset, der ligger tæt på der, hvor vi selv bor. Der var helt stille dernede, så vi lige skulle lige til at vende om, da vi blev budt indenfor. Herinde sad vel omkring 10 4-årige børn fra området og gnaskede bolcher. Vi følte os kun en lille smule udenfor, men de var glade for at se os, så vi blev bænket mellem alle børnene. Herefter blev fødselsdagskagen hentet frem og uddelt - én bid af gangen. Der blev taget mange billeder, når en kagebid blev delt ud. Så blev alle børnene gennet hjem, og så blev aftensmaden og sodavandene fundet frem. Vi spiste naturligvis, men kun af høflighed, da vi jo allerede havde spist. Lidt tid senere, mente vi godt, at vi kunne være bekendt at gå hjem igen..
Fredag skulle Dr. Julius, Dr. Frank (tandlægen) og Matron en tur til Leguruki Dispensary (en af de fem "filialer" af hospitalet) for at hjælpe til. Det gør de
ca. en gang om måneden, men denne gang var jeg hurtig nok til at spørge, om jeg måtte komme med. Og det måtte jeg så heldigvis gerne. Så, da Dr. Julius var færdig med at fjerne en blindtarm, tog vi afsted - det tog vel en times tid at komme derud. Leguruki ligger om muligt endnu længere ude på landet, men ikke så højt oppe, så det var dejligt varmt og solen skinnede, og der var en flot udsigt til Mt. Kilimanjaro. Lægen, sygeplejersken og laboratorieassistenten derude tog pænt imod os og efter rundvisning gik jeg igang med at ordne medicinrummet. På vej tilbage til hospitalet skulle vi lige forbi det store marked i Kikatiti (en lille by i nærheden af Kilimanjaro Airport).
Lørdag morgen mødte jeg endnu engang på arbejde, prøvede igen af finde ud af, hvordan jeg skulle komme til og
fra bryllup, men ringede så til Mama Eunice, der allerede var i Arusha. Så fik jeg travlt med at klæde om, og så afsted ind til byen. Det var lidt mærkeligt at sidde i sit fine tøj i en daladala, og folk kiggede om muligt endnu mere på mig, end de plejede. Til gengæld prøvede de så slet ikke at snyde med byttepenge eller noget, og jeg hørte en, der kaldte mig "Jambo Tanzania", hvilket skyldtes, at min tøjstil denne dag var temmelig afrikansk. Jeg mødte Mama Eunice og hendes mand uden problemer. Så kørte vi hen for at købe bryllupsgave og sko, og herefter fandt vi frem til kirken. Brylluppet skulle starte kl. 13, vi kom kl. 13:15, men kirken var tom. Vi fik at vide, at det i stedet ville starte kl. 14, hvilket oversat til dansk betyder senere på eftermiddagen. Mama Eunice og hendes mand tog tilbage til byen for at købe ind, mens jeg blev ved kirken og spiste fr
okost med tandlægen. Herefter gik vi tilbage til kirken og ventede og ventede, og så var der endelig vielse omkring kl. 16. Bagefter kørte vi i optog rundt i byen, der var en ladvogn, hvor orkesteret stod og spillede, en ladvogn, hvor folk var udrustede med videokameraer og kameraer, og så var der en håndfuld pyntede biler med sløjfer og balloner. Selv var jeg blevet placeret på forsædet af en af de pyntede biler, og folk på gaden, der fik øje på mig, så det som en stor ting, at der var en "mzungu" (hvid) med til brylluppet! Vi stoppede ved den store rundkørsel ved Impala Hotel, hvor der er springvand i midten, da det er det mest populære sted at tage bryllupsbilleder. Der var nok 10 andre brudepar med gæster, orkester osv., så der var næsten trafikkaos og mennesker overalt. Bagefter var der endnu en vild køretur, hvor der blev dyttet og kørt i modsat vejbane, hen til festsalen i den anden ende af byen. Det var ikke et særligt stort sted, og der var slet ikke plads til alle indenfor, men det betød vist ikke så meget. På vej ind fik vi alle udleveret et hvidt stoflommetørklæde. Vi sad tæt indenfor på rækker af stole. Først var der så præsentation af familien, og når folk blev præsenteret, blev der hujet og viftet med lommetørklæderne. Herefter var der bryllupskage til den nærmeste familie, champagne, der blev åbnet af ceremonimesteren, velsignelse og uddeling af den obligatoriske helstegte gedebuk. Så var d
er mad, og vi blev på skift gennet ud til buffetten, hvor vi fik skovlet alt muligt på tallerknen. Det blev så første gang, at jeg skulle spise et helt måltid med fingrene. De andre grinede af mig, for jeg havde slet ikke styr på teknikken, men det er altså ikke så nemt at sidde med ris og sovs og kød og salat og spise det elegant med klør fem. Efter spisningen var der gavegivning efter tur - først var det den ene og så den anden side af familien, og senere blev os fra hospitalet kaldt op samtidigt. Umiddelbart bagefter blev vi så kørt hjem - med hospitalets bil, som vi så åbenbart godt måtte låne alligevel. Jeg var hjemme omkring kl 23.
Søndag morgen måtte jeg tidligt op, men heldigvis var Sean også frisk og stod op og lavede morgenmad til os; en lækker grønsagsomelet/æggekage og toast. Så afsted med daladala og hentet af Trine ved Kilala. Jeg skulle nemlig besøge Claus og Trine og deres to børn, Camilla og August ved Usa Rehabilitation Center. De er et dansk-tysk par, der har været hernede flere gange (faktisk mødte de hinanden hernede), men denne gang har de skrevet under på en tre-årig kontrakt, hvor de så skal støtte op om de tyske læger, der kommer her hvert år og også arbejde heroppe på ho
spitalet. De bor nu i et dejligt hus, hvor jeg blev helt overrasket over, hvor rent og pænt og nymalet, der var! Efter en hurtig rundvisning startede vi med at gå i den lokale kirke. Det varede denne gang 2 timer - fra kl. 10-12, men så var der også barnedåb og jeg ved ikke hvad. Jeg mødte også to læger fra hospitalet i kirken. Claus og Trine mødtes efter gudstjenesten med en canadisk missionærfamilie, der lige skulle nå på besøg, inden de tager hjem om et par dage. Trine havde lavet lasagne, salat og chokoladekage til frokost - mmm.. det er længe siden, jeg har spist så meget og i den grad nydt hver en bid ;-)
Midt på dagen kørte canadierne mig hjem til hospitalet igen, men jeg nåede at aftale med Trine, at jeg snart skal mødes med hende igen.Mandag var så endnu en travl arbejdsdag, men efter arbejde tog Sean og jeg en spontan tur til Arusha for at købe lidt ind og spise aftensmad på McMoodys. Sean var meget taknemmlig over, at jeg tog ham med til et sted, hvor han kunne få mere vestlig mad - og ikke mindst et reelt stykke kød. Samtidig var det så også sidste gang denne uge, at jeg ville se noget til ham, fordi han tirsdag morgen startede klatreturen op mod Kilimanjaros top.

Fredag skulle Dr. Julius, Dr. Frank (tandlægen) og Matron en tur til Leguruki Dispensary (en af de fem "filialer" af hospitalet) for at hjælpe til. Det gør de

Lørdag morgen mødte jeg endnu engang på arbejde, prøvede igen af finde ud af, hvordan jeg skulle komme til og



Søndag morgen måtte jeg tidligt op, men heldigvis var Sean også frisk og stod op og lavede morgenmad til os; en lækker grønsagsomelet/æggekage og toast. Så afsted med daladala og hentet af Trine ved Kilala. Jeg skulle nemlig besøge Claus og Trine og deres to børn, Camilla og August ved Usa Rehabilitation Center. De er et dansk-tysk par, der har været hernede flere gange (faktisk mødte de hinanden hernede), men denne gang har de skrevet under på en tre-årig kontrakt, hvor de så skal støtte op om de tyske læger, der kommer her hvert år og også arbejde heroppe på ho


29 august 2007
Møde og forlovelsesfest, d. 14.-20. august
Ugen blev delvist brugt på at forberede, at jeg om lørdagen skulle med til Julieth brors bryllup i Arusha. Jeg fik købt nyt tøj (nederdel og top) og sandaler i Arusha og et tørklæde på Tengeru markedet. Min familie havde taget nogle ting med fra Danmark, så jeg kunne pakke nogle danske lysestager ind som bryllupsgave. Det var
ellers meningen, at vi var nogle stykker, der skulle have lavet ens tøj, men tiden gik, så det blev ikke til noget. Fredag morgen d. 17. august var så endelig dagen for det første møde i "Hospital Therapeutic Committee". Det varede en times tid, og jeg mener, at det var en succes. Vi diskuterede hvad formålet med komiteen var, og jeg gennemgik nogle papirer fra MEMS. Så fik vi også diskuteret et par ting, inden vi fik planlagt et nyt møde allerede d. 31. august. Lørdag morgen d. 18. august - dagen for brylluppet - tog jeg på arbejde som normalt, idet jeg stadigvæk ikke vidste noget som helst om hvor og hvornår. Desuden skulle dem, jeg havde planlagt at følges med, arbejde hele dagen, så efterhånden som formiddagen skred frem, stod det klart, at vi måtte aflyse vores planer om at tage til bryllup. Kun let skuffet ha
vde jeg travlt med at få styr på medicinen inde på apoteket, da overlægen kom forbi og spurgte Sean og jeg, om vi havde planer for dagen. Ikke andet end arbejde, svarede vi, og blev så spurgt, om vi ville være med til forlovelsesfest - og senere et bryllup - i Moshi. Nårh ja, tøjet var jo købt og gaven pakket ind, så jeg skyndte mig at gøre mig færdig og klædte om. I mellemtiden var Julieth nede på apoteket for at forklare, at der var fejl i invitationen; brylluppet i Arusha var først næste lørdag! Vi tog så afsted med overlægen og hans forældre og var så til forlovelsesfesten en times tid senere. Det var overlægens svigerinde, der skulle forloves
, og det foregik i hendes forældres have. Der var masser af drikkevarer, taler og musik, og undervejs så vi så det glade par udveksle ringe. Jesse, overlægens 4-årige søn, kedede sig lidt og var derfor pylret, men det gik over, da jeg lod ham tage billeder med mit kamera. Han forsvandt, og da jeg fandt ham igen havde han taget næsten 100 mere eller mindre syrede billeder, men de var meget underholdende at se på. Bagefter var der mad, og så var der dans. Ved 20-tiden rykkede vi videre til et vennepars bryllupsfest. Det var et kæmpestort bryllup med måske 300 gæster. Vi sad så langt væk, at det var svært at finde ud af, hvad der foregik, og strømmen forsvandt også et par gange undervejs. Men... der var flere drikkevarer og senere også mere mad, og derfor blev vi. V
i kom først tilbage til hospitalet omkring kl. 2 om natten. Gab.. Søndag morgen droppede jeg gudstjenesten og tillod mig at sove lidt længe, inden jeg gik ned på apoteket for at hjælpe Masakila. Efter arbejdet mødte jeg Sean i kantinen. Han havde lavet aftale med overlægen om at tage med på indkøbstur kl. 18, så vi havde tid nok til en kop te. Pludselig, omkring kl. 17:30, kom han dog farende - det var nu, vi skulle afsted, og da han så mig, fik jeg lov at tage med. Det viste sig, at vi skulle på markedet i Usa River, hvilket er mindre, men også rarere end markedet i Tengeru. Overlægens kone skulle have fyldt tasken med frugt og grønt, og vi køb
te da også lidt. På vej tilbage bad vi dem om at stoppe, så vi kunne købe nogle flere flasker vand. Butikken lå bekvemt lige ved siden af en bar, hvor vi da lige skulle have en enkelt drink. Det var jo da søndag.. (dagen alle bruger på at gå i kirke og herefter drikke sig stive). Efter den første drink (artige Mai drak sodavand, men det var ikke alle, der gjorde det..) skulle vi da lige have en mere - og så en til, da overlægens onkel gav en runde. Sådan gik det et par timer, inden vi kom hjem omkring kl. 21:30 - alting tager 4 timer - også en tur på markedet! Dagen sluttede med at Sean og jeg så film på hans bærbare; en skør, halvplat amerikansk film - "Harold & Kumar Go To White Castle".





19 august 2007
Afsked og indflytning, d. 5. -13. august

Mandag var det arbejdsdag igen, men om aftenen var vi inviteret på besøg hos Mama Eunice og hendes familie. De bor nede ved hovedvejen og så til venstre - inde på Markumira universitets område. Mama Eunice's mand er præst og er ved at tage en PhD i teologi. Derfor har de en bolig til rådighed derinde. Vi blev vist rundt på hele universitetets

Tirsdag var den sidste dag med familien. Vi var igen på arbejdet det meste af dagen, og aftenen gik så med pakning, oprydning - og pandekagespisning :-)
Vi stod så meget tidligt op næste morgen, spiste morgenmad sammen, og så vinkede jeg farvel til familien, der blev hentet i taxa kl. 6:30 onsdag morgen d. 8. aug

Lige efter middag ringede Dr. Julius og spurgte, om der var ledige rum i mit hus. Det måtte jeg jo svare ja til, eftersom canadierne rejste afsted d. 20. juli, de to danske piger d. 2. august og min familie samme morgen. Huset blev hurtigt besigtiget af en eller anden lokal repræsentant for organisationen Globa

De næste par dage var jeg ikke så glad, som jeg plejer. Det ER hårdt at sige farvel til dem, man holder af, så det var et par lange dage. Mandag d. 13. august var dog endnu en milepæl - 10 uger tilbage hernede - og når jeg tænker over det i forhold til alt det derhjemme, virker det stadigvæk som uoverskueligt længe, men når jeg tænker over, hvor meget jeg stadigvæk kunne lave hernede (både i forhold til arbejdet på apoteket, men også mht. alt det, man kan se og opleve her), så er 10 uger ikke særligt længe. Slet ikke når man ved, hvor lang tid alting tager i det her land! Jeg er i hvert fald fast besluttet på at blive og gøre mit bedste, sålænge jeg er her..
18 august 2007
Udflugt til Marangu, d. 4. august
Ugen efter safarituren gik mest af alt med arbejde. Dog startede ugen jo med, at jeg mandag d. 30. juni måtte tilbage til immigrationskontoret i Arusha. Først var min "sagsbehandler" der ikke, så jeg skulle komme tilbage efter en time. Denne gang ville de gerne tage imod mine penge - 120 $ - og så blev jeg ellers bedt om at komme tilbage dagen efter. Det var jeg jo klart nok ikke helt vild efter, da der så ville gå en dag mere med at tage frem og tilbage til Arusha (og jeg havde allerede været på immigrationskontoret fire gange), så jeg prøvede at forklare, at jeg skulle arbejde.. Ok, så kunne jeg komme tilbage efter en times tid. Det gjorde jeg så, men fik så igen at vide, at jeg skulle komme tilbage dagen efter - eller bare en anden dag.. Jeg bad om at få at vide, hvad problemet var, siden det ikke kunne gøres færdigt. Det viste sig, at det eneste, der manglede, var en underskrift fra bossen, og for at få den, skulle min sagsbehandler jo altså flytte
sig fra sit skrivebord og gå op af nogle trapper. Jeg fik ham heldigvis overtalt til at gøre det med det samme alligevel, og så kunne jeg endeligt få mine stempler i passet. Varm og lettet kunne jeg så forlade immigrationskontoret for sidste gang..
Resten af dagene var stort set normale arbejdsdage, hvor min søde familie hjalp mig så godt de kunne. Ikke mindst med at få klistret labels på alle hylder, hvilket jeg er meget taknemmelig for!
Lørdag d. 4. august tog vi så på udflugt. Vi blev hentet her ved hospitalet kl. 8 om morgenen. Herefter kørte vi afsted mod Marangu, en lille by ved foden af Mt. Kilimanjaro. Desværre var der super overskyet, så vi kunne ikke se spor af bjerget. Da vi var næsten fremme kom der endnu en guide med i bilen.
Vi kørte endnu længere og stoppede så. Efter en nærmest kravletur stejlt opad nåede vi til en traditionel chaggahytte. Vi hilste på chaggafamilien, der sad inde i hytten i mørket sammen med røgen fra ildstedet og lugten fra koen og kalven. Familien bibi (bedstemor) var alene med børn og børnebørn - de var vist 12 i alt. Bibi fulgte os med nedad igen og folk grinede af os, da vi nærmest væltede hele vejen ned af den stejle, glatte sti. Vi fik et sukkerrør med os, som vi naturligvis ikke kunne finde ud af at håndtere. De lokale bruger bare tænderne, men vores ville være knækket, hvis vi havde forsøgt os. Herefter kørte vi videre og gjorde stop ved markedet i byen. Det virkede anderledes fredfyldt end her i Tengeru og Arusha, selvom der var mennesker, tøj, sko og bananer overalt. Videre igen blev vi kørt hen til smedjen, hvor
alt blev lavet med håndkraft. Da de så os skyndte de sig at finde alle deres souvenirs frem; masaispyd, knive, koklokker, skåle, kopper og andre træfigurer. Vi købte nogle småting og blev ellers ført hen mod "the cave" - vi troede, at den hule, vi skulle besøge, var sådan en klippehule med gamle malerier i og den slags, men der blev vi godt nok overraskede. Det var en underjordisk hule, vist en meget lang en, som vi så skulle ned og se. Ned af en træstige og så var der bare mørke og halvmudret lerjord over det hele. Vi måtte nærmest kravle afsted og blev alle møgbeskidte. Min tapre søster ovarvandt sin klaustrofobi og var med til at se og høre om, hvordan hule
rne var i brug i perioden, fra da de blev udgravet i 1700-tallet (ellers ca. deromkring) og frem til 2. verdenskrig. Folk gemte sig fra masaier, slavehandlere osv. Der var køkken og værelser dernede, og et rum til døde folk også. Vi var alle møgbeskidte, da vi kom derop fra, men idet mindste stod de klar med vand til os, så vi kunne få det værste mudder af hænderne. Også her havde de så fået rullet alle souvenirs'ene frem, og vi kunne da heller ikke stå for taskerne lavet af bananpalmebark. Efter den oplevelse blev vi kørt hen til vandfaldet, og det var en langt rarere oplevelse. Vi spiste frokost ved toppen af vandfaldet og gik herefter ned af en masse trapper for at se det n
edefra. Vi krydsede så over floden på nogle vadesten og kravlede så opad - igen af nogle glatte, stejle stier. Så igen fik vi varmen! På vej ned mod den ventende safaribil gik vi forbi Marangu hospital, hvor der for efterhånden tre år siden var danske farmaceuter fra Farmaceuter uden Grænser. Det kunne altså have været spændende at se, hvordan tingene så ud derinde - i forhold til her på Nkoaranga hospital.
Så var der ikke mere på programmet, men vi fik vores guide til at stoppe i Moshi, så vi kunne komme på posthuset og herefter få handlet ind i supermarkedet, inden vi blev kørt hjem.

Resten af dagene var stort set normale arbejdsdage, hvor min søde familie hjalp mig så godt de kunne. Ikke mindst med at få klistret labels på alle hylder, hvilket jeg er meget taknemmelig for!
Lørdag d. 4. august tog vi så på udflugt. Vi blev hentet her ved hospitalet kl. 8 om morgenen. Herefter kørte vi afsted mod Marangu, en lille by ved foden af Mt. Kilimanjaro. Desværre var der super overskyet, så vi kunne ikke se spor af bjerget. Da vi var næsten fremme kom der endnu en guide med i bilen.




Så var der ikke mere på programmet, men vi fik vores guide til at stoppe i Moshi, så vi kunne komme på posthuset og herefter få handlet ind i supermarkedet, inden vi blev kørt hjem.
15 august 2007
Safaritur med familien, d. 23.-28. juli.


Tirsdag startede med en lang lang køretur gennem Ngorongoro Conse


Torsdag morgen var det desværre kun min mor og jeg, der var friske til at tage af


Tilbage til lodgen for at spise frokost, og så var der lidt tid til afslapning før eftermiddagsturen frem mod solnedgang. Fredag morgen pakkede vi så sammen igen og kørte igen sydpå ud af Serengeti. På vejen ud holdt vi dog en lille pause ved "Hippo pool", hvor der denne gang var omkring 5 store nilkrokodiller på den anden flodbred og så selvfølgelig en masse prustende flodheste. Der lugtede ikke så godt... Så fik vi desværre bilproblemer (vist noget med støddæmperne) og derfor blev vi sat af ved et frokoststed, hvor vi holdt et par timers pause mens vores guide kørte bilen på værksted. Herefter var der en lang køretur tilbage til Ngorongoro. På vejen var der usædvanligt mange safaribiler, der holdt stille pga. punkteringer, ødelagte støddæmpere osv, og så

Ved lodgen på kraterranden ved Ngorongoro var der heldigvis ikke koldt som sidste gang, hvor jeg var der. Vores guide sagde, at det var usædvanligt, at det var så "varmt".
Men det betød jo så, at vi kunne sidde med en kop eftermiddagste/kaffe med udsigt over krateret. Lørdag kl. meget tidlig morgen tog vi så afsted med både morgenmads- og frokost-box. Vi var nærmest kun lige kommet ud af lodgens område, da vi møder to hanløver på vejen, og de har da ikke umiddelbart tænkt sig at flytte sig. Så vi følges ad i et kvarters tid. Løverne slentrede afsted, enten lige


Abonner på:
Indlæg (Atom)