05 november 2007

Afslutning, d. 8.-21. oktober

De sidste uger gik meget stærkt! Jeg nåede heldigvis at få lavet tøj og taske sammen med Mia hos Mama Eunice's syerske i Kilala. Lørdag d. 13. oktober til Eid Fest sammen med de rige og smukke tanzanianere (f.eks. sad generalen ved nabobordet) og herefter på diskotek. Søndag morgen rimelig træt og besluttede mig for at holde fri. Blev meget forskrækket, da Mama Eunices mand bankede på døren.. Mama Eunice var blevet meget syg og kunne nærmest ikke sidde op. Det viste sig, at det heldigvis "bare" var amøber og malaria, men hun fik samtidigt tre fridage (mandag til onsdag), hvilket betød, at vi ikke kom til at arbejde sammen mere - bare os to. Det var jeg ked af! Søndag aften lærte jeg at lave "chicken pilau" hos overlægen og hans kone. Det var vældigt hyggeligt og samtidig en slags afskedsmiddag. Mandag d. 15. oktober kom Chris, 30-årig børnelæge fra New York, selvfølgelig var der ingen, der kendte til hans ankomst. Blev indlogeret i voluntørhuset længst væk (det hus, hvor de amerikanske ingeniørpiger boede), men alt køkkeninventar var imellemtiden flyttet ned til de tyske pigers hus.. og varmtvandsbeholderen var tilsyneladende i stykker. Han kom hurtigt med til operationer og blev gjort opmærksom på, at der er meget stor forskel på, hvordan tingene klares i New York og Nkoaranga.. Tirsdag d. 16. oktober tog Mia og jeg ned for at hente vores nye tøj, og herefter var der lige tid til at besøge Mama Eunice og hendes familie en sidste gang. Vi havde aftalt en kop the, men Mama Eunice havde selvfølgelig lavet en helt masse mad, som vi lige akkurat nåede at spise, inden vi blev hentet. Vi skulle nemlig med hospitalets bil til lufthavnen, hvor vi skulle hente Nina. Nina er den farmaceut, der skal afløse mig og arbejde på apoteket de næste 6 måneder. Vi kender hinanden lidt fra studiet, så jeg forventede et par hyggelige dage... og det blev det også, omend de sidste dage blev lidt travle. Hele onsdag og fredag var vi på apoteket, hvor jeg fortalte og forklarede. Torsdag eftermiddag var vi til møde hos MEMS, så jeg kunne sige farvel og Nina kunne sige goddag. Desuden diskuterede vi, hvad der skulle stå i Ninas kontrakt. Imens vi sad til mødet skiftede vejret pludselig fra bagende solskin, til overskyet og stormfuldt og herefter en ordentlig tordenskylle, der bare blev ved og ved -også efter mødet var færdigt og vi skulle gå rundt i Arusha. Nina og jeg gjorde holdt ved en cafe, da vi havde overstået vores ærinder for at varme os lidt på en kop the, inden vi gik videre til ViaVia, hvor vi mødtes med Mia, to af de danske piger fra Usa River, og senere Chris og de to tyske piger fra Nkoaranga. Dansegulvet stod under vand (intet tag) og bandet måtte aflyse, men i løbet af aftenen blev det tørt og DJ'en var ok, så min sidste tur på ViaVia blev ganske underholdende, og vi fik allesammen danset temmeligt meget. Fredag d. 19. oktober sådan ca. kl. 14 var der så afskedsfrokost/fest til ære for mig. Jeg havde heldigvis Nina og Mia på begge sider af mig, for ellers føltes det lidt sært at sidde der foran dem allesammen. Forresten var der også lige 10 tyske missionærer på besøg, så de var selvfølgelig også lige med. Dr. Julius holdt en fin tale og opfordrede mine kolleger til at rejse sig og sige et par ord. Det gjorde de så.. hovedsageligt på swahili, men de snakkede så tilpast langsomt og tydeligt, så jeg forstod det meste. De fleste ønskede mig held og lykke fremover og god rejse hjem. Så fik jeg et kæmpelangt stykke stof (wax kitenge) og et sødt kort fra mine kolleger og fra kirken fik jeg en salmebog. Så var det min tur, og jeg takkede dem alle, men havde besluttet mig for at synge i stedet for at holde tale, så det gjorde jeg så. Jeg sang en gospel-sang, "You Are". Det gik ganske fint.. :-) Resten af weekenden gik med at sige farvel til personer, ting og steder. Blandt andet nåede jeg at høre, at lille Irene har lært at sige Mai. Det meste af lørdag var Nina, Mia og jeg inde i Arusha, hvor vi spiste frokost sammen og hvor jeg nærmest panikshoppede souvenirs. Jeg havde planer om at invitere de to på en dejlig restaurant om aftenen, men vi alle tre rimeligt trætte, så mit sidste aftensmåltid i Tanzania blev indtaget i vores hus. Det var nu også hyggeligt nok, og bagefter gik jeg for alvor i gang med at pakke. Jeg synes ikke, jeg havde så mange ting, men det var alligevel lige før, det ikke kunne være der! Søndag d. 21. oktober blev en ganske mærkelig dag, hvor jeg gik frem og tilbage mellem hus og apotek, samtidigt med at jeg gik rundt i hele området for at få taget de sidste billeder, blandt andet oppe på børnehjemmet. Jeg fik igen sagt en masse "farveller"og pludselig var klokken 18, og det var tid til at tage med hospitalets bil til lufthavnen. Udover chaufføren var Dr. Julius, Nina og Mia med - og nede ved Makumira Universitet samlede vi så Mama Eunice og hendes mand op. Det var dejligt at de allesammen var der for at tage afsked!

08 oktober 2007

Fødselsdag, d. 29. september - 7. oktober

Lørdag d. 29. september var jeg i Arusha for at købe posevis af bolcher, karameller og kiks og søndag brugte jeg nede hos Mama Eunice og hendes familie. Vi var i dagens anledning klædt i ens "uniformer" - som vi jo fik syet for et par uger siden. Vi startede med at spise morgenmad sammen; brød, te og chapati og bagefter gik vi så i kirken, der er inde på Makumira universitets område, ligesom deres hus er det. Tilbage i huset igen lavede Mama Eunice pastaret til os til frokost. Bagefter var vi så trætte, at vi tog os en middagslur. Så var vi klar til eftermiddagens program, mandazi-bagning. Mandazi er nærmest en slags firkantede klejner, så bagning er vel forkert - det er jo kogning/friturestegning i olie. Mama Eunice er berømt for sine mandazi'er, og hun sælger faktisk af dem til de studerende hver dag. De her skulle bruges til alle hospitalets ansatte mandag, så hun lavede dem ekstra gode ved at putte æg og mælk i. Jeg kiggede på og underholdt, mens Mama Eunice sigtede, blandede, æltede, skar og kogte. Vi var blevet enige om, at 70 var et passende antal.. og selvom hun hverken havde vægt eller målebæger kom det til at passe - hun lavede 75. Det er lidt svært at skrive opskriften ned, men jeg har gjort et ihærdigt forsøg og håber, at kunne lave noget, der bare minder om, når jeg kommer tilbage til Danmark. Søndag aften fik jeg så mit lilla sæt tøj - og det passede heldigvis fint.
Mandag morgen d. 1. oktober stod jeg tidligt op og vimsede rundt og prøvede at fatte, at jeg nu var kommet til den måned, hvor jeg skal rejse hjem til Danmark, og at jeg er blevet et år ældre! Hvor bliver tiden af? Min søde familie havde efterladt et par pakker, da de var her i juli/august - og dem fik jeg så åbnet for. Der var nyt tøj og smykker samt danske flag og servietter til mig. Og så ringede de til mig og sang fødselsdagssang... ligesom vi plejer. Det var rart!
Jeg havde en rigtig hyggelig dag. Mandag er altid frygtelig travl, fordi der er så mange patienter, så jeg var på arbejde fra kl. 8-17:30. Min arbejdsdag starter jo hver dag i kirken, hvor de i dagens anledning havde lavet et tillykke-banner til mig med teksten "Happy Birthday May, God Bless You Forever" og efter gudstjenesten sang de "Happy Birthday". Mia ringede endda også til mig og sang fødselsdagssang fra Kilimanjaro! Midt på dagen holdt jeg så fødselsdag for alle mine kolleger, idet jeg inviterede på mandazi, kiks, slik og sodavand. Så kom hospitalets chauffør med endnu en pakke til mig hjemmefra. Der var en flot tegning og et målebånd på 21 cm fra min søster - med instruks om at klippe 1 cm af hver dag. Desuden var der slik; "skildpadder" og Dumle-slikkepinde - og så lige Tina Dickows sprit-ny CD, som jeg på nuværende tidspunkt allerede har hørt ganske mange gange :-)
Efter arbejde tog jeg så mit nye tøj på og var så ude at spise en god middag på Arusha Coffee Lodge og afsluttede med chokoladekage, sm jeg pyntede med danske flag. Vel hjemme igen endte min fødselsdag med, at jeg gik ud i køkkenet, åbnede køleskabet og tog en flaske Faxe Kondi frem, der var gemt til lejligheden (. Over 5 måneder uden Faxe Kondi er meget lang tid, så det var ren nydelse!!
Tirsdag var så almindelig dag igen for mig, men jo Mias fødselsdag. Jeg sendte venlige tanker hele dagen og blev rigtigt glad, da jeg fik en sms med besked om, at hun havde gjort det; hun havde på sin 22-års fødselsdag ståede på toppen af Mt. Kilimanjaro og set solopgangen. Wauw...
Onsdag eftermiddag kom Mia tilbage igen, og hun så forbavsende frisk ud. Vi brugte aftenen på at udveksle historier om de seneste dage og spise det sidste chokoladekage.
Torsdag var det tid til endnu et farvel. Dr. Joanne, en australsk læge der har boet i Tanzania i 6-7 år, havde besluttet, at det var tid til at vende hjem. Hun inviterede alle på mad i hospitalets kirke, og der blev holdt taler og sunget - og overrakt gaver. Joanne sagde til mig, at jeg bare skulle lade som om, det også var min fest, så jeg, når det om to uger er min tur til at sige farvel, bare kan liste afsted ligeså stille... Fristende tanke, faktisk!
Efter arbejde tog jeg til Arusha for at ordne nogle småting og endte med at spise et nyt sted; Khans Barbeque. Jeg har gået forbi stedet nogle gange om dagen, og der er det umuligt at se, at det om aftenen er et velbesøgt spisested, for der er stedet nemlig et autoværksted. Men maden var ganske lækker og det var rimeligt billigt, så det var en god og anderledes oplevelse.
Lørdag aften fejrede Mia og jeg så hinanden ved at tage på en lidt dyrere restaurant, PePe's, sammen med Ashley. Bagefter tog vi på Masai Camp, der er sådan et kombineret spise-, drikke-, hygge- og dansested. Her mødtes vi med de danske piger fra Usa River børnehjemmet, som også i den grad var i feststemning! Senere tog vi på Colobus, som er et to-delt diskotek. På den ene side blev der spillet hovedsageligt vestligt musik - og jeg dansede lystigt til blandt andet Whigfield (!!) og Safri Duo - og i den anden side af diskoteket blev der spillet Swahili-musik, hvilket kræver nogle helt andre og knap så voldsomme dansetrin.. Vi kom temmeligt sent hjem, men havde på forhånd bestemt os for at slappe af om søndagen, så det gjorde ikke så meget. Jeg blev dog vækket kl. 7:30 og kaldt på arbejde. Kl. 9 måtte jeg dog give op og kravle tilbage i seng. Efter et par timers søvn stod vi (Mia og jeg) op, spiste morgenmad/frokost og tog så afsted til Kigongoni Lodge. Desværre var vejret ikke supergodt, men måske meget heldigt, eftersom vi startede med at ligge iført bikini og snorksove en times tid. Hvis solen havde skinnet fra en skyfri himmel, ville vi nok være temmeligt røde nu. Vi blev der nogle timer og nød udsigten over Mt. Meru og senere solnedgangen. Lige inden vi tog hjem, bestemte vi os for at spise dessert (og så tage hjem og spise aftensmad bagefter), for de havde nemlig en lækker chokolademousse på spisekortet.. ;-)

03 oktober 2007

Minisafari og malaria, d. 24.-28. september.

Tirsdag d. 25. september, afsked med Barbara, tysk fysioterapeut, som har været her to gange ugentligt de sidste 9 mdr eller sådan noget. Og de sidste par måneder er hun lige kommet forbi her, så vi lige har kunnet vende "verdenssituationen". Det er blevet til ganske mange tøsefnis... Endnu et lidt trist farvel - men dem kommer der godt nok snart mange af, så jeg kan ligeså godt vænne mig til det.
Eftermiddagen blev brug til at købe stort ind sammen med Mia - igen er det sjovt, som folk glor, når vi kommer slæbende med 80 liter vand og en masse poser! Bagefter tog vi på Greek Club og spiste aftensmad. Det var ikke meget af maden, der var græsk, men jeg fandt frem til mousaka og tzaziki af en slags.. :-)
Onsdag kom den lokale skrædder lige forbi og tog mål her på apoteket, så jeg kan få nyt tøj (hovedsageligt lilla, naturligvis) til på mandag. Det var min søde kollega fra laboratoriet, der lige havde fikset det..
Efter arbejde tog jeg til Usa River for at mødes med Pia og Lara, så vi kunne spise sammen. Det var nemlig Pias 20 års fødselsdag og eftersom hun kun har været her ganske få uger, havde hun ikke rigtigt nogle omkring sig på dagen. Jeg havde det godt nok lidt mærkeligt, men tænkte ikke nærmere over det, da jeg også var blevet lidt forkølet ligesom alle andre heromkring. De to piger tog tidligt hjem, og så ventede jeg på Mia og de fire danske piger fra Usa River. Det var nemlig også Mias veninde Lines 21 års fødselsdag. Hun blev fejret ved, at de fra morgenstunden tog til Moshi og sprang i faldskærm hen over Mt. Kilimanjaro! De var tilbage ved 20-tiden og så tog jeg med dem til restaurant Dik Dik, der er lige så dyr som en dansk restaurant, men også et superlækkert sted! På det tidspunkt var jeg så skidt tilpas, at jeg ikke engang kunne drikke en sodavand... Vi var hjemme omkring kl. 23 og jeg rystede af kulde og havde ondt i maven. Jeg vågnede så midt om natten, badet i sved. Jeg tog et par paracetamol'er fra morgenstunden, men måtte alligevel lige sove et par timer om formiddagen. Kom tilbage på arbejde, men var stadigvæk så varm, at en af mine kolleger overtalte mig til at blive testet for malaria. Nå ja, tænkte jeg, hvorfor ikke - selvom jeg stadigvæk var overbevist om, at det måtte være influenza. Men det var det ikke.. Så ja, jeg nåede da også lige en omgang malaria. Torsdag var også dagen, hvor overlægen kom tilbage efter tre uger i Tyskland. Han havde to tyske piger med tilbage; Eva og Marlene skal bo her i et helt år. De virker rigtigt søde og er fulde af gå-på-mod. Jeg blev (selvfølgelig) bedt om at tage mig af dem, men jeg måtte undskylde mig med, at jeg ikke var helt på toppen. Jeg tog dem dog med i kantinen til aften, og viste dem lidt rundt i landsbyen. Jeg var også på arbejde fredag d. 28. september, for jeg ville så gerne med på det månedlige besøg til Ngare Nyanuki Dispensary - ikke mindst fordi turen dertil går gennem Arusha National Park. Det er (naturligvis) gratis for de lokale at passere nationalparken i bus eller arbejds øjemed, men for mig var der ingen vej udenom. Jeg er hvid og skal derfor betale 35 $ (ca. 185 kr). Vi så da heldigvis nogle dyr på vores vej; en stor flok bøfler, giraffer, ibisfugle, storke, vandbukke, zebra og bavianer, så pengene var ikke helt spildt.. Det var også interessant at se landsbyen Ngare Nyanuki, hvor vinden altid blæser støvet rundt, og hvor Masai'er og Meru-bønder lever side om side, omend de ikke snakker samme sprog. Sygeplejersken Elisa, der indtil for nyligt arbejdede her på hospitalet var meget glad for at se mig - desværre kan hun ikke rigtigt snakke engelsk, så det er svært at snakke med hende. Jeg kunne dog forstå, at hendes job er sådan en "blækspruttefunktion", så det er blandt andet hende, der står for udlevering af medicin deroppe. Jeg kiggede på medicinrummet og fik da også sat mit præg på det, men var ellers glad for at se, at der ikke rigtigt var noget medicin, der var for gammelt, og at de også har prøvet at sætte tingene i en eller anden form for system. Inden vi tog hjem fik vi serveret dejlig bananstuvning og te..
Må hellere lige fortælle, at jeg i skrivende stund igen er rask og frisk og nyder, at vejret - i det mindste et par timer midt på dagen - er dejligt varmt og solrigt ;-)

26 september 2007

Festlige uger, d. 10.-23. september

Ugen startede med at Ashley, en amerikansk pige, der sidst var her i maj måned, kom og bankede på døren tidligt mandag morgen, d. 10 september - egentlig kom hun søndag aften, men hun ville ikke forstyrre os, og havde derfor sovet oppe på børnehjemmet. Hun skal nu bo i huset i tre måneder, indtil starten af december. Onsdag d. 12. kom Sean tilbage fra Zanzibar. Jeg nåede lige at se nogle herlige billeder derfra, og så var det tid til at tege egentlig afsked med ham. Jeg tog med hospitalets bil til lufthavnen og vinkede farvel der. Jeg må indrømme, at det var lidt trist at sige farvel, men jeg har nu et sted at bo, hvis jeg lige skulle komme forbi New York :-P. Torsdag sidst på eftermiddagen tog vi tre piger så ind til byen. Mia og jeg tog på restaurant, mens Ashley besøgte nogle venner i Tengeru. Det var mørkt, da vi nåede til Arusha, og det var bestemt ikke lige så trygt at gå der sammen med lille Mia, som det havde været at følges med store Sean. Det gik dog fint, og vi mødtes senere alle tre Via Via igen, hvor vi dansede og hyggede os. Det var sent, da vi kom hjem, men vi var lige nødt til at lege håndværkere, da der var et utæt vandrør - vandet dryppede ned i Mias værelse. Det endte dog med, at vi fik hjælp fra nattevagten. Han smurte en masse sæbe på det utætte rør, og siden da har det været tæt. Fredag var jeg meget træt og havde mavepine; det viste sig at være amøber igen.. øv! Fredag eftermiddag tog Mama Eunice og jeg ned til syersken i Kilala for at hente vores nye tøj, der allerede skulle i brug dagen efter. De sidste ting blev så lige rettet til efter vi havde prøvet det på. Lørdag morgen gjorde vi os klar til bryllup, for Mia og Ashley ville også gerne opleve sådan et, men da vi kom ned til hospitalet, var der ingen bil (hvilket ellers var blevet lovet), og så ventede vi 2½ time, indtil bil og chauffør dukkede op. Vi nåede frem til kirken kl. ca. 1 - kun 3 timer for sent, men det betød ikke noget, for gudstjenesten var vist kun lige gået i gang. Bryllupsfesten bagefter foregik udendørs, og der var rigtigt mange mennesker. Vi sad og sad og forstod ikke meget, men så var der pludselig gavegivning, spisning (der blev taget mange billeder af de tre hvide piger, da de tog mad..), og så var det slut for vores vedkommende, og vi blev kørt til Kilala i hospitalets bil. Afsted med os tre til Arusha, hvor vi var inviteret til BBQ grillet kød og drikkevarer, dj og dans. Lærte "electric boogie" til sydafrikansk musik. Tog taxa hjem ved 23-tiden og var helt færdige.. I løbet af ugen d. 17.-21. september. Onsdag d. 19. september tog jeg på Tengeru markedet for at mødes med Mia, så vi kunne købe kitenge (stof til nederdele, kjoler, tasker osv.) mm. Torsdag tog jeg med hospitalets chauffør ind til byen for at hente den medicin, jeg flere dage forinden havde bedt om. Først var vi ved det apotek/grossist, som jeg før har besøgt "Mak Medics". Folkene der er ganske flinke, men der er godt nok ikke rigtigt styr på noget, alting tager meget lang tid og de har ikke et særligt godt udvalg (så der er hver gang flere ting, vi ikke kan få). Herefter tog vi til "Abacus Pharma", som er helt anderledes. Tingene var klar og blev kontrolleret en ekstra gang, inden kasserne blev båret ud i bilen. Jeg kom lige med ind bagved, hvor fakturaen lå klar i printeren, alt stod pænt på hylderne og folk arbejdede effektivt. Hvad er så grunden til den store forskel? Jo, "Mak Medics" er ejet af en tanzaniansk farmaceut, mens "Abacus Pharma" er styret af indiske forretningsmænd. Og sådan er det hele vejen hernede - de tanzanianske virksomheder klarer sig ikke vildt godt, mens de indiske stormer frem. Lørdag d. 22. september - 1 måned tilbage hernede - med Mia til Tengeru igen, denne gang mest af alt fordi, vi havde aftalt at gå en tur rundt om Lake Duluti. Efter at have spurgt om vej et par gange nåede vi sikkert frem til et utroligt smukt område. Vejret var simpelthen fantastisk og i løbet af turen, der vel tog et par timer, var der en flot udsigt til først Mt. Meru og senere den sneklædte top af Mt. Kilimanjaro. Vi så og hørte ganske mange dyr, især var der rigtigt mange fugle, men også egern, der legede i trækronerne, firben, en svømmende slange i søen og så et par kæmpevaraner. Dem så jeg desværre ikke særligt tæt på, men det gjorde Mia, der gik forrest på et tidspunkt. Hun stivnede lige pludselig, og da jeg så en støvsky foran på stien, vendte hun sig om. Hun havde de største øjne, jeg nogensinde havde set.. Hun var sikker på, at det var en krokodille (hvilket er det dyr, hun frygter allermest), men det må altså have været en (ikke helt så farlig) varan. Resten af turen var mere fredelig og meget varm. Søndag tog jeg til Arusha sammen med Mia, Pia (tysk pige, der arbejder på en skole i Usa River) og Lara (Australsk pige, der arbejder på børnehjemmet Cradle of Love). Vi skulle ind til byen, så Mia kunne betale de sidste penge til hende og Laras Kilimanjaro tur, der starter på fredag d. 28. september. Efter en hyggelig frokost tog vi på masaimarkedet, hvor vi blev temmeligt længe. Faktisk så længe, at da vi var færdige og gerne ville købe ind (vi havde efterhånden en temmelig lang indkøbsliste), var alting lukket, og så måtte vi jo tage hjem med uforettet sag. Men ok, vi havde da både vandmelon og kartofler fra markedet dagen før - og det blev så vores aftensmad søndag :-) Sidst vil jeg lige give links til to sange, der er vældigt populære hernede lige nu. De er begge inden for genren "Bongo Flavor"; Missing My Baby - Amani og Matonya - Vaileth

11 september 2007

"Danskerhuset", d. 28. august - 9. september

Mia flyttede ind torsdag d. 30. august - 5 dage før forventet - men tid er alligevel sådan et mærkeligt begreb hernede, så hvad gør det? Mia er 21 år, og har fødselsdag dagen efter mig. Sean døbte hende hurtigt "Lillesøster", og der er da også allerede flere, der har spurgt, om vi er søstre. Hun har en veninde, der arbejder i Usa River på et børnehjem, hvor der tilsyneladende altid er fire danskere, der arbejder frivilligt. Mia fik en "varm" velkomst til Tanzania, idet der ikke var strøm de første to dage, hvor hun var her, men hun er heldigvis ikke sådan lige til at slå ud :-)
Lørdag aften blev jeg inviteret med til Usa River og de fire danskere. Vi besøgte børnehjemmet og var på restaurant "Chicken Inn", hvor vi fik nogle svinekotelletter (eller sådan noget), bagte kartofler og salat. Det var ganske hyggeligt, og Mia og jeg er lidt misundelige over, at de s¨dan kan gå ud og spise, når de har lyst. Det er altså noget nemmere, end når man er afhængig af daladala og taxa og den slags.
Søndag d. 2. september efter kirkegang tog vi til Arusha, hvor vi købte ind, spiste frokost på en indisk restaurant (uheldigt at ingen af os er til stærk indisk mad, men det var billigt), og sluttede af med at købe masser af vand - 80 liter. Vi stod så og ventede 1 time på den taxa, jeg havde ringet efter, men til gengæld fik vi så turen til ½ pris af det normale. Tilbage ved hospitalet sad Sean inde i huset og fik pusten. Han var lige kommet tilbage, og han fortalte, at det lykkedes ham lige nøjagtigt at komme til toppen af Kilimanjaro (Uhuru Peak)! Han var meget hungrende efter mad, der ikke var gryderetter (dvs. han havde fået rigeligt tanzaniansk mad), så efter et bad var han frisk på at tage til Arusha for at spise aftensmad. Mia sprang over, men Sean og jeg nåede frem til byen - godt nok efter det var blevet mørkt, og vi tog igen på McMoodys. Denne gang fik vi en udmærket pizza.
Tirsdag eftermiddag d. 4. september fulgtes jeg med Mama Eunice hjem, for jeg var var inviteret hjem til hende til aftensmad. Det var hyggeligt at være med til madlavningen (altså, jeg nøjedes med at kigge på) og se, hvordan de grønne bananer blev skrællet, kødet kogt, kokosnøden udhulet og det hele blandet sammen. Det smagte rigtigt godt!!
Torsdag aften d. 7. august tog Sean og jeg til Via Via (Mia havde desværre lidt maveproblemer og kunne derfor ikke tage med). Via Via er "indstedet" om torsdagen, først og fremmest for os "mzungus". Vi startede med at spise aftensmad og senere var der live musik. Jeg tog mod til mig og fik en enkelt drink (eller to), men hold da op, hvor var de stærke - og pludselig fløj tiden afsted. Der var mange forskellige folk - og især mange udlændinge. Jeg mødte bla. en japansk fyr, der var igang med at starte eget safari-firma for japanske turister, en tanzaniansk farmaceut, der bestemt ikke ville arbejde på sygehusapotek og en engelsk pilot på 2-årig kontrakt hernede.
Lørdag d. 8. september tog jeg igen til Arusha sammen med Mia. Vi mødtes som aftalt på halvvejen med Mama Eunice og hendes mand. Vi havde mange planer for dagen og fik blandt andet købt stof til mig og Mama Eunice, babytøj til Marys nyfødte søn og Zakarias lille Eva (Mary og Zakaria er mine kolleger her på hospitalet), et nyt tørklæde, frugt, brød, vand osv. Jeg gav frokost på Naaz Hotel, hvor jeg har spist før. Så skulle vi lige besøge en af mandens fætre på vejen hjem - og der fik vi så lige sodavand. Vi rundede også lige Tengeru Marked på vejen og fik fyldt poserne med endnu mere frugt og grønt. Herefter gik turen hen til syersken, der tog mål til toppe og nederdele, så på fredag skal vi hente vores nye tøj Mia skulle da også lige se, hvor de bor, så vi blev inviteret til te, inden vi blev kørt hjem.
Mia siger selv, at hun hedder hygge til mellemnavn. Og efter jeg har set, hvordan hun har slidt og slæbt på alle møbler og ryddet op og hængt ting op, så tror jeg på hende. Huset er virkelig blevet meget hyggeligere og meget bedre indrettet. Jeg misunder hendes iver og energi!
En af grundene til, at hun havde så travlt er også, at hun skulle nå at flytte ind på Seans tidligere værelse (Sean tog afsted fredag d. 7. september) og gøre det pænt og rent - og også gøre det lille værelse klar til den nye pige fra USA, som vi har fået at vide, snart flytter ind.
Nu er jagten på at finde en afløser for mig for alvor gået i gang... Jeg vil hermed opfordre evt. interesserede læsere af min blog til at gribe chancen og tage afsted - eller i det mindste kontakte Farmaceuter uden Grænser eller mig og høre mere!

01 september 2007

Besøg i Leguruki og bryllup - igen, d. 21.-27. august

Det meste af ugen d. 20.-24. august blev der snakket bryllup. Problemet var transport, idet brylluppet, vi alle var inviteret til, ville finde sted i byen og sandsynligvis vare til sent ud på aftenen. Ikke noget problem sagde folk omkring mig; vi finder ud af det på fredag. Da så fredagen kom og vi spurgte, om vi kunne låne hospitalets bil, fik vi et temmeligt klart nej. Så desværre var der så en masse folk, der ikke kunne komme til bryllup alligevel. Øv... Onsdag d. 22. august blev Sean og jeg inviteret til 1 års fødselsdag hos en af mine kolleger. Så efter aftensmaden fandt vi en bamse og nogle balloner i huset, som vi så pakkede ind og tog med ned til huset, der ligger tæt på der, hvor vi selv bor. Der var helt stille dernede, så vi lige skulle lige til at vende om, da vi blev budt indenfor. Herinde sad vel omkring 10 4-årige børn fra området og gnaskede bolcher. Vi følte os kun en lille smule udenfor, men de var glade for at se os, så vi blev bænket mellem alle børnene. Herefter blev fødselsdagskagen hentet frem og uddelt - én bid af gangen. Der blev taget mange billeder, når en kagebid blev delt ud. Så blev alle børnene gennet hjem, og så blev aftensmaden og sodavandene fundet frem. Vi spiste naturligvis, men kun af høflighed, da vi jo allerede havde spist. Lidt tid senere, mente vi godt, at vi kunne være bekendt at gå hjem igen..
Fredag skulle Dr. Julius, Dr. Frank (tandlægen) og Matron en tur til Leguruki Dispensary (en af de fem "filialer
" af hospitalet) for at hjælpe til. Det gør de ca. en gang om måneden, men denne gang var jeg hurtig nok til at spørge, om jeg måtte komme med. Og det måtte jeg så heldigvis gerne. Så, da Dr. Julius var færdig med at fjerne en blindtarm, tog vi afsted - det tog vel en times tid at komme derud. Leguruki ligger om muligt endnu længere ude på landet, men ikke så højt oppe, så det var dejligt varmt og solen skinnede, og der var en flot udsigt til Mt. Kilimanjaro. Lægen, sygeplejersken og laboratorieassistenten derude tog pænt imod os og efter rundvisning gik jeg igang med at ordne medicinrummet. På vej tilbage til hospitalet skulle vi lige forbi det store marked i Kikatiti (en lille by i nærheden af Kilimanjaro Airport).
Lørdag morgen mødte jeg endnu engang på arbejde, prøvede igen af finde ud af, hvordan jeg skulle komme til og fra bryllup, men ringede så til Mama Eunice, der allerede var i Arusha. Så fik jeg travlt med at klæde om, og så afsted ind til byen. Det var lidt mærkeligt at sidde i sit fine tøj i en daladala, og folk kiggede om muligt endnu mere på mig, end de plejede. Til gengæld prøvede de så slet ikke at snyde med byttepenge eller noget, og jeg hørte en, der kaldte mig "Jambo Tanzania", hvilket skyldtes, at min tøjstil denne dag var temmelig afrikansk. Jeg mødte Mama Eunice og hendes mand uden problemer. Så kørte vi hen for at købe bryllupsgave og sko, og herefter fandt vi frem til kirken. Brylluppet skulle starte kl. 13, vi kom kl. 13:15, men kirken var tom. Vi fik at vide, at det i stedet ville starte kl. 14, hvilket oversat til dansk betyder senere på eftermiddagen. Mama Eunice og hendes mand tog tilbage til byen for at købe ind, mens jeg blev ved kirken og spiste frokost med tandlægen. Herefter gik vi tilbage til kirken og ventede og ventede, og så var der endelig vielse omkring kl. 16. Bagefter kørte vi i optog rundt i byen, der var en ladvogn, hvor orkesteret stod og spillede, en ladvogn, hvor folk var udrustede med videokameraer og kameraer, og så var der en håndfuld pyntede biler med sløjfer og balloner. Selv var jeg blevet placeret på forsædet af en af de pyntede biler, og folk på gaden, der fik øje på mig, så det som en stor ting, at der var en "mzungu" (hvid) med til brylluppet! Vi stoppede ved den store rundkørsel ved Impala Hotel, hvor der er springvand i midten, da det er det mest populære sted at tage bryllupsbilleder. Der var nok 10 andre brudepar med gæster, orkester osv., så der var næsten trafikkaos og mennesker overalt. Bagefter var der endnu en vild køretur, hvor der blev dyttet og kørt i modsat vejbane, hen til festsalen i den anden ende af byen. Det var ikke et særligt stort sted, og der var slet ikke plads til alle indenfor, men det betød vist ikke så meget. På vej ind fik vi alle udleveret et hvidt stoflommetørklæde. Vi sad tæt indenfor på rækker af stole. Først var der så præsentation af familien, og når folk blev præsenteret, blev der hujet og viftet med lommetørklæderne. Herefter var der bryllupskage til den nærmeste familie, champagne, der blev åbnet af ceremonimesteren, velsignelse og uddeling af den obligatoriske helstegte gedebuk. Så var der mad, og vi blev på skift gennet ud til buffetten, hvor vi fik skovlet alt muligt på tallerknen. Det blev så første gang, at jeg skulle spise et helt måltid med fingrene. De andre grinede af mig, for jeg havde slet ikke styr på teknikken, men det er altså ikke så nemt at sidde med ris og sovs og kød og salat og spise det elegant med klør fem. Efter spisningen var der gavegivning efter tur - først var det den ene og så den anden side af familien, og senere blev os fra hospitalet kaldt op samtidigt. Umiddelbart bagefter blev vi så kørt hjem - med hospitalets bil, som vi så åbenbart godt måtte låne alligevel. Jeg var hjemme omkring kl 23.
Søndag morgen måtte jeg tidligt op, men heldigvis var Sean også frisk og stod op og lavede morgenmad til os; en lækker grønsa
gsomelet/æggekage og toast. Så afsted med daladala og hentet af Trine ved Kilala. Jeg skulle nemlig besøge Claus og Trine og deres to børn, Camilla og August ved Usa Rehabilitation Center. De er et dansk-tysk par, der har været hernede flere gange (faktisk mødte de hinanden hernede), men denne gang har de skrevet under på en tre-årig kontrakt, hvor de så skal støtte op om de tyske læger, der kommer her hvert år og også arbejde heroppe på hospitalet. De bor nu i et dejligt hus, hvor jeg blev helt overrasket over, hvor rent og pænt og nymalet, der var! Efter en hurtig rundvisning startede vi med at gå i den lokale kirke. Det varede denne gang 2 timer - fra kl. 10-12, men så var der også barnedåb og jeg ved ikke hvad. Jeg mødte også to læger fra hospitalet i kirken. Claus og Trine mødtes efter gudstjenesten med en canadisk missionærfamilie, der lige skulle nå på besøg, inden de tager hjem om et par dage. Trine havde lavet lasagne, salat og chokoladekage til frokost - mmm.. det er længe siden, jeg har spist så meget og i den grad nydt hver en bid ;-)
Midt på dagen kørte canadierne mig hjem til hospitalet igen, men jeg nåede at aftale med Trine, at jeg snart skal mødes med hende igen.Mandag var så endnu en travl arbejdsdag, men efter arbejde tog Sean og jeg en spontan tur til Arusha for at købe lidt ind og spise aftensmad på McMoodys. Sean var meget taknemmlig over, at jeg tog ham med til et sted, hvor han kunne få mere vestlig mad - og ikke mindst et reelt stykke kød. Samtidig var det så også sidste gang denne uge, at jeg ville se noget til ham, fordi han tirsdag morgen startede klatreturen op mod Kilimanjaros top.

29 august 2007

Møde og forlovelsesfest, d. 14.-20. august

Ugen blev delvist brugt på at forberede, at jeg om lørdagen skulle med til Julieth brors bryllup i Arusha. Jeg fik købt nyt tøj (nederdel og top) og sandaler i Arusha og et tørklæde på Tengeru markedet. Min familie havde taget nogle ting med fra Danmark, så jeg kunne pakke nogle danske lysestager ind som bryllupsgave. Det var ellers meningen, at vi var nogle stykker, der skulle have lavet ens tøj, men tiden gik, så det blev ikke til noget. Fredag morgen d. 17. august var så endelig dagen for det første møde i "Hospital Therapeutic Committee". Det varede en times tid, og jeg mener, at det var en succes. Vi diskuterede hvad formålet med komiteen var, og jeg gennemgik nogle papirer fra MEMS. Så fik vi også diskuteret et par ting, inden vi fik planlagt et nyt møde allerede d. 31. august. Lørdag morgen d. 18. august - dagen for brylluppet - tog jeg på arbejde som normalt, idet jeg stadigvæk ikke vidste noget som helst om hvor og hvornår. Desuden skulle dem, jeg havde planlagt at følges med, arbejde hele dagen, så efterhånden som formiddagen skred frem, stod det klart, at vi måtte aflyse vores planer om at tage til bryllup. Kun let skuffet havde jeg travlt med at få styr på medicinen inde på apoteket, da overlægen kom forbi og spurgte Sean og jeg, om vi havde planer for dagen. Ikke andet end arbejde, svarede vi, og blev så spurgt, om vi ville være med til forlovelsesfest - og senere et bryllup - i Moshi. Nårh ja, tøjet var jo købt og gaven pakket ind, så jeg skyndte mig at gøre mig færdig og klædte om. I mellemtiden var Julieth nede på apoteket for at forklare, at der var fejl i invitationen; brylluppet i Arusha var først næste lørdag! Vi tog så afsted med overlægen og hans forældre og var så til forlovelsesfesten en times tid senere. Det var overlægens svigerinde, der skulle forloves, og det foregik i hendes forældres have. Der var masser af drikkevarer, taler og musik, og undervejs så vi så det glade par udveksle ringe. Jesse, overlægens 4-årige søn, kedede sig lidt og var derfor pylret, men det gik over, da jeg lod ham tage billeder med mit kamera. Han forsvandt, og da jeg fandt ham igen havde han taget næsten 100 mere eller mindre syrede billeder, men de var meget underholdende at se på. Bagefter var der mad, og så var der dans. Ved 20-tiden rykkede vi videre til et vennepars bryllupsfest. Det var et kæmpestort bryllup med måske 300 gæster. Vi sad så langt væk, at det var svært at finde ud af, hvad der foregik, og strømmen forsvandt også et par gange undervejs. Men... der var flere drikkevarer og senere også mere mad, og derfor blev vi. Vi kom først tilbage til hospitalet omkring kl. 2 om natten. Gab.. Søndag morgen droppede jeg gudstjenesten og tillod mig at sove lidt længe, inden jeg gik ned på apoteket for at hjælpe Masakila. Efter arbejdet mødte jeg Sean i kantinen. Han havde lavet aftale med overlægen om at tage med på indkøbstur kl. 18, så vi havde tid nok til en kop te. Pludselig, omkring kl. 17:30, kom han dog farende - det var nu, vi skulle afsted, og da han så mig, fik jeg lov at tage med. Det viste sig, at vi skulle på markedet i Usa River, hvilket er mindre, men også rarere end markedet i Tengeru. Overlægens kone skulle have fyldt tasken med frugt og grønt, og vi købte da også lidt. På vej tilbage bad vi dem om at stoppe, så vi kunne købe nogle flere flasker vand. Butikken lå bekvemt lige ved siden af en bar, hvor vi da lige skulle have en enkelt drink. Det var jo da søndag.. (dagen alle bruger på at gå i kirke og herefter drikke sig stive). Efter den første drink (artige Mai drak sodavand, men det var ikke alle, der gjorde det..) skulle vi da lige have en mere - og så en til, da overlægens onkel gav en runde. Sådan gik det et par timer, inden vi kom hjem omkring kl. 21:30 - alting tager 4 timer - også en tur på markedet! Dagen sluttede med at Sean og jeg så film på hans bærbare; en skør, halvplat amerikansk film - "Harold & Kumar Go To White Castle".

19 august 2007

Afsked og indflytning, d. 5. -13. august

Søndag d. 5. august tog vi så til Arusha igen. Her gik vi ned på masaimarkedet efter at have spist frokost på McMoodys (Mmm... kød!). Herefter fik vi fat i en taxa, og så blev vi kørt op til Kigongoni Lodgen, hvor de friske lige kunne nå en dukkert i swimmingpoolen lige inden solen forsvandt.
Mandag var det arbejdsdag igen, men om aftenen var vi inviteret på besøg hos Mama Eunice og hendes familie. De bor nede ved hovedvejen og så til venstre - inde på Markumira universitets område. Mama Eunice's mand er præst og er ved at tage en PhD i teologi. Derfor har de en bolig til rådighed derinde. Vi blev vist rundt på hele universitetets området og fik så ellers serveret en rigtig lækker tanzaniansk middag. Mama Eunice må have været i gang i flere dage, men hun fik også lidt hjælp af sin svigerinde. Parret har i øvrigt tre børn, to drenge, der slider hårdt med skolearbejdet og en pige - charmerende lille Eunice.
Tirsdag var den sidste dag med familien. Vi var igen på arbejdet det meste af dagen, og aftenen gik så med pakning, oprydning - og pandekagespisning :-)
Vi stod så meget tidligt op næste morgen, spiste morgenmad sammen, og så vinkede jeg farvel til familien, der blev hentet i taxa kl. 6:30 onsdag morgen d. 8. august her ved hospitalet. Øv.. Jeg gik tilbage i huset, hvor jeg ryddede sparsomt op og nåede en lille hvil, inden kl. 8, hvor det jo er mødetid på hospitalet. Jeg skyndte mig så ned i kapellet, hvor jeg måtte konstatere, at der var tomt.. Det viste sig, at den 8./8. ("nane nane") er en helligdag/festdag, "Farmers Day", så mange - heriblandt åbenbart præsten - holdt fri. Jeg blev dog her på hospitalet, men fik at vide, at Arusha ville være propfyldt, og at det var en god dag at handle ind, da der ville være et kæmpe udvalg og lave priser..
Lige efter middag ringede Dr. Julius og spurgte, om der var ledige rum i mit hus. Det måtte jeg jo svare ja til, eftersom canadierne rejste afsted d. 20. juli, de to danske piger d. 2. august og min familie samme morgen. Huset blev hurtigt besigtiget af en eller anden lokal repræsentant for organisationen Global Crossroads, og umiddelbart efter kom Sean med en kæmpe oppakning. Sean er fra New York, er uddannet ingeniør (mekanik og computere, tror jeg nok) og er i fritiden ambulancekører. Han er afroamerikaner, 40 år gammel, og virker heldigvis ganske flink.. Så det var ikke lang tid, jeg boede alene i det store hus (på godt og ondt). Da han ikke har en speciel plan med de ca. 4 uger, han er på hospitalet, satte jeg ham straks igang med at hjælpe mig på apoteket. Han er nu i fuld gang med at hjælpe med at få endnu bedre styr på al det medicinske udstyr.
De næste par dage var jeg ikke så glad, som jeg plejer. Det ER hårdt at sige farvel til dem, man holder af, så det var et par lange dage. Mandag d. 13. august var dog endnu en milepæl - 10 uger tilbage hernede - og når jeg tænker over det i forhold til alt det derhjemme, virker det stadigvæk som uoverskueligt længe, men når jeg tænker over, hvor meget jeg stadigvæk kunne lave hernede (både i forhold til arbejdet på apoteket, men også mht. alt det, man kan se og opleve her), så er 10 uger ikke særligt længe. Slet ikke når man ved, hvor lang tid alting tager i det her land! Jeg er i hvert fald fast besluttet på at blive og gøre mit bedste, sålænge jeg er her..

18 august 2007

Udflugt til Marangu, d. 4. august

Ugen efter safarituren gik mest af alt med arbejde. Dog startede ugen jo med, at jeg mandag d. 30. juni måtte tilbage til immigrationskontoret i Arusha. Først var min "sagsbehandler" der ikke, så jeg skulle komme tilbage efter en time. Denne gang ville de gerne tage imod mine penge - 120 $ - og så blev jeg ellers bedt om at komme tilbage dagen efter. Det var jeg jo klart nok ikke helt vild efter, da der så ville gå en dag mere med at tage frem og tilbage til Arusha (og jeg havde allerede været på immigrationskontoret fire gange), så jeg prøvede at forklare, at jeg skulle arbejde.. Ok, så kunne jeg komme tilbage efter en times tid. Det gjorde jeg så, men fik så igen at vide, at jeg skulle komme tilbage dagen efter - eller bare en anden dag.. Jeg bad om at få at vide, hvad problemet var, siden det ikke kunne gøres færdigt. Det viste sig, at det eneste, der manglede, var en underskrift fra bossen, og for at få den, skulle min sagsbehandler jo altså flytte sig fra sit skrivebord og gå op af nogle trapper. Jeg fik ham heldigvis overtalt til at gøre det med det samme alligevel, og så kunne jeg endeligt få mine stempler i passet. Varm og lettet kunne jeg så forlade immigrationskontoret for sidste gang..
Resten af dagene var stort set normale arbejdsdage, hvor min søde familie hjalp mig så godt de kunne. Ikke mindst med at få klistret labels på alle hylder, hvilket jeg er meget taknemmelig for!
Lørdag d. 4. august tog vi så på udflugt. Vi blev hentet her ved hospitalet kl. 8 om morgenen. Herefter kørte vi afsted mod Marangu, en lille by ved foden af Mt. Kilimanjaro. Desværre var der super overskyet, så vi kunne ikke se spor af bjerget. Da vi var næsten fremme kom der endnu en guide med i bilen. Vi kørte endnu længere og stoppede så. Efter en nærmest kravletur stejlt opad nåede vi til en traditionel chaggahytte. Vi hilste på chaggafamilien, der sad inde i hytten i mørket sammen med røgen fra ildstedet og lugten fra koen og kalven. Familien bibi (bedstemor) var alene med børn og børnebørn - de var vist 12 i alt. Bibi fulgte os med nedad igen og folk grinede af os, da vi nærmest væltede hele vejen ned af den stejle, glatte sti. Vi fik et sukkerrør med os, som vi naturligvis ikke kunne finde ud af at håndtere. De lokale bruger bare tænderne, men vores ville være knækket, hvis vi havde forsøgt os. Herefter kørte vi videre og gjorde stop ved markedet i byen. Det virkede anderledes fredfyldt end her i Tengeru og Arusha, selvom der var mennesker, tøj, sko og bananer overalt. Videre igen blev vi kørt hen til smedjen, hvor alt blev lavet med håndkraft. Da de så os skyndte de sig at finde alle deres souvenirs frem; masaispyd, knive, koklokker, skåle, kopper og andre træfigurer. Vi købte nogle småting og blev ellers ført hen mod "the cave" - vi troede, at den hule, vi skulle besøge, var sådan en klippehule med gamle malerier i og den slags, men der blev vi godt nok overraskede. Det var en underjordisk hule, vist en meget lang en, som vi så skulle ned og se. Ned af en træstige og så var der bare mørke og halvmudret lerjord over det hele. Vi måtte nærmest kravle afsted og blev alle møgbeskidte. Min tapre søster ovarvandt sin klaustrofobi og var med til at se og høre om, hvordan hulerne var i brug i perioden, fra da de blev udgravet i 1700-tallet (ellers ca. deromkring) og frem til 2. verdenskrig. Folk gemte sig fra masaier, slavehandlere osv. Der var køkken og værelser dernede, og et rum til døde folk også. Vi var alle møgbeskidte, da vi kom derop fra, men idet mindste stod de klar med vand til os, så vi kunne få det værste mudder af hænderne. Også her havde de så fået rullet alle souvenirs'ene frem, og vi kunne da heller ikke stå for taskerne lavet af bananpalmebark. Efter den oplevelse blev vi kørt hen til vandfaldet, og det var en langt rarere oplevelse. Vi spiste frokost ved toppen af vandfaldet og gik herefter ned af en masse trapper for at se det nedefra. Vi krydsede så over floden på nogle vadesten og kravlede så opad - igen af nogle glatte, stejle stier. Så igen fik vi varmen! På vej ned mod den ventende safaribil gik vi forbi Marangu hospital, hvor der for efterhånden tre år siden var danske farmaceuter fra Farmaceuter uden Grænser. Det kunne altså have været spændende at se, hvordan tingene så ud derinde - i forhold til her på Nkoaranga hospital.
Så var der ikke mere på programmet, men vi fik vores guide til at stoppe i Moshi, så vi kunne komme på posthuset og herefter få handlet ind i supermarkedet, inden vi blev kørt hjem.

15 august 2007

Safaritur med familien, d. 23.-28. juli.

Vores safaritur startede mandag morgen d. 23. juli med, at vi blev hentet af vores guide, Silver, som først kørte os ind til Arusha, hvor jeg besøgte immigrationskontoret (som allerede beskrevet andetsteds), og hvor vi kunne købe lidt snacks i supermarkedet. Herefter var der en lang køretur til Tarangire National Park. Vi nød vores madpakker ved indgangen til parken, og derefter kørte vi rundt hele eftermiddagen. Parken er blandt andet kendt for de store og smukke baobabtræer, som da også kunne ses overalt. Vi så blandt andet zebraer, vortesvin, giraffer, strudse, bøfler og impalaer. En dejlig start på safarituren. Sidst på eftemiddagen blev vi kørt til vores "luxury tented camp" (fuldt møblerede telthytter), som viste sig at have en fantastisk placering med udsigt over Lake Manyara. Det var smukt og idyllisk, og efter vi lige havde vasket os og klædt om, kunne vi nyde solnedgangen på terrassen. Herefter gik vi hen til restauranten, hvorfra vi kunne se en flok græssende zebraer. Det var et mindre sted, så der var middag samtidigt for alle gæster - inklusiv vores guide, som sad med ved vores bord og besvarede alle vores spørgsmål. Der blev så serveret en lækker tre-retters middag...
Tirsdag startede med en lang lang køretur gennem Ngorongoro Conservation Area til Serengeti, med frokostpause ved indgangen til Serengeti National Park. Inden vi blev kørt hen til lodgen i Seronera, var der tid til at køre lidt rundt. Højdepunktet var, at vi stoppede op og i kikkerten kunne se en løve og en leopard slappe af i hvert sit træ. Henne ved lodgen startede vi med at kravle om på klippen, hvor vi kunne sidde med en drink og nyde den sidste eftermiddagssol og solnedgangen. Onsdag morgen tog vi allerede afsted kl. 6:30, og kørte så rundt, mens solen stod op. Der var blandt andet mange bøfler, en græssende flodhest og en hunløve. Desuden så vi, hvordan luftballonerne steg op. Det må være en helt speciel oplevelse at se det hele fra oven på den måde, men jeg er nu glad nok for, at vi havde valgt at køre rundt, så vi kunne holde pause, når vi ville. Vi kørte tilbage for at spise morgenmad og så kørte vi rundt et par timer igen, før vi skulle tilbage og spise frokost på lodgen. Vi pakkede så vores ting sammen og kørte afsted på en lang køretur nordpå til Lobo lodge. Langs vejen kunne vi se mange afbrændte strækninger, det er helt bevidst, og skyldes at der her i tørketiden er mangel på frisk græs.Vi blev venligt modtaget ved lodgen, hvor vi skulle være i to dage. Der var swimmingpool med klippebund, en fantastisk udsigt over savannen og græssende bøfler lige nedenfor lodgen, mange bavianer - og den store han var endda helt tæt på, da han havde spottet en coca cola ved swimmingpoolen. En af medarbejderne på lodgen fik den dog gennet væk, så den fik ikke noget med sig.
Torsdag morgen var det desværre kun min mor og jeg, der var friske til at tage afsted med safaribilen. Vi tog så afsted lige efter morgenmaden, og det var en fantastisk morgen, hvor vi meget af tiden var de eneste, der var ude at køre. På et tidspunkt fik vi guiden til at stoppe bilen, så vi i fred og ro kunne iagttage store flokke af zebraer, gnuer, eland (største antilope), perlehøns, en masse farvestrålende fugle og et par giraffer. Lidt senere en hyæne og et par gribbe, indtil jeg fik øje på en leopard i græsset, som jog dem væk. Leoparden kravlede op i et træ, og så kunne først hyæner og senere sjakaler tage fat på de sørgelige rester, som vi dog ikke kunne se i kikkerten. Ikke lang tid efter måtte vi stoppe op fordi et par unge impalahanner havde travlt med at øve sig i at stange hinanden. Det var vist mest for sjov, men det lød voldsomt, når gevirerne stødte sammen. Længere henne stoppede vi op for at betragte en stor elefantfamilie (over 20 elefanter), der var lige ved siden af vejen. De havde fundet et vandløb, hvor de kunne drikke og bade og rulle sig i mudderet. Den mindste var godt nok kær..
Tilbage til lodgen for at spise frokost, og så var der lidt tid til afslapning før eftermiddagsturen frem mod solnedgang. Fredag morgen pakkede vi så sammen igen og kørte igen sydpå ud af Serengeti. På vejen ud holdt vi dog en lille pause ved "Hippo pool", hvor der denne gang var omkring 5 store nilkrokodiller på den anden flodbred og så selvfølgelig en masse prustende flodheste. Der lugtede ikke så godt... Så fik vi desværre bilproblemer (vist noget med støddæmperne) og derfor blev vi sat af ved et frokoststed, hvor vi holdt et par timers pause mens vores guide kørte bilen på værksted. Herefter var der en lang køretur tilbage til Ngorongoro. På vejen var der usædvanligt mange safaribiler, der holdt stille pga. punkteringer, ødelagte støddæmpere osv, og så følte vi os pludselig meget heldige.
Ved lodgen på kraterranden ved Ngorongoro var der heldigvis ikke koldt som sidste gang, hvor jeg var der. Vores guide sagde, at det var usædvanligt, at det var så "varmt".
Men det betød jo så, at vi kunne sidde med en kop eftermiddagste/kaffe med udsigt over krateret. Lørdag kl. meget tidlig morgen tog vi så afsted med både morgenmads- og frokost-box. Vi var nærmest kun lige kommet ud af lodgens område, da vi møder to hanløver på vejen, og de har da ikke umiddelbart tænkt sig at flytte sig. Så vi følges ad i et kvarters tid. Løverne slentrede afsted, enten lige foran bilen eller lige ved siden af. Af og til stoppede de lidt op, og et par gange smed de sig endda ned midt på vejen.. Til sidst valgte de så at gå ind til siden, hvor de smed sig i det høje græs. Lige efter denne episode var der en stor elefant så tæt på, at man næsten kunne tage fat på den. Et imponerende syn og så lige mens solen stod op. Vi kørte så ned i krateret og kørte rundt, indtil vi nåede picnic-området. Her sad vi og spiste morgenmad med udsigt over en sø fyldt med flodheste og masse fugle. Nede i krateret var der blandt andet mange krontraner, rovfugle, zebraer og bøfler. Tiden fløj afsted, og så var det tid til at køre hjemad. Vi spiste sen frokost oppe på kraterranden, og så gik det afsted tilbage mod Arusha. På vejen gjorde vi stop ved en meget stor, men også meget dyr souvenirshop. Lige før Arusha stoppede vi op igen for at besøge "Snake Park", der var en slags mini-zoo hovedsageligt med slanger (forsvarligt lukket inde i glasbure) og krokodiller. Min mor skulle selvfølgelig både prøve at holde en lille krokodille unge og en slange. . Vi var hjemme ved hospitalet lidt før det blev mørkt, og vi var alle helt enige om, at det havde været en særdeles vellykket tur - og en enestående oplevelse for os alle fire.