19 april 2007

Forberedelser

Puuha.. der er altså rigtigt mange ting at tænke over, gøre klar og få styr på inden sådan en tur til Tanzania.
Heldigvis har jeg fået hjælp undervejs, for jeg havde aldrig nået det eller fået det gjort, hvis jeg selv skulle sørge for det hele! Farmaceuter uden Grænser har sørget for en helt masse - ikke mindst langt før jeg overhovedet kom ind i billedet, og Søren (formand for Farmaceuter uden Grænser) har ringet og mailet undervejs for at tjekke op på, om jeg havde styr på tingene..
Mine nærmeste har også hjulpet til og har skubbet lidt bagpå, når jeg var gået i stå; irriterende men også rart!
Der er mange udgifter forbundet med at rejse ud. Farmaceuter uden Grænser betaler heldigvis for flybilletten og rejseforsikring - og jeg får også et fast beløb pr. måned, mens jeg er dernede, men jeg betaler selv husleje herhjemme, medicin (malariaprofylakse, vaccinationer og diverse håndkøbslægemidler), visum, bagageovervægt i flyet (det er dyrt, har jeg lige fundet ud af - men at få proppet alt, hvad jeg skal bruge i 6 mdr ned i én kuffert, der højst må veje 20 kg virker ret umuligt) osv osv.
Jeg har også været nødt til at skifte bank midt i det hele. Alm. Brand Bank ville ikke låne mig en eneste øre, og så valgte jeg at skifte til Ringkjøbing Landbobank, hvor mine forældre også har konto. Indtil videre er det gået supernemt, og min nye bankrådgiver er virkelig rar og effektiv!
Jeg havde store planer om at lave et budget eller i det mindste en liste over udgifter før, under og efter rejsen. Det er dog ikke blevet til noget endnu, men det kan måske nås endnu...

Ingen kommentarer: