25 april 2007

Nu med nedtælling

Som det ses, har Anders hjulpet mig med at lave en "nedtællings-box", selvom det måske er lidt tidligt at begynde at tælle ned til jeg - efter planen - er hjemme i Danmark igen. Det er jo først i dag (lige om lidt, faktisk), at jeg skal hen på hospitalet og starte med at arbejde. Men jeg synes selv, det er meget sjovt at kunne følge med...
Der var så ingen strøm hele natten, og så har jeg jo prøvet det med. Vågnede i nat kl 1:30 ved lyden af kraftig regn - og blev derved inspireret til at gå på toilettet. Prøvede at tænde lyset uden held, men kunne så heldigvis finde vej ved hjælp af lyset fra min mobil. I morges var jeg så i halvkoldt bad i halvmørke, men som de siger her, så kan jeg ligeså godt vænne mig til det, for det er værre henne ved hospitalet. Hvorfor har jeg ingen lommelygte med, må jeg så spørge mig selv?
Er også lige nødt til at rose mig selv; i aftes, da der stadigvæk var strøm, pakkede jeg mine ting sammen. Da jeg nåede til mine sorte bukser opdagede jeg, at der hang en myre fast forneden på benet. Den var på størrelse med et mindre kæledyr, men var da heldigvis død. Jeg tog mig sammen og ville børste den væk, men så hang den fast. Den havde bidt sig fast med sine kæmpestore klo-ting, og så var det lige, at jeg fik gåsehud over det hele. Jeg klarede det dog, fik myren væk - og skreg slet ikke. Men hold op, hvor jeg da hader myrer, og jeg glæder mig slet slet ikke til at møde sådan én igen!
Det blev da vist meget negativt altsammen, men sådan skal det ikke opfattes. Jeg glæder mig bare meget til at komme hen på hospitalet og er meget spændt på, hvad der venter mig der.

1 kommentar:

Mikkel Andersen sagde ...

Hey Mai ;-)

Hov - spottede lige, at du slet ikke havde fået nogle kommentarer i bloggen endnu, og det er jo egentligt for dårligt.

Jeg behøver jo nok ikke fortælle, at jeg overhovedet slet ikke er misundelig. Det må du endeligt ikke tro.
Heldigvis har dine oplevelser med diverse spændende dyr, dog givet mig en lille smule myrekryb, så al misundelse der måtte være tilbage er væk. Hehe - eller noget.

De første par dage her har lydt meget spændende, og det skal nok blive spændende at komme ud på det dersens hospital - i øvrigt fedt, at der er en svensker dernede - så glemmer du jo nok heller ikke det skandinaviske.

Fra min egen lille andedam kan jeg fortælle, at det nu er sikkert, at jeg tager til Holland til efteråret, og det glæder jeg mig til - selv om det ikke her særligt eksotisk.

Pas på dig selv dernede.

Knus fra

Mikkel