28 maj 2007

Myrekryb!, d. 27. maj

Jeg troede, jeg kendte til myrekryb. Jeg troede, at det var det, jeg følte, når jeg gik forbi de store myretuer hjemme i skoven.. når jeg kiggede på alle de røde tissemyrer, der havde travlt med grannåle osv. Men nej.. det, hjemme i skoven, er ingenting. Ingenting, siger jeg – i forhold til det, jeg oplevede i dag.
Jeg vil lige starte med starten. I dag er det søndag d. 27. maj – Pinsedag. Jeg havde besluttet mig for at tage på arbejde i dag for at gøre apoteket helt klart til i morgen (al medicinen fra lagerrummet skal flyttes), og også for at kunne nå så meget som muligt inden på onsdag-torsdag, hvor MEMS kommer på besøg. Derfor gjorde jeg mig klar, så jeg kunne være i kapellet kl. 8:30, hvor Pinsegudstjenesten startede. Kirken var pyntet lidt ekstra op; alteret var dækket af en rød due med en ”styrtdykkende” due, og der var matchende blomster i vaserne. Der var nadver for første gang i dag, og jeg klokkede gevaldigt i det ved at prøve at modtage ”brødet” (oblaten) med venstre hånd (ren refleks, da jeg jo er venstrehåndet), men det gik slet ikke. Der gik et øjeblik før jeg opdagede fejlen, og var også nødt til at undskylde bagefter, da det virkelig var krænkende at række venstre hånd frem i kirken… ups!

Jeg fik talt alt i det inderste rum (MEMS room) og opdateret alle bin-cards (kort med lægemiddelnavn, lægemiddelform, dato, hvem det er til/fra, hvor meget der er taget og hvor meget der er tilbage). Der var heller ikke strøm i dag, så det var ok at arbejde. Da kl. havde passeret 16 var jeg færdig, og det var tid til at lukke apoteket. Jeg satte mig i kantinen og fik lidt suppe og slappede lidt af, for jeg var faktisk helt træt efter arbejdet. Så gik jeg tilbage til huset og opdagede, at der var myrer, der marcherede fra soveværelset og ud… jeg gik i gang med kost og insektspray, og fik rimeligt hurtigt styr på det, men var da bestemt ikke begejstret for at de små kryb var i soveværelset. Til sidst fik jeg dog overbevist mig selv om, at de var blevet udryddet. Jeg besluttede mig så for at feje lidt i hele hytten, da det var rimeligt tiltrængt. Da jeg så nåede til køkkenet var jeg kun lige gået i gang, da jeg opdagede, at der også var myrer der.. Opgav så at feje, og skulle lige til at hente insektsprayen, da jeg hørte en raslende lyd. Jeg tændte for min lommelygte (stadig lyst udenfor, men mørkt indenfor, da der jo ikke var strøm), og lyste hen mod skraldeposen, køkkenbordet, køkkenvasken, og der var simpelthen myrer alle vegne. Mine grydesvampe var nærmest helt sorte af myrer, affaldsposen var helt fyldt osv. Hvis det nu bare var et par småbitte harmløse myrer, kunne jeg måske have klaret det selv, men det her er – som jeg også har beskrevet det før – kæmpemyrer, der bider sig hårdt fast, og nu var der tusindvis af dem. Jeg har prøvet at gå forbi sådan én, og det gør faktisk overraskende ondt, når sådant et bæst bider. Jeg undlod at skrige og jeg undlod at lade mig friste ved tanken om bare at pakke mine ting og tage langt væk herfra.. Det mest konstruktive jeg kunne komme i tanke om, var at prøve at finde Tall, min helt fra sidste uge, der hjalp mig med musen. Vandrede målrettet ned mod kantinen og spurgte Vicky, om hun havde set Tall. Hun skulle til at hjælpe mig med at finde ham, da jeg forklarede mit problem. Så drejede hun resolut omkring og gik op mod mit hus for at se problemet. Hun fik også myrekryb af at se alle de myrer, og så gik vi tilbage til kantinen – for at hente gløder og aske, som hun så transporterede op i mit køkken og spredte ud over de værste steder. Det var rimeligt effektivt, og så fik vi flyttet alting væk fra køkkenbordet, jeg sprayede heftigt med min insektspray og Vicky fejede aske og myrer rundt.. og endelig var de fleste væk eller døde eller flygtet. Jeg havde gåsehud overalt (i godt 20 graders varme), og lukkede bare døren til køkkenet og gik med Vicky tilbage til kantinen og sundede mig lidt med te og nybagte chapati. Gik herefter en lille tur for at ”falde ned igen”, blæste sæbebobler med Kay (min kollegas ca. 5-årige søn) herhjemme og vovede mig så tilbage i køkkenet for at se, om der var kommet flere myrer. Det var der heldigvis ikke, men der er vand og aske og døde myrer alle vegne.. Jeg har dog ikke tænkt mig at gøre noget ved det, så længe det er bælgmørkt.

Først mus og nu kæmpemyrer… jeg er spændt på (og også rimeligt bange for), hvad det næste bliver!

25 maj 2007

1 måned gået.. 5 tilbage, d. 21.-23. maj

Mandag morgen, d. 21. maj, dukkede Ashley op, ligesom jeg tog af sted på arbejde… Jeg havde håbet at kunne komme med Mama Penda (fra børnehjemmet) til Arusha for at købe ind, og fik besked om, at det var ok, og at det ville blive om eftermiddagen, men lige pludselig var de klar til at køre ved 11-tiden, og jeg sad på apoteket med tabletter og kapsler op til halsen og kunne ikke sådan lige gå. Så det bliver en anden dag (sjovt, som det går bedre med at acceptere, at tingene ikke bliver, som man forventer). Til gengæld kom Villa (Mama Jesse) så en times tid senere og tog mig med til ”Danish”, som er Mellemfolkelig Samvirkes kontorer/skole/kursussted – og altså også stedet, hvor 5-årige Jesse går i børnehave. Jeg blev vist rundt og medgav, at det mindede meget om en dansk børnehave. Det meste af legetøjet og inventaret er da også fra Danmark, og jeg så da også danske Anders And blade mm. Jeg så dog ingen danskere, selvom de efter sigende skulle være i området, men det er da godt at vide, at der ikke er så langt til landsmænd. På vejen tilbage købte vi lidt ind i Usa River. Tilbage igen holdt jeg frokostpause i kantinen, inden jeg gik tilbage til apoteket, hvor Jeremiah var helt stolt af, at han havde fundet en dansk pige, som han så havde taget med hen til mig. Det er Marie, som er hernede på højskole i 4 mdr. på Zanzibar, men som nu har en uges ferie, som hun så har valgt at bruge som frivillig på børnehjemmet. Hun har også været hernede sidste år, hvor hun mødte Lema, og blev vist rundt i området. Hun bor også hos Lema nu, sammen med canadierne. Det var helt mærkeligt at snakke dansk igen – altså hernede. Jeremiah kom forbi og lyttede til os. Han kommenterede, at det var et meget svært sprog. Marie fortalte, at hospitalet var ét af de pænere, og at hun selv havde været på et, hvor hun seriøst overvejede, om hun selv skulle have medbragt sprøjterne. Hun har fejlet lidt af det hele, mens hun har været hernede; ringorm, malaria osv.

Natten til tirsdag blev jeg vækket omkring midnat af Ashley og hendes chauffør (ung lokal fyr). Hun spurgte, om det var ok, at han sov på sofaen, da de skulle tidligt op og af sted. Jeg sagde selvfølgelig ok, selvom jeg godt nok syntes, det var meget mærkeligt. De stod op ved 5:30-tiden, hvor jeg så vågnede igen. Lidt efter stod jeg op for at spørge, hvad der foregik. De skulle så åbenbart til KCMC (stort hospital i Moshi) med et af børnehjemsbørnene. Faldt lidt i søvn igen bagefter, men havde forfærdelige mareridt, så jeg var helt smadret, da jeg rent faktisk skulle op og forestille at være frisk. Tirsdag var jo så samtidigt dagen, hvor det var 1 måned siden, jeg rejste fra Danmark.. Jeg havde i dagens anledning taget en blomstret nederdel på (vejret var stadigvæk rigtigt godt) og fik en masse positive tilkendegivelser - dejligt. Evan (amerikansk frivillig) kom hen til mig og tilbød sin hjælp, da han ikke lige kunne følge lægerne.
Alletiders, for så kunne vi snart få flyttet al medicinen samt udstyr fra ”det tyske rum” og ind på apoteket, så al doneret medicin nu er samlet på én reol. Samtidigt var nogle af sygeplejerskerne i fuld gang med at tømme rummet ved siden af apoteket, der indtil nu var blevet brugt til opbevaring af hospitalssenge, gamle recepter, den for gamle medicin, jeg har samlet sammen osv osv. Jeg øjnede nu muligheden for at få smidt al den ubrugelige medicin ud, og det lykkedes helt fint, så jeg er meget tilfreds. Resten af dagen hjalp jeg Justin med medicinudlevering, mens jeg indimellem fik besøg af elektrikeren, der endnu engang hjalp med varmtvandsbeholderen og nu også køleskabet, der var begyndt at fryse alle mine madvarer. Desuden kæmpede jeg endnu en brav kamp for at få internettet til at virke på apoteket. Blev ringet op af MEMS, der lovede, at det nok skulle komme. Nogle timer senere blev jeg igen utålmodig og ringede tilbage og forklarede, at der endnu ikke var forbindelse. Blev så ringet op af internetudbyderen, der ville have mig til at genstarte og teste forbindelsen.. det lykkedes til sidst med min bærbare, men ikke med apotekets computer. Men hurra, jeg har endelig kontakt med omverdenen!

Onsdag slæbte jeg så min bærbare med på apoteket, og kunne stadig ikke få den stationære til at virke. Fik mailet til MEMS, der var meget tilfredse med endelig at høre fra mig. Prøvede at forklarede, at der havde været en it-tekniker flere gange, men at computeren ikke virkede – og han har fjernet nogle dokumenter, som jeg masse, der arbejdede hårdt på at få tømt virkelig håber, han har gemt et eller andet sted. Ellers er der en masse, der skal laves om.
Udenfor var der en en container proppet med papkasser indeholdende bandage, sprøjter og en masse masse andet medicinsk udstyr. Der var også nogle få lægemidler imellem, men det jeg fik øje på, havde udløbsdato i 1997. Prøvede at spørge til, hvor længe containeren havde stået der – og den har rent faktisk stået uberørt siden engang i 90’erne. Det meste blev vist bare puttet derind igen efter en grovsortering. Noget af det bliver nok aldrig brugt…
Hjemme igen kunne jeg konstatere, at Ashley havde fjernet de fleste – men ikke alle – sine ting. Til aften fik jeg besøg af Mama Jesse, der ville givet mig nogle madvarer, som Bibi Gail (ældre amerikansk kvinde) havde efterladt. Hun kunne fortælle, at der er meget stor forskel på det hospital, som hun arbejdede på før – og så det her. Det andet er rent og pænt og folk gør, hvad de skal. Her er der beskidt, lagnerne bliver først skiftet efter 5 dage osv. Et andet problem her er, at alle dem, der har tegnet ”sundshedsforsikring” har opdaget, at hospitalet her er det eneste, der giver gratis medicin til dem med forsikring. Det betyder, at der kommer rigtigt mange patienter her fra et stort område, men at der ikke kommer penge i kassen af den grund. Det er selvfølgelig ikke holdbart!
Det er hårdt at arbejde i Tanzania, belærte hun mig.. og jeg kan kun give hende ret, bygget på det, jeg har set og hørt, mens jeg har været her.

24 maj 2007

Varm weekend, d. 19.-20. maj

Lørdag d. 19. maj tog jeg igen til Arusha – og formåede både at komme af daladala’en det rigtige sted og at lade være med at fare vild! Jeg vekslede penge, gik på posthuset og fandt så frem til restauranten, McMoodys, hvor jeg på forhånd havde bestemt mig for at spise frokost. Udmærket sted, der har lidt af hvert, men jeg bestilte cheeseburger og pomfritter.. Mmm. Var herefter igen på besøg hos Masai-markedet, hvor jeg igen fik købt lidt af hvert – til en nogenlunde pris tror jeg nok. Bagefter gik jeg hen til internetcafeen, men forbindelsen var desværre ikke så god, så det var ikke så effektivt. Købte så nogle småting, inden jeg gik tilbage til daladala-stoppestedet. Tog så på markedet i Tengeru og fik købt en kniv, en suppeske, nødder, rivejern og vandmelon. Det var varmt, der var rigtigt mange mennesker, og det er besværligt at blive enige om en ordentlig pris, men det lykkedes. Holdt derefter pause på en lille restaurant, inden jeg tog hjem igen. Mødte ganske kort Ashley, der havde fået det bedre, men havde været til læge for at få antibiotika mm. Jeg fortalte hende, at Dr. Kiwesa havde spurgt efter hende og opfordrede hende til at kontakte ham. Jeg tog i kantinen, da der ikke var strøm, og på vej tilbage mødte jeg Dr. Julius, der åbenbart lige havde snakket med hende. Han bad mig om at støtte hende, men da jeg kom tilbage til huset, var hun væk.

Søndag stod jeg så tidligt op, at jeg kunne nå gudstjenesten i kapellet kl. 8:30. Det tog godt en times tid, og var ganske interessant. På et tidspunkt tændte ”kirketjeneren” en stavlygte, som så blev givet til Mama K, der havde lille Irene med på armen.. Under sidste salme begyndte alle så at gå ud. Udenfor stillede folk sig i en halvcirkel og gav hånd til alle, der gik forbi – samtidigt med at vi sang. Og så sluttede det derude, og så hilste vi igen på hinanden og ønskede god dag. Jeg gik med på apoteket og hjalp til et par timer, indtil jeg ved 12-tiden blev ringet op af Tina, der spurgte, om jeg var frisk på at tage til Kigongoni lodgen. Vejret var ikke supergodt, men selvfølgelig var jeg klar. Jeg spiste først lige frokost i kantinen og gik så hen og pakkede. Tog daladala’en og fik den til at stoppe det rigtige sted, så der kun var 1 km at gå af grusvejen op til lodgen. Solen var nu for alvor fremme, og det var rigtigt varmt. Nåede frem til Tina kl. 13:45, hvilket jeg selv synes er imponerede godt klaret. Det var meget hyggeligt og rart deroppe. Jeg skiftede snart til bikini, og vovede mig da også i swimmingpoolen, selvom vandet godt nok var køligt. Vi snakkede og badede og læste lidt, og da kl. var ved at være 17 besluttede vi os for at gå til Tengeru for at se, om vi kunne få en bid mad. Vi fandt en lille bar/restaurant, hvor vi fik chips mayai (omelet med pomfritter i). Så var det tid til at tage hjem, da mørket var på vej. Da jeg nåede til Kilala-stoppet, var der ikke lige en daladala, men så fik jeg tid til at snakke med to engelske piger, Lizzy og Daisy, som har boet her i ca. 4 mdr. De er 5-6 englændere, der alle bor sammen i et lille hus heroppe, og alle underviser i engelsk på én af de to lokale skoler. De fik mit tlf.nr, og jeg håber sådan at få en egentlig invitation, så jeg kan besøge dem og få nogle tips osv.

19 maj 2007

Adresse

Det har vist sig, at jeg alligevel ikke kan komme til at læse mails på min gamle mail-adresse pga. nogle indviklede TDC spam-regler, der åbenbart gælder i Tanzania. Derfor håber jeg, at alle vil bruge min nye alogat-mail i stedet.

Skulle I få lyst til at sende almindelig sneglepost til mig (og det vil naturligvis blive modtaget med tak), skulle det nå frem til mig på følgende adresse:

Mai Frederiksen
Nkoaranga Hospital
P.O. Box 91
Usa River
Tanzania

På besøg hos Mama Pray (Grace), 17.-18. maj

I dag er det torsdag, d. 17. maj. For mig ringer det ikke umiddelbart nogle klokker, men da jeg satte mig til rette i det lille kapel for at deltage i morgenbønnen, kunne jeg godt fornemme, at det var en særlig dag. En times tid senere med salmer, fællesbøn, bibellæsning mm. var jeg alligevel nødt til at spørge Masakila, hvad der var specielt ved denne dag, og selvom ingen af os kan det engelske ord, opfangede jeg, at det jo er Kristi Himmelfartsdag i dag. Hvis jeg havde været hjemme i Danmark, ville jeg have holdt fri og sovet længe, men her var det en arbejdsdag ligesom alle andre. Og dog, det var virkelig en effektiv dag og mange kasser blev tømt, flyttet og smidt ud. Det, jeg troede ville tage måneder, kommer nu til at tage dage/uger, bare fordi indstillingen nu er til, at det er nu, det skal ordnes – og Elly gør hvad hun kan: ”Let’s continue”, virker ganske motiverende! Det, der halter mest bagefter er stadigvæk de mange kasser med sprøjter, kanyler og bandage/plaster i forskellig form og størrelse. Så er det selvfølgelig også alle kasserne med ting, jeg ikke aner noget om. Planen for i morgen er at prøve at samle nogle af de ting, der aldrig bliver brugt – og så få en eller anden læge til at afgøre skæbnen for disse ting. går jo nok.

Der er en frivillig medicinstuderende, Evan, her i øjeblikket. Ligesom Ashley er han også udsendt af CCS (Cross Cultural Solutions) – dog kun i tre uger, så han kender Ashley og kunne fortælle, at hun har forlænget og forlænget sit ophold her, men at hun nu ikke længere kan blive boende i CCS huset i Tengeru. Det er derfor, hun er flyttet ind i ”Det store Hus”. Desuden fortalte han, at hun har fået en kæreste hernede...
Jeg var vildt træt efter arbejdet, så jeg tog hjem og læste lidt. Pludselig slog vejret om, og klar aftenhimmel blev til blæst og styrtregn på et øjeblik. Så blev kl. 19, og jeg gik ned til det grønne hus, hvor Mama Pray, hendes to døtre og hendes barnebarn I morges mødte jeg så Ashley. Jeg hørte godt, at hun kom listende ved 23-tiden, men jeg magtede ikke at stå op for at hilse på hende. Hun havde fået ordnet hår siden i går middags, så hendes lange brune hår er flettet i små fletninger. Det gjorde så, at jeg nu er helt sikker på, at hun er én af de piger, Renee og jeg mødte, da vi dasede ved Kigongoni. Dermed ved jeg også fra Renee, at hun ikke er godt selskab! Det er jeg faktisk lidt ked af, for så er jeg jo nødt til at holde lidt afstand.. men ok, det er også kun tre uger, det ventede med maden klar. Vi fik gryderet med bananer og kød, avocado, banan og cola. Efter maden så vi video af datterens venindes ”Send off party”, som var en fest umiddelbart før brylluppet, hvor det blev markeret, at pigen nu skulle flytte hjemmefra… Jeg fik så nykogte yams, to friske æg, en flaske vand og en lille buket blomster med hjem.
Fredag morgen startede jeg så med at spise mine søde kartofler og drikke te. Mødte op kl. 8 som sædvanligt. Dagens rapport (eneste på engelsk) omhandlede en 15-årig pige med type 1 diabetes, indlagt med høj feber, tårnhøjt blodsukker og larmende vejrtrækning... hun døde tidligt i morges, 1½ døgn efter indlæggelse. Suk…
Lige efter morgenmødet blev jeg hevet til side af Dr. Kiwesa (Dr. in charge), der spurgte til min sambo, og om hun lavede problemer. Hun er åbenbart blevet smidt ud af CCS (organisationen, som hun kom herned med), og Dr. Kiwesa er så bekymret for, at det kan give hospitalet problemer at huse hende. Når engang hun dukker op igen, vil han snakke med hende.
Jeg kom lidt videre med oprydningen og de mange kasser, men det gik ret langsomt i dag, da jeg var alene – og havde lidt problemer med maven. Kl. 15:30 var der møde for alle medarbejdere – og først omkring kl. 18 var jeg så tilbage i huset. Til mødet blev det blandt andet indskærpet, at det fra nu af kun er farmaceuten (dvs. mig) og Masakila, der må komme ind i de inderste rum på apoteket.
Ellers var det sådan noget som løn, overarbejde, fridage og barselsorlov, der blev diskuteret. Jeg kunne forstå, at der er 100 dages barsel ved tvillingefødsler, 84 dage ved almindelige og i begge tilfælde tre dage til fædrene. Hmm..

Alene i Det Store Hus, d. 11.-16. maj

Lørdag morgen, d. 12, maj, stod jeg så op og gjorde mig klar til første daladala tur helt alene. Jeg var vel klar omkring kl. 9:30, satte mig i første og bedste daladala – og ventede så. Da den endelig kørte var vi måske 20 personer, hundrevis af bananer, en stor sæk kartofler og en høne stoppet ind i bilen… sikke en oplevelse. Inde i Arusha stoppede daladala’en først ved ”endestationen”, hvor jeg har været en gang før. Så jeg var da helt sikker på, at jeg sagtens kunne finde tilbage til ”centrum” med Klokketårnet, men det kunne jeg ikke.. Jeg gik og gik og blev fuldstændig mudret til – og først da jeg var helt udenfor alting, måtte jeg bøje mig og gå hen på nærmeste tankstation for at spørge om hjælp. Jeg var gået i en helt forkert retning, men blev så guidet tilbage. Da jeg endelig var tilbage i velkendte omgivelser var kl. ca. 11:30. Jeg startede så ved turistinformationen, hvor jeg fik et gratis bykort (fotokopi)! Jeg fik købt ind – en masse mad og så lige 5 liter vand.. Herefter slæbte jeg poser og vanddunk op til daladala-stationen, som jeg selvfølgelig ikke lige kunne finde. Jeg var sikker på, at mine arme skulle falde af! Fandt heldigvis nogle at følges med – de ledte også efter daladala’en mod Usa River. Endelig fandt vi den, men måtte alligevel skifte i Tengeru. Rimeligt besværligt med alle de varer. Da jeg så kom til Kilala, var der en ladvogn stopfyldt med folk og varer, men der skulle jeg da med. Hold da op, hvor var der langt op til hospitalet. Jeg blev mast og skubbet og har fået blå mærker på armene. Da jeg endelig kom tilbage, var der ikke noget lys, typisk! Jeg gik ned til kantinen for at få noget varm te – og blev der en times tid. Tog tilbage og spiste rester, som finnerne havde efterladt – kold selvfølgelig, men det var ok. Pludselig var der igen lys, så jeg kunne tænde for computeren og høre musik hele aftenen.

Søndag morgen stod jeg rimeligt tidligt op, vaskede tøj (større projekt, tog meget lang tid). Herefter ville jeg lave lidt mere varmt vand, men det begyndte at ryge og slå gnister fra ledningerne, så det måtte jeg droppe.. Trak ud i toilettet med det resultat, at vand plaskede fra cisternen og ned på gulvet. Tog ned på apoteket og bad om hjælp. Varmtvandsbeholderen kunne ikke lige fikses uden hjælp fra elektriker, men Mr. Tall kunne heldigvis hurtigt hjælpe med toilettet.
Efter frokost tog jeg tilbage på apoteket og hjalp lidt til i små to timer, og så gik jeg op på børnehjemmet for at hilse på og snakke lidt med Tina. Jeg satte mig bare, og så kom børnene af sig selv. Tydeligvist vant til forskellige frivillige medarbejdere hele tiden og bare glade for lidt opmærksomhed. Vi så Løvernes Konge – eller den kørte i hvert fald i baggrunden, men det var lidt svært at fokusere, når 25 unger suser rundt omkring samtidigt. Omkring kl 17 var filmen ovre, tøjet beskidt og håret i uorden, så jeg gik hjem igen.
Det var en meget kold og regnfuld søndag, så jeg tog igen i kantinen for at få varm te og frisklavede chapati. Dejligt at blive varmet igennem. Tilbage i huset var finnerne kommet tilbage fra deres hotelophold – de havde haft en herlig weekend, med lækker mad og opvartning hele dagen.
I dag fik jeg endelig klarhed over status på internetforbindelsen. Dr. Julius fortalte mig, at der var en tekniker forbi i går, så forbindelsen er helt i orden nu, men regningen skal betales, før vi kan bruge nettet. ”The treasurer” har fået denne besked, så der bliver forhåbentligt betalt penge og lukket op for kontoen inden længe. I morgen, måske..

Mandag aften, d. 14. maj, og temmelig glad og fortrøstningsfuld. Det skal nok gå, er følelsen, der fylder mig, som jeg sidder her med mæt og tilfreds med lys og musik.
It-fyren dukkede op, men regningen var altså endnu ikke blevet betalt....
Inden frokost hørte jeg så Jaakko og Jeremiah snakke sammen om overtagelse af Tinas hus. Da jeg kom tilbage til huset kl. 16:30 var det allerede tomt for alle deres ting, de havde altsaa bestemt sig for at flytte. Strømmen var væk igen, så jeg gik ned i kantinen for at få te og doughnuts, indtil jeg blev hentet af Mr. Tall og elektrikeren, der ville ordne min varmtvandsbeholder. Det lykkedes efter en halv times tid, så nu er der varmt vand igen! Jeg hentede cola’er til dem, og så sad vi ellers med min swahili-dansk ordbog og øvede lidt.

D. 15. maj, tirsdag, var for første gang længe en dag med sol og varme. Dejligt ikke at gå rundt og fryse! Dagen slæbte sig af sted – stadig ikke noget internet. Der var et langt møde i går eftermiddags, der især omhandlede apoteket; men ingen fra apoteket var repræsenteret. Det skældte jeg naturligvis Jeremiah ud over. Han erkendte da også, at det var en fejl. Det er blevet besluttet, som jeg har foreslået, at medicinen samles til ét rum, så MEMS lageret bliver sløjfet… gerne snarest, men her bremser jeg, for jeg mener altså, at det er vigtigt, at der bliver ryddet op og gjort status først. Denne beslutning blev umiddelbart støttet af Masakila.
Apoteket blev lukket omkring kl. 16, så der var lige en times tid endnu med sol. Jeg slæbte en stol ud i haven og fandt en solstribe, og gik så i krig med ”Te i den blå sofa”. Det er så første dag, hvor jeg faktisk har brugt tid på at læse skønlitteratur.. dem kommer der nok mange flere af, men det er også fint nok.

Så er det onsdag aften, d. 16. maj. I eftermiddags havde vi på et tidspunkt hverken vand eller strøm, men jeg opdagede det næsten ikke. Jeg fik hjælp af Elly i dag. Hun er 20 år og arbejder til daglig i laboratoriet – til september skal hun læse til laboratorietekniker. Hun hjalp til med at sortere og samle indholdet af de mange kasser i ”The Donation Room”. Vi fik ryddet et reolsystem og vasket det af, og så hentede vi alt medicinsk udstyr som vat, handsker, sprøjter og infusionsvæsker ind fra det bagerste rum. Jeg har nemlig tænkt mig, at det inderste rum kun skal indeholde medicin – hvis muligt al medicin fra alle rum, men det er muligvis rigeligt optimistisk. På den anden side, noget af den donerede medicin kan godt stå i det forreste rum, hvis bare det bliver ryddet endnu bedre op!
Elly var meget effektiv, og jeg tror nok, at hun kommer tilbage i morgen, så vi kan komme endnu videre. Hvis min plan lykkes betyder det også, at hospitalet får to rum mere at råde over – og det er vist rimeligt tiltrængt.
Anyway.. ved 12-tiden kom Jaakko og Ashley hen til mig på apoteket. ”Ashley skal flytte ind i vores hus”, sagde Jaakko – og mente åbenbart Det Store Hus; mit hus. Jeg fulgte med dem op til huset, viste hende hurtigt rundt, og viste hende dér, hvor der er ledige værelser. Hun virkede tilfreds og slæbte så alle sine ting derind og forsvandt med et ”på gensyn i aften”.
Efter arbejde gik jeg op til børnehjemmet med en posefuld hjemmestrikkede dukker, jeg havde fundet på apoteket, og blev deroppe en times tid – og havde børn overalt, mens jeg var der. Herefter gik jeg ned til kantinen og drak te (stadig ingen strøm, så jeg kunne ikke selv lave te). Snakkede med Moses, der er ved at lære engelsk og herefter fransk, så han kan blive en god safariguide. Han er bestemt ikke den første, jeg snakker med, der har samme plan! Jeg fik et stykke sukkerrør paa vejen tilbage, og sad så senere i stearinlysets skær og gnaskede på det. Mmm.. sødt og godt.

12 maj 2007

Tak!

Saadan.. nu har jeg lige lagt en forfaerdelig masse tekst her paa bloggen. Saa er jeg ogsaa ved at vaere med. Vil gerne vise jer nogle flere billeder, men det tager meget lang tid, saa det maa komme senere.

Ellers vile jeg bare sige tak til alle for mails og blog-kommentarer. Det er skoent med hilsener hjemmefra!

Nu med mus! d. 8.-10. maj

Ja, så er den tirsdag gået. Det er i dag d. 8. maj. Dagen startede uden strøm, dvs. endnu et halvkoldt bad og masser af stearinlys. Jeg har været urimeligt træt hele dagen, og jeg var nødt til at starte med at ringe til min mor, fordi jeg havde samlet så meget utilfredshed og arrigskab sammen uden at kunne komme af med det.. Det gik noget bedre derefter og arbejdsdagen blev fin nok. Jeg fik øvet en masse swahili sammen med Masakila og Mama Colin.

Hakuna matata, hakuna noma, hamna noma og hamna shida er alle fine og meget anvendte udtryk for ”no problems” – og det bliver brugt rigtigt meget her. Ligesom ”kesho” (i morgen) og ”siku nyingine” (”another day”).

Jeg er endnu engang blevet lovet, at internet-teknikeren kommer i morgen, men nu får vi se…

Der foregår ting og sager på stedet; alle læger blev kaldt til særmøde i morges, og vi er alle blevet mindet om, at morgensamlingen i kapellet starter kl. 8 i morgen tidlig (ligesom hver morgen, men jeg anede ikke, at det var et krav at møde op – men det er det så fra nu af!). Vi får et eller andet at vide i morgen, det er helt sikkert!

I morges opdagede jeg et ret stort hul i pakken med mel. Det var tydeligvist en mus, der havde været i gang. Så mel og brød kom i poser og op på køleskabet. Her til aften så Ritva så musen med det resultat, at stort set alt mad nu står ovenpå køleskabet; og så snakker de selvfølgelig om anskaffelse af musefælde og jeg ved ikke hvad. Jeg tænker mere på, at vi har brug for vand og den slags…

Til frokost fik vi fisk, sådan nogle helstegte nogle. De smagte rigtigt godt. De to fra Finland fik pommes fritter til, men jeg fik ris (synes, der var rigeligt med olie på fisken). Til det fik vi avocado, citron/appelsin og banan. Uhmm.. dejlig frokost. Glad for at det ikke lykkedes finnerne at afbestille frokosten pga. deres stakkels wokret.

Onsdag – dagen hvor jeg var sikker på, at jeg ville få internettet på apoteket til at virke!

Dagen startede for 3. dag i træk med, at vi ikke havde strøm. Der er altså stadigvæk temmelig mørkt ved 7-tiden i det her hus, så morgenerne er ikke særligt sjove uden lys.. Heldigvis var vandet stadigvæk varmt fra i aftes, hvor vi havde slået vandvarmeren til, så jeg fik et dejligt bad i stearinlysets skær. Morgenmaden er brød med ost og syltetøj og hertil vand, når lyset er væk… jeg glæder mig til næste gang, hvor der er lys om morgenen, så jeg kan få grød (havregrød eller majsgrød) og te… tænk at man kan glæde sig til den slags!

Anyway.. Jeg mødte som aftalt op til morgenandagt kl. 8; vi var vel 5-10 personer på det tidspunkt, og da herlighederne sluttede ved 9:30-tiden var salen fyldt (dvs. 40-50 personer eller sådan noget). Selve andagten tog som sædvanligt ca. 30 min, med dagens bibeltekst, en kort prædiken, fællesbøn og tre salmer – alt på swahili, naturligvis. Herefter var det ”the chairman”, der tog over. Der var snakken og klappen ,og flere der rejste sig op og holdt en form for tale, men jeg havde ingen anelse om, hvad der foregik, selvom jeg havde en klar fornemmelse af det. Såsnart vi var færdige, spurgte jeg så Mama Colin, der fortalte, at Dr. Mlaki har valgt at forlade hospitalet. I stedet er Dr. Kiwesa (Dr. Sam) blevet udnævnt til Dr. in charge, med Dr. Julius som assistent. Noget tydede på at det kom som en overraskelse for de fleste, og de var kede af det. Dr. Mlaki havde åbenbart selv truffet beslutningen, og han ville ikke blive!

Formiddagen gik med undervisning i projekt ”Diflucan”, som gik ud på, at HIV patienter med to slags svampeinfektioner kan få gratis medicin. Den korrekte diagnose skal dog stilles først, og så skal bestemte papirer udfyldes for at medicinen kan udleveres. Rimeligt tidskrævende, men godt for patienterne med gratis lægemidler..

Om eftermiddagen kom så den længe ventede it-mand fra Usa River. Han knoklede med computeren i timevis; reinstallerede det hele, da han frygtede virus, men det hjalp ikke. Jeg hentede også min computer for at tjekke, om det var et lokalt problem eller ej, men det lykkedes ikke at komme på nettet, selvom forbindelsen så ud til at være i orden. Det er stadigvæk modtagelsen, der er noget galt med. Så – kesho, som vi siger her – i morgen vil han komme tilbage sammen med en anden, der skal ordne ”tower”, dvs. selve forbindelsen.

Tilbage i huset stadigvæk problemer med strømmen, der går og kommer og musen i køkkenet, der også godt kan lide banan og havregryn… Finnerne har nu låst maden ned i én af deres ”stål”-kufferter!

Her til aften har vi brugt min computer til at se finnernes billeder; hold da op, hvor har han taget mange billeder af ungerne på børnehjemmet (forståeligt nok, dog, da det jo er grunden til, at de er her).

Jeg har også lavet en hurtig og foreløbig plan for apoteket med fokus på ”lagerstyring” og ”rationel farmakoterapi”. Som jeg ser det lige nu, er det de to vigtigste områder, med mange underemner inden for begge.

Kesho, labda kesho!

Så i dag, torsdag, var endnu en ganske normal arbejdsdag i Tanzania… Jeg sov desværre ikke helt så godt natten til i dag; mærkelige drømme igen. På et tidspunkt var jeg halvt vågen, halvt sovende, og jeg var helt sikker på, at der var en elefant lige udenfor mit vindue. Rimeligt syret! I virkeligheden var det køerne i kostalden, der var begyndt at ”muuh’e”.

Dagens positive overraskelse var, at der var strøm fra morgenstunden, så jeg kunne få min havregrød igen. Skal dog helt klart have fat i noget mere mælk (og lære at styre mængden af salt).

Deltog i morgenandagten og fattede heller ikke meget i dag. Om torsdagen er der åbenbart ”fri bøn” indenfor et bestemt emne, så to af mine kolleger tog ordet – og var næsten lige ved at græde bagefter. Det var så åbenbart forbøn for den nye ledelse.

Tina, en tysk pige, der har været her som frivillig medarbejder på børnehjemmet i tre måneder, var nede ved apoteket flere gange i dag. De fleste af gangene var det fordi, endnu et af børnene havde fået malaria. Hun fortalte, at hun havde danske bøger i sit hus, og jeg spurgte så, om jeg måtte komme forbi senere. Hun bor ikke mange meter herfra, lidt op af stien – et lille hyggeligt hus med køkken, bad, toilet, opholdsrum og to små værelser. Sød pige, der snart bliver færdig som skolelærer, og opholdet hernede er en del af det. Hun er i hvert fald udsendt af Den tyske lærerforening eller noget i den stil. En skam hun skal hjem på mandag morgen L Jeg aftalte med hende, at jeg ville komme forbi børnehjemmet på søndag (hendes sidste arbejdsdag – og en mulighed for at se, hvordan hverdagen på børnehjemmet er næsten uden frivillige medarbejdere). Det finske ægtepar har åbenbart spurgt Jeremiah, om vi kan flytte ind i hendes hus, når hun er taget af sted – og de har ikke engang set det. Stedet her er godt nok meget stort, men jeg har efterhånden vænnet mig til pladsen, og jeg har ikke lyst til at undvære mit varme morgenbad. Tina har nemlig ikke noget varmtvandsbeholder på badeværelset, men til gengæld har hun det i køkkenet + hun har gaskomfur, hvilket jo har været en klar fordel de seneste dage, hvor strømmen har været så ustabil.

Anyway.. jeg skal i hvert fald ikke flytte derop sammen med de to. Det er alt alt for småt til tre personer, efter min mening. Vi får se, hvad der sker.

Ritva havde maden klar, da jeg kom tilbage fra mit besøg. Hun havde lavet finsk pølsesuppe af kartofler, gulerødder, løg, bouillonterning og pølsestykker. Det smagte fint nok, men var ikke noget fantastisk, synes jeg.


Arumeru River Lodge d. 6. maj

Søndag d. 6. maj startede med majsgrød til morgenmad (min idé), og herefter kirkegang i tæt på tre stive timer (på swahili naturligvis) i den lokale kirke her i Nkoaranga.

Der blev sunget og spillet og prædiket, og så var der ellers ikke mindre end tre (penge)indsamlinger. Først var det vist nærmest kirkeskat, der blev betalt, herefter var det renovation og vedligeholdelse af kirken, og til sidst var det en gave til hjælpepræsten, der skulle findes penge til. Det tog vældigt langt tid, og hvert beløb blev råbt op med navn og det hele..

I starten af gudstjenesten skulle vi præsentere os selv foran hele forsamlingen; skønt!

Da vi endelig slap fri var gudstjenesten ikke overstået endnu, men der skulle være en eller anden slags lokalvalg, så vi var undskyldt. Det finske pars finske venner stod udenfor kirken og ventede på os. Jeg blev ude i haven en halv times tid, så de havde en chance for at snakke lidt sammen i ro og fred..

Inde i huset var der kaffe og vafler, og de havde heldigvis gemt lidt til mig; vafler med banan/passionsfrugt marmelade kan varmt anbefales!

Herefter tog de os med til Arumeru River Lodge, som ligger ca. 8 km herfra – mod Usa River. Et herligt sted med kaffeplantage, swimmingpool og skøn have, men også rimeligt dyrt. 18000 tsh (ca. 81 kr) for frokostbuffet er ganske meget her. Vi fik dog handlet os frem til at betale det halve, mod kun at tage én portion fra hovedretsdelen af buffeten. Det var helt ok, for tallerknerne var ganske store. Superlækker mad og dejligt reelt kød og brun sovs og det hele.

Da vi kom tilbage, sagde vennerne farvel, og så var det tid til en gåtur. Ritva tog dog ikke med pga. stærke rygsmerter. Jaku og jeg gik så opad denne gang for at se, hvad der gemte sig deroppe. Først stødte vi på et helt lille landsbysamfund med huse langs siden og en grøn plæne i midten, der i dagens anledning blev brugt til tørring af tøj og lektielæsning. Det så meget hyggeligt og idyllisk ud. Vejen (eller stien eller mudderet) gik videre opad gennem noget, der næsten lignede regnskov. Meget stejlt, så jeg fik virkelig varmen.. Vi gik så gennem bananplantager og kom til endnu en minilandsby, hvor der løb en masse drenge rundt og spillede fodbold. Vi mødte også den lokale landsbytosse samt en gammel fuld mand, og så besluttede vi os for at gå hjemad igen. Det var temmelig svært at lade være med at glide på vejen ned, men det lykkedes da. Undervejs var der smuk udsigt hele vejen ned i dalen (måske 50 km, mente Jaku) og solnedgangen fik jeg også med.

Aftenen gik med at lære/snakke dansk, svensk, finsk, engelsk og swahili – meget internationalt!

Strømmen forsvandt ved 21-tiden – og blev væk…

Hos familie i Tengeru d. 4. maj

I dag, d. 4. maj, håbede jeg så endnu engang, at internetforbindelsen ville virke – og endnu engang blev jeg skuffet. Jeg prøvede igen at forklare, hvor vigtigt det er for mig med internet, og jeg bilder mig selv ind, at de forstår det. Jobbet i dag var ok, selvom jeg var vildt træt og ikke rigtigt kunne blive enes med min mave (lidt for meget løg og chili i maden i aftes, er jeg bange for). Formiddagen brugte jeg på at rydde op i det ”tyske donationsrum”, hvor jeg egentlig bare ville have noteret, hvad der var på hylderne, men jeg brugte i stedet det meste af tiden på oprydning. Til frokost havde vi (det finske par og jeg) bestilt kylling med ris, og det smagte virkeligt godt. Det er dog også noget dyrere at få ”speciel food”; vi betalte hver 3500 tsh (omkring 16 kr). Vi har bestilt kylling igen til på mandag – og så fisk på tirsdag. Efter frokost var der mange ”outpatients” og der var kø foran apoteket. Jeg satte mig derfor for at hjælpe med at udlevere medicin resten af dagen. Omkring kl. 16 var der en kvinde med sin syge 2-årige datter på ryggen. Hun, datteren, havde meget høj feber – og fik pludselig feberkramper. Det var vildt ubehageligt at opleve, men Mama Masakila, der jo er sygeplejerske, var hurtig med adrenalin og sprøjte – tog den livløse datter med hen til lægens briks og fik hurtigt styr på kramperne. Herefter fik de hældt paracetamol mikstur i hende. Desuden tog de meget af hendes tøj af; hun var varmt klædt på med hue og striktrøje… ikke helt optimalt! Meget tydede på, at hun var ok ret hurtigt bagefter – jeg kiggede ind til hende, og så også, at hendes mor så knapt så ængstelig ud, som hun havde gjort øjeblikket før.

Jeg gik fra apoteket ved 16:30-tiden, hvor der ikke var flere patienter tilbage. Der var ingen strøm, så jeg satte mig udenfor for at læse lidt i min Tanzania-guide, og gik herefter ned for at se de lokale drenge spille fodbold. Jeg lagde mærke til, at målmanden på det ene hold spillede med én klip-klapper og én kondisko. De gik alle vældigt meget op i det, så der var en del frispark!

Det finske par havde fået ”party invitation” af Mr. Lema, der hjælper til på børnehjemmet – og han har for tiden tre frivillige fra Canada boende; piger på min alder, der også kun har været her et kort stykke tid. Aftalen var, at vi skulle hentes kl. 18:30, men kl. blev ca. 19:45, før vi hørte en bil. Vi blev så kørt til Tengeru, hvor Mama (Lema’s mor) havde lavet mad til os alle. Vi blev bænket rundt om et bål, og vi fik frisklavet juice, ris med grønsager, chapati (madpandekager), bønnesauce, kogte grøntsager, stegt fisk og ananas til aftensmad. Bagefter sad vi om bålet og fik Mama til at synge Tanzanias nationalsang. Herefter skiftedes vi, så det finske par sang Finlands nationalsang, jeg sang den danske og de canadiske piger sang den canadiske, samt nogle lokale sange fra New Foundland, hvor de åbenbart er fra. Ganske hyggeligt, men jeg var træt.. Vi var hjemme igen kl. 22:30, så endnu engang passer det, at alting tager 4 timer (kl. 18:30 – 22:30)!

Gåture med det finske par d. 2.-3. maj

I dag, d. 2. maj, en rimelig kort arbejdsdag sammen med Justine. Jeg er nu blevet færdig med at sortere al den donerede medicin, og der er nu en pæn flok papkasser fyldt med medicin, der for længst har overskredet ”mindst holdbar til”. Jeg er også gået i gang med at sortere al det medicinske udstyr, der fylder det meste af rummet. Det virker bare rimeligt uoverskueligt..

Jeg hjalp også med at tælle medicin og finde frem. Onsdag er markedsdag i Tengeru, så der er aldrig særligt travlt, fortalte Justine. Jeg snakkede med én af lægerne, som mener, at patienterne får for lidt information med hjem. Det er ikke nok med et medicinnavn, dosering og fornavn, sagde han. Jeg gav ham delvist ret, men svarede igen med at recepterne heller ikke siger ret meget. F.eks. mener jeg, at en diagnose ville være en god ting at påføre. Han forsvarede sig med, at de ikke skrev det, fordi der ikke var en farmaceut, men at han da gerne ville indføre det fra i morgen. Nu må vi se, hvad det bliver til..

Om eftermiddagen tog jeg med det finske par, som ville gå en tur i området. Vi havde nemlig snakket om, at det er svært at få motion her. Vi gik ad ”vejen” mod Usa River. Det havde regnet hele dagen, men nu skinnede solen igen, så det var dejligt at gå rundt. Det var virkeligt smukt og frodigt. Da vi havde gået lidt over 1 km, mødte vi nogle unge tanzanianere, der fortalte, at vi bare skulle gå lidt længere frem, så ville vi se Mt. Kilimanjaro. Som sagt, så gjort – og selvom det er svært at se, så er det den højeste og sneklædte top, vi kunne se gennem træerne.
Vi besluttede os for, at vi må prøve at komme tilbage en dag, hvor der er færre skyer.


D. 3. maj fulgte jeg Mama Masakila det meste af dagen. Jeg så MEMS-rummet, hvor al medicinen fra MEMS kommer hen i første omgang. Jeg hjalp til med at tømme to store kasser med medicin sammen med Masakila og Colin (sekretæren og bestyrer af MEMS-rummet). Jeg kunne ikke lade være med at blande mig lidt, og fik dem til at stille medicinen sådan, at den med længst holdbarhed kom til at stå bagerst – ikke rutine, kunne jeg fornemme. Desuden noterede vi på et ark, hvad der var i æskerne og hvor meget. Disse oplysninger blev senere puttet i et excel-ark fra MEMS, og når engang (!) internettet fungerer, skal vi sende arket til MEMS som en kvittering på, at vi har modtaget medicinen. Ifølge Masakila afgav hun bestilling i juni/juli 2006, medicinen nåede frem til hospitalet i starten af marts 2007 – og i dag blev det så pakket ud! Ikke verdens mest effektive system..
Lægen fra i går (Dr. Julius) er faktisk begyndt at påføre diagnoser på recepterne. Indtil nu har jeg ikke rigtigt brugt det til noget, men med tiden vil det være en hjælp..
Apoteket blev lukket kl 16:30, hvor Masakila så skulle til at assistere i ”minor theatre” – den lille operationsstue. Jeg takkede pænt nej tak til at komme med. Det er jeg altså ikke ligefrem klar til!

Eftermiddagen gik med endnu en gåtur – denne gang ”hovedvejen” ned mod Moshi Road. Stejlt ned og stejlt op. På vejen tilbage var der flere, der fulgte med os. Den finske mand, Jaakko, snakker gladelig med alle og enhver, selvom jeg prøver at forklare ham, at han skal passe lidt på. Det synes hans kone heldigvis også. Vi stødte på en fuld mand i nabolandsbyen, men jeg fik forklaret på swahili, at han skulle lade os være; det virkede! Jeg blev helt stolt af mig selv. Det finske par har svært ved at forstå, at jeg kun har været her 1½ uge – og de har spurgt mig flere gange, om jeg har taget swahilikurser. Det har jeg jo ikke, men jeg har forklaret, at jeg er nødt til at lære for at kunne arbejde på apoteket. Det er virkelig også tydeligt, at jo mere jeg forsøger, jo venligere bliver alle omkring mig på hospitalet.

Afsked med Reneé d. 1. maj

Tirsdag blev en kort arbejdsdag, da det viste sig, at Reneé og Bibi allerede skulle af sted kl. 16:30 – og ikke kl. 18 som ventet. Der var heller ikke så travlt på apoteket, da det for de fleste var en fridag (1. maj). Reneé og jeg spiste frokost sammen i kantinen, og jeg tog fri kl. 15, så jeg kunne nå at sige ordentlig farvel. Reneé var meget ked af, at jeg ikke kunne komme med til lufthavnen (der var ikke plads, og Bibi ville heller ikke give plads). Vi tudede om kap, da vi gav hinanden et stort farvelknus, og vi var enige om, at det er utroligt, hvad 5 dage (=den tid, vi har kendt hinanden) kan gøre!

Bagefter var jeg lidt mut, fordi det har været virkelig rart at være her sammen med hende; hun er en fantastisk kvinde, og vi hyggede os meget sammen.

Et par timer senere fik jeg dog selskab af det finske ægtepar, der kom her søndag aften. De er begge sidst i 50’erne og er her i 5 uger, hvor de vil arbejde på børnehjemmet for, som de siger; ”vi har 5 børn, men de er alle flyttet hjemmefra, så vi savner børn”. Desuden er de sponsor for ét af børnene her, så de er her også for at bruge tid sammen med hende. De var på ferie i Tanzania i januar, så de var rimeligt forberedt på forholdene her. De har et vennepar, der siden 1999 har boet i Arusha.

Da jeg så skulle i seng, opdagede jeg, at Reneé havde puttet et brev ind under min dyne. Det var et meget rosende brev, og hun havde vedlagt ét af de armbånd, hun ellers havde fået af en pige fra en landsby nær Tabora. Meget sødt af hende.. og jeg har lovet hende, at vi skal blive ved med at holde kontakten.

Madlavning hos Sam & Villa d. 30. april

Mandag er klart den travleste dag på apoteket. Mama Masakila (sygeplejersken, der til daglig leder apoteket) var alene og ville gerne have min hjælp. Så jeg sad hele dagen i 30°C og hjalp med recepterne, der kom i en lind strøm. Det er stadigvæk lidt svært for mig at tyde det, der er skrevet på recepterne, men da det meget ofte er de samme lægemidler, der bliver ordineret (malariamedicin, antibiotika og smertestillende medicin), går det bedre allerede.

Jeg udleverede medicinen et par enkelte gange med ordene ”meza mbili mara tatu” – ”indtag 2 gange 3” eller noget i den stil..

Jeg var meget træt, da jeg gik kl.16:30 , hvor der næsten ikke var flere patienter. Reneé kom tilbage fra Arusha en times tid senere, og sammen gik vi ned til Dr. Sam og Villa – der er vores nærmeste naboer. Vi var nemlig inviteret til undervisning i ”chapati” bagning og efterfølgende aftensmad. Chapati er en slags madpandekager, der laves af kokosmælk, mel, salt og vand. Først æltes dejen grundigt, så tilsættes olie, der også æltes grundigt ind i. Derefter formes dejen til små snegle, der hviler lidt, mens stegepanden varmes op med lidt olie. Dejen rulles nu ud til en pandekage, kommes på panden og vendes et par gange, mens der bliver tilsat endnu mere olie.

Vi snakkede om tanzaniansk madlavning generelt, og her gik det så op for mig, at selvom maden virker simpel og rimelig sund, så er den fyld med majsolie og kokosmælk – intet under, at jeg føler mig tyk og fed efter en uge hernede!

Da vi havde bagt færdigt, tryllede Villa lige resten af måltidet frem; ris med ærter, gryderet med oksekød og kokosmælk, naturligvis, stuvet spinat, grønne bønner, stykker af banan og avocado. Virkeligt lækkert – og meget bedre end kantinemaden.

Reneé og jeg var begge trætte, men vi blev nødt til at vente, til vi havde mødt Dr. Sam´s forældre.. ventetiden brugte jeg til at lære lidt mere swahili.

Weekend sammen med Renee d. 28.-29. april


Lørdag morgen stod vi tidligt op, da Reneé havde en aftale i Arusha kl. 9. Vi havde planlagt at tage en daladala, hvilket betyder en transporttid på ca. 40-90 min. I stedet blev vi kørt af Dr. Sam, hvilket gjorde turen noget mere effektiv og komfortabel.

Da Reneé havde ordnet det, hun skulle, tog vi på internetcafé og derefter med daladala til Tengeru, hvor der er markedsdag hver onsdag og lørdag. Jeg havde store planer om alt det, jeg skulle købe, men det var alt for varmt (måske 30°C og skyfrist) og overvældende, så jeg blev bare vist rundt. Efter at have spist frokost på en meget lille og lokal restaurant, tog vi en taxa et par km. til hotellet Kigongoni, der ligger på en bakke med fantastisk udsigt til dal på den ene side og Mt. Meru på den anden. Det var næsten et paradis deroppe. Vi smed os i hver vores liggestol i skyggen og småsov en times tid. Der var flotte planter, swimmingpool, skildpadder og marekatte rundt om os. Helt klart et godt sted at kende til, når man gerne vil lidt væk fra det hele, men også der, hvor man mødes med andre udlændinge. Vi gik så tilbage til Tengeru, både for at få lidt motion – og fordi det på det tidspunkt var den eneste transportmulighed. Målet var at nå hjem, inden det blev mørkt, og det klarede vi fint!


Søndag morgen var vi ligeså tidligt oppe, for der var lige endnu et par ting, Reneé skulle nå, og jeg var inviteret med. Jeff har venner, siger han selv, og én af dem er taxichauffør og har i øvrigt en bil, der kan klare lidt af hvert. Han kom kl. 7:45 og kørte os til en lille landsby, Migadini. Reneé ville så gerne se Felix, der netop havde fået foretaget øjenoperationer (på Reneés initiativ og med hendes penge). Køreturen tog en times tid, og vi var virkelig søndagens underholdning i den lille landsby. Alle børnene (drengene, i hvert fald) var samlet og da de først var ”tøet op” ville de alle sammen have, at jeg skulle tage billeder af dem, deres køer og deres grimasser. Det sjoveste var, når jeg bagefter viste dem billederne…

Vi kom tilbage lige før middag, og det var virkelig en varm dag. Vi besluttede os for at liste ind i kirken, hvor dagens gudstjeneste stadigvæk var i gang. Bare en halv time senere, var jeg dog nødt til at gå; der var virkelig varmt og jeg var både tørstig og sulten. Især de første dage måtte jeg virkelig minde mig selv om, at jeg altså bliver nødt til at drikke en masse vand.. (det er altså ikke det samme som Faxe Kondi!!).

De første dage i Nkoaranga 25.-27. april

Wauw!

Så er jeg kommet på landet… Mama Mbise og Paul kørte mig til Nkoaranga Hospital i en til formålet egnet bil (!), efter vi havde hentet nogle kasser med medicin i et depot på vejen.
Vi var her lige efter middag, og jeg må indrømme, at det ligger noget mere afsides, end jeg lige havde regnet med.
Først mødte jeg Dr. Mlaki (Dr. in charge) og sekretæren Jeremiah, som var i gang med at sørge for mig. Det var også ham, der viste mig rundt på hospitalet til at starte med. Ja, det er et lille hospital – og for mig var det lidt voldsomt at starte med at se de ”dårligste” patienter i sengeafdelingen. De er i øvrigt opdelt i en kvindeafdeling og en mandeafdeling.
Ellers er det mest ”outpatients”. Først kommer de til hospitalet, henvender sig i receptionen og venter så, til det bliver deres tur. Inde hos lægen bliver de så undersøgt og behandlet – og kommer så ud med en recept i hånden. Herefter går turen til kasse 1, hvor der bliver betalt. Recepten bliver så påført ”betalt” samt beløbet – og så trasker patienten et par døre ned til apoteket… min nye arbejdsplads! Henne ved apoteket afleverer de recepten gennem en luge i
vinduet og så venter de på, at de bliver råbt op ved navn og får udleveret nøjagtig den medicin, der står på recepten (dvs. f.eks. 18 paracetamol tabletter (2x3x3) i en lille pose eller pakket ind i lidt papir).
Ud over sengeafdeling og ”outpatient”-område er der fødestue, operationsrum, kvindeklinik, kapel, kantine mm.
Jeg blev bedt om at vente i apoteket, da mit værelse endnu ikke var helt klart. Det var fint for mig, for så havde jeg lidt tid til at inspicere lokalerne (ét lokale, men tre rum). Jeg ved ikke lige, hvad jeg havde regnet med, men det er i hvert fald ikke det samme som et dansk apotek (ok, det havde jeg så heller ikke forventet..)! Efter lidt tid hentede Jeremiah mig igen, vi hentede min bagage på Dr. Mlakis kontor og gik så lidt op af skrænten til et stort hus (det største i området, faktisk). Og der vrimlede det med folk, der havde travlt med at få vasket det sidste af gulvet, finde en pude osv osv. Midt i det hele stod Renée og så lidt småforvirret ud (ikke i forhold til mig, men alligevel). Hun bød mig velkommen og hviskede, at hun nok skulle sætte mig ind i sagerne, når der ikke længere var så hektisk. Da der endelig var stille alle var gået fortalte hun om sig selv og huset. Hun er amerikansk sygeplejerske, har været her i godt 6 uger som frivillig på hospitalet og rundt omkring. Hendes ømme punkt er blinde børn – eller i det hele taget øjenlidelser. Selv er hun ganske svagt seende; har (næsten) altid forstørrelsesglas med sig osv. Hun var her også for et år siden, så hun har styr på det hele: Kulturen, sproget, hvor man skal tage hen og vigtigst af alt ved hun, hvad man ikke skal gøre.
Så hun brugte hele den første aften på at give mig en masse gode råd, fortælle hvad hun selv har oplevet hernede, givet mig områdets sladder (ikke, at der er så meget igen). Det var også hende, der insisterede på, at jeg skulle have hendes seng – ”The Princess Bed” og sove i samme rum som hende i hvert fald første nat. Nu må jeg da også indrømme, at jeg er meget glad for ikke at skulle være helt alene i det her store hus. Hun var også meget glad for at se mig… Al den tid hun har været her (de første 5 uger sammen med en kollega fra USA), har toilettet og køleskabet ikke virket. Dvs. hun har været nødt til at sidde ude under bananpalmen, når hun skulle ”a long call”, og har kun kunnet købe mad, der kunne holde sig udenfor køleskab. Men fordi jeg skulle komme, har de ordnet toilettet, køleskab og fryser, gjort rent og har hængt gardiner op. Hold op hvor er jeg da glad for, at de ting er i orden!
Torsdag tog hun mig med til Arusha. Eneste reelle transportmulighed er med ”daladala”, som er en bil eller end minibus, der bliver fyldt op heroppe og kører ned til bundet ved hovedvejen, når den er fyldt. Så kan man tage en ny daladala fra hovedvejen og ind til Arusha. Man betaler inde i bilen, og det burde altid være samme pris, men som med alt andet er der Tanzania-prisen og ”mzungu-prisen”, som er den vi fremmede (hvide) mennesker får lov at betale. Derfor er lige penge nødvendigt. I Arusha blev jeg vist lidt rundt, jeg så den gode internetcafé, det hyggelige frokoststed, fik købt vand og nogle madvarer, og så blev jeg slæbt med til ”masai market” ikke langt fra centrum. Bod efter bod bliver man mødt med ”karibu”, da man helst skal ind i alle boderne og se på varerne. Jeg fik købt en ”kanga” (dvs. nærmest et tørklæde, der kan bruges til lidt af hvert – f.eks. er det åbenbart ikke så smart med bukser for en professionel kvinde, der gerne vil respekteres..). Herefter gik vi ud til Impala Hotel, som er et af de rigtigt gode hoteller med pool, hvor alle kan komme, hvis bare de bestiller en drink el.lign. Vi fulgtes så med Dr. Sam (venlig rar læge, der har været i USA) og Bibi Gayle (en anden amerikansk frivillig) og Geofrey (mere herom senere..) tilbage til Arusha, hvor vi spiste burgere på Steers (sydafrikansk kæde næsten magen til McD).

Fredag var så min første hele dag på apoteket. Strømmen forsvandt kl 6:30, så jeg nåede ikke i bad, og det var umuligt at lave the og havregrød, så min morgenmad bestod af en flaske vand, en lille bounty-bar og to kiks.. men kl. 8:20 var jeg på apoteket og gik så i gang med at sortere medicinen i ”the donation room”. Det lå hulter til bulter i en pærevælling, så det tog lidt tid at sortere. Nu skal jeg så have skrevet det ned i mit hæfte. Lægemiddel, antal og udløbsdato har jeg valgt at notere. 9 ud af 10 af de ting, der står i rummet er udløbet for længst. Jeg tror ”topscoreren” var engang i 2001.

Jeg fandt vej til kantinen, hvor de søde piger med det samme genkendte mig ”Hi Mai. What you want?”. Så jeg fik ris med bønner, agurk og banan – og en cola for den nette sum af 1000 Tzsh (dvs. ca 4.5 kr). Det er derfor min plan fra nu; at spise frokost i kantinen. De har overhovedet ikke de rette faciliteter, men det virker som om, det er sikkert nok at spise der alligevel; tingene bliver ordentligt varmet op/kogt osv. Efter frokost prøvede jeg atter at gennemskue, hvorfor der er problemer med internettet, men det var uden held. Så mødte jeg den svenske sygeplejerske, som jeg traf i tirsdags hos ELCT. Hun hedder Berit og har været hernede i to år. Hun kommer på hospitalet hver fredag og mandag, så der er endnu en kontaktperson. Herefter iagttog jeg Justin, der udleverede medicin, indtil jeg blev bedt om at hjælpe til. Og det gjorde jeg jo så selvfølgelig. Tror dog at de synes, jeg er frygtelig dårlig til det, men det er altså virkeligt grænseoverskridende for mig at gøre det på samme måde, som de. Jeg tænkte meget på nogle af mine holdkammerater, da jeg så deres håndtering af lægemidlerne.. kan lige forestille mig, hvordan de ville reagere, hvis det var dem!

Kl. 16 blev jeg hentet af Jerimiah, der gerne ville have mig med op til huset. Der skulle nemlig gøres klar til det finske ægtepar, der kommer på søndag aften. De skal være her en måneds tid, hvor de skal arbejde på børnehjemmet.

Jeg har slet ikke fortalt om børnehjemmet. Det ligger faktisk lige bag ved det store hus. Der er ca. 25 børn i alderen nogle få dage til 5 år. De er aktive mange af døgnets timer, men de er SÅ søde. Kan I høre uret tikke? J Der er altid mange frivillige deroppe – der kommer vist snart nogle piger fra Norge. Her i huset hænger der nogle avisudklip fra sommeren 2005, hvor der var en dansk pige her. Hun sov i samme seng som mig, kan jeg læse mig til.. Det er da lidt sjovt. Jeg vil prøve at finde ud af, om jeg kan komme i kontakt med hende, og i hvert fald få fat i sidste del af beretningen herfra.

05 maj 2007

Endnu et kort besoeg paa internetcafe

Jeg har taget hundrevis af billeder og skrevet en masse tekst, men det er ikke saa nemt at komme til at laegge det her paa bloggen. Haaber snart, at det lader sig goere!
Her er saa huset, jeg bor i.. og mit vaerelse - og ja, det er en gammel hospitalsseng.
Saa lige et enkelt billede af Renee og jeg fra den dag, hvor hun tog afsted. Snoeft, det var haardt at sige farvel - vi havde det bare saa rart sammen, og blev meget hurtigt ret fortrolige. Hun laerte mig virkelig meget paa kort tid!

Ellers kan jeg fortaelle, at jeg har det godt. Vejret er begyndt at blive koldere, saa I derhjemme har nok bedre vejr end jeg. Men her er smukt og frodigt, saa det er ok - i hvert fald lige nu. Stadig regntid, saa det styrter ned hver nat. Arbejdet paa apoteket gaar langsomt fremad, af omveje har jeg hoert, at de er glade for mig, saa det er jo dejligt!
Lige et enkelt billede fra sidste weekend, hvor jeg var med Renee i en lillebitte landsby. Vores besoeg var virkelig soendagsunderholdningen, og de synes virkelig, at mit kamera var det sjoveste i verden! Paa billedet ses lille Clinton - lillebror til en blind pige, som Renee er sponsor for.