12 maj 2007

Arumeru River Lodge d. 6. maj

Søndag d. 6. maj startede med majsgrød til morgenmad (min idé), og herefter kirkegang i tæt på tre stive timer (på swahili naturligvis) i den lokale kirke her i Nkoaranga.

Der blev sunget og spillet og prædiket, og så var der ellers ikke mindre end tre (penge)indsamlinger. Først var det vist nærmest kirkeskat, der blev betalt, herefter var det renovation og vedligeholdelse af kirken, og til sidst var det en gave til hjælpepræsten, der skulle findes penge til. Det tog vældigt langt tid, og hvert beløb blev råbt op med navn og det hele..

I starten af gudstjenesten skulle vi præsentere os selv foran hele forsamlingen; skønt!

Da vi endelig slap fri var gudstjenesten ikke overstået endnu, men der skulle være en eller anden slags lokalvalg, så vi var undskyldt. Det finske pars finske venner stod udenfor kirken og ventede på os. Jeg blev ude i haven en halv times tid, så de havde en chance for at snakke lidt sammen i ro og fred..

Inde i huset var der kaffe og vafler, og de havde heldigvis gemt lidt til mig; vafler med banan/passionsfrugt marmelade kan varmt anbefales!

Herefter tog de os med til Arumeru River Lodge, som ligger ca. 8 km herfra – mod Usa River. Et herligt sted med kaffeplantage, swimmingpool og skøn have, men også rimeligt dyrt. 18000 tsh (ca. 81 kr) for frokostbuffet er ganske meget her. Vi fik dog handlet os frem til at betale det halve, mod kun at tage én portion fra hovedretsdelen af buffeten. Det var helt ok, for tallerknerne var ganske store. Superlækker mad og dejligt reelt kød og brun sovs og det hele.

Da vi kom tilbage, sagde vennerne farvel, og så var det tid til en gåtur. Ritva tog dog ikke med pga. stærke rygsmerter. Jaku og jeg gik så opad denne gang for at se, hvad der gemte sig deroppe. Først stødte vi på et helt lille landsbysamfund med huse langs siden og en grøn plæne i midten, der i dagens anledning blev brugt til tørring af tøj og lektielæsning. Det så meget hyggeligt og idyllisk ud. Vejen (eller stien eller mudderet) gik videre opad gennem noget, der næsten lignede regnskov. Meget stejlt, så jeg fik virkelig varmen.. Vi gik så gennem bananplantager og kom til endnu en minilandsby, hvor der løb en masse drenge rundt og spillede fodbold. Vi mødte også den lokale landsbytosse samt en gammel fuld mand, og så besluttede vi os for at gå hjemad igen. Det var temmelig svært at lade være med at glide på vejen ned, men det lykkedes da. Undervejs var der smuk udsigt hele vejen ned i dalen (måske 50 km, mente Jaku) og solnedgangen fik jeg også med.

Aftenen gik med at lære/snakke dansk, svensk, finsk, engelsk og swahili – meget internationalt!

Strømmen forsvandt ved 21-tiden – og blev væk…

Ingen kommentarer: