12 maj 2007

Gåture med det finske par d. 2.-3. maj

I dag, d. 2. maj, en rimelig kort arbejdsdag sammen med Justine. Jeg er nu blevet færdig med at sortere al den donerede medicin, og der er nu en pæn flok papkasser fyldt med medicin, der for længst har overskredet ”mindst holdbar til”. Jeg er også gået i gang med at sortere al det medicinske udstyr, der fylder det meste af rummet. Det virker bare rimeligt uoverskueligt..

Jeg hjalp også med at tælle medicin og finde frem. Onsdag er markedsdag i Tengeru, så der er aldrig særligt travlt, fortalte Justine. Jeg snakkede med én af lægerne, som mener, at patienterne får for lidt information med hjem. Det er ikke nok med et medicinnavn, dosering og fornavn, sagde han. Jeg gav ham delvist ret, men svarede igen med at recepterne heller ikke siger ret meget. F.eks. mener jeg, at en diagnose ville være en god ting at påføre. Han forsvarede sig med, at de ikke skrev det, fordi der ikke var en farmaceut, men at han da gerne ville indføre det fra i morgen. Nu må vi se, hvad det bliver til..

Om eftermiddagen tog jeg med det finske par, som ville gå en tur i området. Vi havde nemlig snakket om, at det er svært at få motion her. Vi gik ad ”vejen” mod Usa River. Det havde regnet hele dagen, men nu skinnede solen igen, så det var dejligt at gå rundt. Det var virkeligt smukt og frodigt. Da vi havde gået lidt over 1 km, mødte vi nogle unge tanzanianere, der fortalte, at vi bare skulle gå lidt længere frem, så ville vi se Mt. Kilimanjaro. Som sagt, så gjort – og selvom det er svært at se, så er det den højeste og sneklædte top, vi kunne se gennem træerne.
Vi besluttede os for, at vi må prøve at komme tilbage en dag, hvor der er færre skyer.


D. 3. maj fulgte jeg Mama Masakila det meste af dagen. Jeg så MEMS-rummet, hvor al medicinen fra MEMS kommer hen i første omgang. Jeg hjalp til med at tømme to store kasser med medicin sammen med Masakila og Colin (sekretæren og bestyrer af MEMS-rummet). Jeg kunne ikke lade være med at blande mig lidt, og fik dem til at stille medicinen sådan, at den med længst holdbarhed kom til at stå bagerst – ikke rutine, kunne jeg fornemme. Desuden noterede vi på et ark, hvad der var i æskerne og hvor meget. Disse oplysninger blev senere puttet i et excel-ark fra MEMS, og når engang (!) internettet fungerer, skal vi sende arket til MEMS som en kvittering på, at vi har modtaget medicinen. Ifølge Masakila afgav hun bestilling i juni/juli 2006, medicinen nåede frem til hospitalet i starten af marts 2007 – og i dag blev det så pakket ud! Ikke verdens mest effektive system..
Lægen fra i går (Dr. Julius) er faktisk begyndt at påføre diagnoser på recepterne. Indtil nu har jeg ikke rigtigt brugt det til noget, men med tiden vil det være en hjælp..
Apoteket blev lukket kl 16:30, hvor Masakila så skulle til at assistere i ”minor theatre” – den lille operationsstue. Jeg takkede pænt nej tak til at komme med. Det er jeg altså ikke ligefrem klar til!

Eftermiddagen gik med endnu en gåtur – denne gang ”hovedvejen” ned mod Moshi Road. Stejlt ned og stejlt op. På vejen tilbage var der flere, der fulgte med os. Den finske mand, Jaakko, snakker gladelig med alle og enhver, selvom jeg prøver at forklare ham, at han skal passe lidt på. Det synes hans kone heldigvis også. Vi stødte på en fuld mand i nabolandsbyen, men jeg fik forklaret på swahili, at han skulle lade os være; det virkede! Jeg blev helt stolt af mig selv. Det finske par har svært ved at forstå, at jeg kun har været her 1½ uge – og de har spurgt mig flere gange, om jeg har taget swahilikurser. Det har jeg jo ikke, men jeg har forklaret, at jeg er nødt til at lære for at kunne arbejde på apoteket. Det er virkelig også tydeligt, at jo mere jeg forsøger, jo venligere bliver alle omkring mig på hospitalet.

Ingen kommentarer: