24 maj 2007

Varm weekend, d. 19.-20. maj

Lørdag d. 19. maj tog jeg igen til Arusha – og formåede både at komme af daladala’en det rigtige sted og at lade være med at fare vild! Jeg vekslede penge, gik på posthuset og fandt så frem til restauranten, McMoodys, hvor jeg på forhånd havde bestemt mig for at spise frokost. Udmærket sted, der har lidt af hvert, men jeg bestilte cheeseburger og pomfritter.. Mmm. Var herefter igen på besøg hos Masai-markedet, hvor jeg igen fik købt lidt af hvert – til en nogenlunde pris tror jeg nok. Bagefter gik jeg hen til internetcafeen, men forbindelsen var desværre ikke så god, så det var ikke så effektivt. Købte så nogle småting, inden jeg gik tilbage til daladala-stoppestedet. Tog så på markedet i Tengeru og fik købt en kniv, en suppeske, nødder, rivejern og vandmelon. Det var varmt, der var rigtigt mange mennesker, og det er besværligt at blive enige om en ordentlig pris, men det lykkedes. Holdt derefter pause på en lille restaurant, inden jeg tog hjem igen. Mødte ganske kort Ashley, der havde fået det bedre, men havde været til læge for at få antibiotika mm. Jeg fortalte hende, at Dr. Kiwesa havde spurgt efter hende og opfordrede hende til at kontakte ham. Jeg tog i kantinen, da der ikke var strøm, og på vej tilbage mødte jeg Dr. Julius, der åbenbart lige havde snakket med hende. Han bad mig om at støtte hende, men da jeg kom tilbage til huset, var hun væk.

Søndag stod jeg så tidligt op, at jeg kunne nå gudstjenesten i kapellet kl. 8:30. Det tog godt en times tid, og var ganske interessant. På et tidspunkt tændte ”kirketjeneren” en stavlygte, som så blev givet til Mama K, der havde lille Irene med på armen.. Under sidste salme begyndte alle så at gå ud. Udenfor stillede folk sig i en halvcirkel og gav hånd til alle, der gik forbi – samtidigt med at vi sang. Og så sluttede det derude, og så hilste vi igen på hinanden og ønskede god dag. Jeg gik med på apoteket og hjalp til et par timer, indtil jeg ved 12-tiden blev ringet op af Tina, der spurgte, om jeg var frisk på at tage til Kigongoni lodgen. Vejret var ikke supergodt, men selvfølgelig var jeg klar. Jeg spiste først lige frokost i kantinen og gik så hen og pakkede. Tog daladala’en og fik den til at stoppe det rigtige sted, så der kun var 1 km at gå af grusvejen op til lodgen. Solen var nu for alvor fremme, og det var rigtigt varmt. Nåede frem til Tina kl. 13:45, hvilket jeg selv synes er imponerede godt klaret. Det var meget hyggeligt og rart deroppe. Jeg skiftede snart til bikini, og vovede mig da også i swimmingpoolen, selvom vandet godt nok var køligt. Vi snakkede og badede og læste lidt, og da kl. var ved at være 17 besluttede vi os for at gå til Tengeru for at se, om vi kunne få en bid mad. Vi fandt en lille bar/restaurant, hvor vi fik chips mayai (omelet med pomfritter i). Så var det tid til at tage hjem, da mørket var på vej. Da jeg nåede til Kilala-stoppet, var der ikke lige en daladala, men så fik jeg tid til at snakke med to engelske piger, Lizzy og Daisy, som har boet her i ca. 4 mdr. De er 5-6 englændere, der alle bor sammen i et lille hus heroppe, og alle underviser i engelsk på én af de to lokale skoler. De fik mit tlf.nr, og jeg håber sådan at få en egentlig invitation, så jeg kan besøge dem og få nogle tips osv.

Ingen kommentarer: