16 juni 2007

Ventetid, d. 10.-15. juni

Ja, jeg venter... Jeg venter på, at jeg får besøg på søndag. Anders kommer og besøger mig, og det bliver fantastisk at have ham hernede!
Jeg venter også på, at jeg skal holde ferie. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet længere end til kl. 7, så det bliver skønt.
Så venter jeg på, at Dr. in Charge skal indkalde til første møde i Hospital Therapeutic Committee (lægemiddelkomiteen) – det skulle egentlig have været i går, fredag, så blev det rykket til på onsdag, men så blev det også aflyst, så nu må jeg vente til efter ferien..
Ventetiden har jeg – udover arbejde – brugt på at planlægge ferien. Anders og jeg skal jo se ALTING, når han nu er her ;o) Vi har købt en 4-dages safaritur, og vi har bestilt flybilletter til Zanzibar og overnatning i 4 dage… vi får travlt!

Denne gang vil jeg vise nogle før og efter billeder:

Først er det det store træ, der ses på billedet til venstre. Dette billede tog jeg en sen eftermiddag d. 6. juni, og som det ses på billedet til højre, er det nu fældet. Det er et stort projekt, der har taget det meste af ugen – med motorsav og økse og en masse håndkraft. Tidligere på ugen kunne det høres og mærkes over hele hospitalet, når dele af træet blev væltet. Jonathan har fundet ud af, at grunden til, at de fælder det er, at de vil bruge pladsen til at bygge det nye kapel, de i øjeblikket er ved at samle penge ind til. Det er nu helt sørgeligt at se sådan et prægtigt træ forsvinde, men der er da heldigvis noget, der tyder på, at de vil bruge tømmeret fornuftigt.


Dernæst er det mit eget arbejde med at få sat tingene i orden efter ATC-koder, der nu er afsluttet. Det er måske ikke så nemt at se på billedet, men modsat før, er f.eks. al antibiotika samlet ét sted, smertestillende et andet sted osv osv.



Mine kære kolleger snakkede sammen i starten af ugen, og jeg kunne godt fornemme, at de snakkede om forskellen på det rum, hvor medicinen står, og så det rum, hvor al det medicinske udstyr nu er samlet. Der var temmelig stor forskel på de to rum, eftersom jeg lidt havde opgivet at få mere styr på alle kasserne. De sagde det til sidst til mig, og jeg forklarede, at jeg var enig med dem, men at jeg var gået i stå, fordi jeg faktisk ikke ved ret meget om brugen af alle de der ting, og derfor har meget svært ved at gennemskue, hvilke ting, der er brugbare for apoteket. Masakila (tidligere leder af apoteket) bad nu Justin om at hjælpe til, og så gik han ellers i gang. Resultatet ses her til højre. Det er helt klart en forbedring, men alting er nu virkeligt stablet og pakket så tæt, at det er svært at tage noget fra hylden, uden at alt det andet kommer med. Desuden er det stadigvæk svært at se, hvad der er hvor. Men jeg er meget glad for hans hjælp, og jeg synes også det viser, at de bakker mig op, og selv er interesseret i, at tingene bliver bedre og pænere…

09 juni 2007

Vandretur i lokalområdet, d. 9. juni.

Så.. jeg er efterhånden ved at have en hverdag – men lige for tiden er hverdagene meget ens, i hvert fald overordnet set: spise, arbejde, spise, arbejde, sove… men det er jo også fordi, jeg snart skal holde to ugers ferie. Faktisk allerede fra næste søndag d. 17. juni, og det glæder jeg mig rigtigt meget til ;-)
Jeg er i øjeblikket både den der åbner og lukker apoteket, så det bliver af og til nogle ret lange arbejdsdage.
Lørdag d. 9. juni, havde jeg dog ikke tænkt mig at arbejde, men det blev nu alligevel til nogle timer før og efter en tur til Arusha. Der var dog ikke mange patienter, så jeg kunne lukke kl. 15:30, og da det var en dejlig varm og solrig dag for en gangs skyld, gik jeg hen i kantinen og fandt som ventet Lazarus, som heldigvis var frisk på en gåtur i området; det blev så til 3 timers vandring gennem små landsbyer og smuk natur. Det var næsten helt mørkt, da vi kom tilbage, men det var en dejlig tur. Sammen med dagens daladala tur var jeg dog blevet temmelig øm i hele kroppen, men det går forhåbentligt snart over..

Billedet til venstre var første stop på gåturen. Fra venstre er der "en af landsbyens fædre", hans yngste datter Tumaini (Håb), Lazarus og en lille nysgerrig fyr, der gerne ville med på billedet. Vi stoppede der, fordi manden her var lidt usædvanlig ved det, at han havde gået i skole, og at han rent faktisk havde anlagt en have med flotte blomster og træer.

Vi kom snart til Lazarus og hans families hus. Han bor stadig sammen med sine forældre, men er i gang med at bygge eget hus stort set lige ved siden af. De to andre brødre har også eget hus lige ved siden af forældrenes.. Lidt længere fremme mødte vi en gruppe børn, der vistnok var hans små kusiner og fætre. De var meget nysgerrige og søde og hilste pænt på mig. Den mindste lille purk var slet ikke til at stå for, og da jeg gik videre, sagde han, at jeg skulle hilse mine børn, når jeg kom hjem..

Vi krydsede Markumira floden flere gange. Umiddelbart er den tørret helt ud heroppe i højderne, men flere steder var der tegn på, at vandet bare er længere nede. Vi gik lidt på de tørre sten og kom til det her "vandfald", hvor der - selvom det ikke ses særligt tydeligt på billedet - var temmeligt langt ned. Senere kom vi også til en kirkegård, hvor der var en stor gravsten for en præst, der døde for omkring 20 år siden i en bilulykke netop ved det sted..

Det var mørkt, da vi nåede tilbage til hospitalet, men der var stadig livlig aktivitet på vejene. Vi snakkede lidt om kønsroller og den slags, og Lazarus indrømmede, at han mente, at der altså var nogle ting, der var kvindens job. Jeg har lagt mærke til, at det er nogle ret fysisk krævende ting, der er kvindens (og pigernes) job, og at det meget ofte indebærer at bære tunge ting på hovedet (bananer, vand, brænde osv). Men det lader ikke til, at det generer dem at slæbe på adskillige kg.

07 juni 2007

Markedsdag og arbejdsdag, d. 2.-6. juni

Lørdag d. 2. juni var det endnu engang tid til at tage til Arusha og dermed tage en fridag. Jeg skulle også vise Jonathan, hvordan man klarer en daladala tur til Arusha. Vi var rimeligt heldige med transporten, og vejret var endelig godt efter en uges næsten uafbrudt regn. Jeg guidede og viste rundt og pludselig stod vi overfor Tina, den tyske pige, som også var på shoppetur. Det viste sig, at hun netop havde betalt for en seksdages Kilimanjaro-tur, som Jonathan kunne være med i. Herefter fandt vi en indisk restaurant, Big Bite, som var dyr (altså sammenlignet med andre restauranter, jeg har været på), men maden var skøn. Efter en tur på Masai Market, hvorfra udsigten til Mount Meru var fantastisk netop på det tidspunkt, tog vi på markedet i Tengeru. Vi købte nogle småting, men kiggede ellers bare på de enorme mængder sko, tøj og alt muligt andet.
Blandt andet kom vi også forbi ”medicinmanden”, der havde alle mulige mærkelige pulvere, der kunne kurere alt fra hjerteproblemer til malaria – man skulle bare putte det i sin te (tror jeg nok). Vi ville tage et billede, men det var ikke så nemt at få lov til. Efter en del forhandling, betalte vi 500 Tsh (et par kroner), og tog så billederne. På vej væk fra markedet valgte jeg så at hamre mit lår ind i noget, der viste sig at være en meget solid træbjælke, der ikke flyttede sig nogle steder hen, med det resultat, at mit venstre lår er et stort blåt mærke i alle regnbuens farver… Tilbage ved hospitalet, blev vi inviteret til te hos Dr. Kiwesa, men det blev en kort aften, for vi var dødtrætte.

Søndag d. 3. juni. Besluttede mig for at tage på arbejde – dvs. startede i kapellet kl. 8:30 til Trinitatis gudstjeneste. Umiddelbart efter gudstjenesten var der en miniauktion (det var der også sidste søndag), hvor der denne gang var spise-bananer og mad-bananer i ”puljen”. Dr. Mlaki (tidligere Dr. in Charge) bød på en klase spise-bananer og forærede dem herefter til mig.. Det havde jeg ikke lige regnet med, men ok – bananer er altid godt. Herefter var det arbejdsdag, og da vejret ikke var særligt godt og da Tina ikke havde svaret tilbage på, om vi skulle mødes og Jonathan bare lå og læste på sofaen , arbejdede jeg hele dagen. Hele aftenen var vi på apoteket for at maile, chatte og snakke på skype. Dejligt med kontakt til omverdenen :o)

Mandag d. 4. juni fik jeg lavet min liste over al den donerede medicin færdig, lavet en liste over al resten af medicinen i rummet og lavet en ny bestillingsliste. Fik også sendt min månedsrapport til Dr. Kiwesa – håber så bare, at der ikke går for lang tid, før han læser sin mail.. Resten af dagen gik med at hjælpe Mama Eunice med at dispensere medicin. Min rengøringskone var her også i dag, sammen med en nabo og en eller anden; de ordnede haven og hun vaskede gulve (eller noget) og vaskede tøj. Ved middagstid gik vi tilbage til huset for at lave mad, og der havde hun travlt med at vaske trappen udenfor med moppen (den splinternye moppe, som jeg lige havde købt – og som jeg bestemt ikke havde forestillet mig skulle bruges udendørs!). Efter frokost var der besøg fra USA; 36 læger og andet godtfolk blev vist rundt på hospitalet. Jeg nåede at vise én af dem apoteket – og fik hendes mailadresse med besked om, at jeg bare skulle sende en liste over de ting, vi har brug for, så ville de sende det. Spændende!

Tirsdag d. 5. juni.. hmm.. om eftermiddagen startede undervisning for de ansatte, der ikke har så lang en skolegang. Målet er vist at få dem tre klassetrin op i fagene matematik, biologi, swahili og engelsk. Undervisningen foregår i kapellet ca. kl. 16-18, så der er en pæn flok, der i øjeblikket har meget lange arbejdsdage. Fik ros af Dr. Kiwesa for min månedsrapport, og jeg fik så sendt den af sted. Snakkede med Barbara, tysk fysioterapeut, og en anden tysk kvinde, der arbejder i en Masai landsby. Barbara fortalte, at hun har bestemt sig for ikke at prøve at forstå, hvorfor tingene er som de er, fordi hun ville blive skør, hvis hun prøvede. Det giver jeg hende ret i… det er også min taktik at acceptere, at tingene er som de er uden at forstå dem og uden at tro, at jeg kan ændre det hele. Efter arbejde gik jeg en lille tur, to minutters gang fra hospitalet er det nærmest regnskov med en lille flod, hvor børnene kom og hentede vand i dunke og spande.

Onsdag d. 6. juni. Dr. Julius kom vadende med poser og kasser fuld af doneret medicin og medicinsk udstyr – og plantede det bare midt på gulvet i apoteket. Pludselig var 7 mennesker i gang med at sortere og fordele, og så var der bare ting og sager over det hele. Rimeligt irriterende… Jonathan gjorde sit bedste for at fordele alle tingene ude på afdelingerne og i operationsstuerne, så det ikke skulle fylde inde på apoteket. Samtidigt kom der en masse kasser fyldt med den medicin, jeg havde bestilt, om end det viste sig, at det ikke var alting, de havde købt. Men så må jeg jo bare bestille igen – eller noget. Dagen gik så med at forsøge at genoprette orden på apoteket, hjælpe lidt til i almindelig og fortsætte min ”inventory list”. Jeg har nu skrevet ATC koder udfor alle lægemidler.
Sidst på eftermiddagen ville jeg gå en tur og tog mit kamera med. Jeg ville samme vej som dagen før, men lågen var låst, så jeg gik tilbage. Jeg fik taget et par billeder omkring hospitalet - og mødte også et par børn, der meget gerne ville fotograferes..
Mødte så sygeplejersken Grace, og gik en tur opad sammen med hende. Vi kom forbi hendes hus, og jeg blev budt indenfor – det må nu være mærkeligt at bo helt alene, sådan altid. Vi gik en tur videre opad, og det var skønt at få rørt sig lidt. Det er så smukt deroppe, og udsigten er helt fantastisk. På vej tilbage gled jeg dog og satte mig ned midt på muddervejen… men mine glatte kondisko er heller ikke optimale til bjergvandring.

03 juni 2007

Ros og regnvejr, d. 28.maj-1.juni

Natten efter myreoplevelsen havde jeg ret svært ved at sove. Det hjalp selvfølgelig ikke, at nattevagten vækkede mig omkring midnat, da de havde brug for mig på apoteket.
Det resulterede i, at jeg mandag morgen, d. 28. maj, var meget træt. Det kunne dog ikke nytte noget, for det var jo dagen, hvor jeg havde sagt, at jeg ville tømme det sidste rum med medicin ”MEMS store” – så det gjorde jeg så, hovedsageligt alene. Jeg var færdig kl. 17:30 og gik med det samme hjem og lavede aftensmad. Klog beslutning, da jeg bare en time senere blev kaldt ned på apoteket igen. Det blev så til 12 timers arbejde den dag! I løbet af dagen blev jeg kaldt ind på Dr. in charges kontor, da der var kommet en amerikansk medicinstuderende, der skal være her en måned. Jeg blev spurgt, om det var ok, at han flyttede ind i The Big House hos mig, og det var det selvfølgelig. Jonathan er 26 år, fra Minnesota, har været soldat i 5 år – blandt andet to år i Irak. Nu er han her så for at undersøge, interviewe og observere hernede. Han har fokus på ”preventitive medicine”. Desuden blev jeg præsenteret for min nye rengøringskone, Magdalena, som tidligere har været sekretær på hospitalet (før de fik computere). Hun fik med det samme gjort køkkenet brugbart igen.. Dejligt!

Tirsdag startede som altid i kapellet, hvor Dr. Kiwesa endnu engang præciserede, at alle skal møde op til tiden. Bagefter henvendte han sig på engelsk direkte til mig og beskyldte mig for at komme for sent. Det var meget ubehageligt og uretfærdigt, men fra nu af skal jeg – ligesom de andre ansatte – indskrive mig i bogen, når jeg møder op. Jeg fortsatte herefter mandagens arbejde med at opdatere alle ”bin cards” og fik undervejs en sms med invitation fra de engelske piger om at komme til aftensmad hos dem. Det var ganske underholdende at besøge dem; strømmen kom tilbage kl. 19 og så lavede de mad til os (jeg havde slæbt Jonathan med). Tror virkelig de 4-5 piger har haft det sjovt. De har været her i 4 måneder, og da det snart er skoleferie, vil de rejse rundt imens.
Tilbage i huset fortalte Jonathan, at han skulle betale 200$ for at bo i huset hos mig.. Hmm!

Onsdag d. 30. maj var jeg stadig meget træt, pga. det elendige vejr (koldt og regnfuldt) var jeg også blevet forkølet og lidt for varm. I kapellet havde de lukket en mobilsælger ind for at holde en 30-40 min lang skræmmekampagne om farerne ved mobilerne, hvis man ikke køber en beskyttelsesdims, som han tilfældigvis havde med sig..
Henne på apoteket var der i aftenens løb dukket flere kasser op, der skulle ordnes – og det var næsten for meget af det gode. Justin havde det heller ikke godt, og gik efter et par timer hjem efter at have fået en portion malariamedicin med sig. Heldigvis havde vi aftalt med hospitalets chauffør at tage til Arusha kl. 14, men den blev alligevel 15:30 før vi kom af sted. Det regnede voldsomt og gaderne i byen var oversvømmet, men vi fik købt en masse ind, og jeg fik endelig købt et lager af vand; 50 liter. På vejen tilbage skulle vi så bare lige hente Jeremiah (hospitalets administrator), kigge på møbler til det nye hus for de frivilligt arbejdende, der kommer her, drikke te hos Dr. Kiwesas tante, der er syg og køre Jeremiah hjem, inden vi selv nåede hjem til en mørk, kold og våd landsby. Vi havde glædet os meget til at lave aftensmad, men det blev der ikke noget af, så vi spiste bare mango og cashewnødder til aften. Hospitalets generator blev ved med at tænde og slukke og lidt efter kom Dr. Julius og spurgte efter nøglerne til apoteket.. men dem havde jeg heldigvis ikke den aften.

Torsdag d. 31. maj var der besøg fra MEMS. Baraka, farmaceuten, var på besøg for at se, hvordan jeg klarede det – og jeg fik masser af ros. Mest af alt var han der for at følge op på et seminar i december måned. Han var også på hospitalet om onsdagen, men der havde han fokus på recepter og rationel anvendelse af lægemidler, så der snakkede jeg ikke meget med ham. Vi gennemgik noget af hans undervisningsmateriale (power point shows) og jeg fik svar på nogle spørgsmål, nogle excelark osv. Baraka tog Jonathan og mig med til frokost i Usa River. Vi tog hen til et hans yndlingssteder, Rotterdam Garden, hvor de havde frokostbuffet. Imens havde jeg sat Magdalena til at gøre rent i huset og vaske mit tøj. Virkelig en mærkelig fornemmelse at være arbejdsgiver på den måde. Jeg havde fået købt ind til hende i Arusha om onsdagen; moppe, kost, sæbe og vaskepulver. Om eftermiddagen var der så to timers undervisning fra kl. 16-18 (inkl. diskussion og spørgsmål). Baraka er virkelig dygtig til at formidle, men han er også uddannet lærer og bliver også snart færdig som præst. Ved afslutningen af undervisningen fik alle deltagere 5000 Tsh, men jeg følte det helt forkert at modtage penge for den slags, så jeg gav diskret Masakila mine penge. Undervejs i undervisingen fik jeg igen masser af ros og klapsalver, da Baraka viste billeder, han netop havde taget på apoteket. Det var virkelig en rar fornemmelse at blive anerkendt på den måde. Dr. Kiwesa deltog ikke, da han var i Arusha for at købe ting til apoteket – ud fra en liste, jeg havde lavet. Der var stadig ikke strøm, men de havde lavet fisk til mig i kantinen, og det delte jeg så med en af sygeplejerskerne, Grace, der er 28 år. Bagefter sad jeg sammen med Dr. Kiwesa og Jonathan på vores veranda. De to mænd havde travlt med whisky og udenrigspolitik. Da Dr. Kiwesa gik hjem, satte vi os indenfor med stearinlys og musik på MP3’en.

Fredag, d. 1. juni var en stille dag i Nkoaranga; det var stadig mørkt og vådt. Det var Evans sidste dag – medicinstuderende fra USA, der har været her i tre uger. Han har været flink til at hjælpe mig med alle kasserne på apoteket, når han ikke lige har kunnet finde lægerne. Jeg fik pakket medicinen ud og ryddet lidt mere op. Generator var lige tændt længe nok til et par mails – og til at modtage regningen fra MEMS. Imens skaffede Jonathan kerosin til kogegrej og lamper. Mine kolleger tog hjem hhv. omkring kl. 16 og 16:30, og jeg gjorde klar til at lukke apoteket kl. 17, men var nødt til at åbne op igen, da jeg pludselig stod alene med 4 patienter. Jeg klarede det dog fint på swahili! Efter arbejde købte vi lamper og satte os og drak te i kantinen. Tilbage i huset gjorde vi klar til at lave mad på verandaen, men ved 19-tiden fik vi endelig strøm igen og kunne uden problemer lave vores egen varme aftensmad.. Mmm. Aftenen gik med at høre musik på min bærbare computer, drikke te og snakke om alting og ingenting.