16 juli 2007

Uge 28, d. 9.-15. juli

Pyha.. det har været en spændende uge. Dagene er løbet lidt sammen, så derfor remser jeg bare en række højdepunkter op i mere eller mindre tilfældig rækkefølge.
Uge 28 var nemlig ugen, hvor:
- Der flyttede endnu tre personer mere ind i huset, hvor jeg bor. Det er tre canadiske studerende, hvoraf den ene, Beatrice, kun var der i tre dage. De to andre, Miranda og Joe, er tandlægestuderende og bor her i et par uger, mens de arbejder på hospitalet. Men det er bestemt interessant nu at være 5 (6) om at dele køkken og bad - heldigvis går det ganske fint.
- Det var også ugen, hvor der hele to gange kom en delegation fra USA (noget med medlemmer af den evangeliske kirke, der lige kom forbi) og donerede medicin og medicinsk udstyr. Det er selvfølgelig meget rart at modtage alt muligt medicin, bandage, sprøjter, kanyler osv, men det tager bare rigtigt meget tid at gennemskue, hvad der er i de poser, kasser og kufferter, der nærmest bliver smidt midt på gulvet. Hvis de så bare havde lavet en liste over, hvad de havde medbragt - eller i det mindste ikke havde blandet det hele sammen. Desuden har de jo ingen anelse om, hvad vi behøver, så der er vitterligt nogle af tingene, der nok aldrig bliver brugt. Den seneste portion, der kom i fredags, indeholdt også ting, der allerede var for gammelt, samt udstyr, der kun er til veterinær anvendelse...
- Så var det ugen, hvor de danske piger, Marie og Helle, inviterede mig ind på deres værelse for at se dvd'er. Helle har taget sådan noget smart transportabelt udstyr med, og de to får godt nok set rigtigt mange film. Lørdag aften var det Notting Hill, der var på plakaten, og selvom jeg i hvert fald har set den 5 gange før, så var det skønt at se den igen :-)
- Det var også ugen, hvor det igen regnede ret kraftigt om natten, hvilket førte til ustabil strøm og intet internet i tre dage.
- Så var det også ugen, hvor jeg blev syg. Det er første gang i den tid, jeg har været hernede, at jeg har haft det rigtigt skidt. Først var jeg bange for, at det var malaria, men der var ingen parasitter at se i mit blod. Jeg fik så overbevist mig selv om, at det var influenza, indtil jeg fik så ondt i maven, at jeg endelig fik taget mig sammen til at få taget endnu en test og så få startet på 10 dages antibiotikakur. Nu prøver jeg så at komme overens med tanken om, at der er amøber indeni mig.. Adr!
- Og så nåede det også lige at blive ugen, hvor jeg oplevede jordskælv. Bare rolig, ikke sådan noget kraftigt noget, hvor huse styrtede sammen eller noget, men voldsomt nok til, at vi alle vågnede op og holdt vejret et øjeblik. Her til morgen, mandag d. 16. juli, har jeg fundet et par enkelte sider på nettet, der fortæller om det: IoL - Quakes rattle Tanzania og Earth tremor shakes buildings in Nairobi, Nakuru.

Nu glæder jeg mig helt enormt til onsdag morgen, d. 18. juli, hvor min familie kommer og besøger mig. De bliver i tre uger, og vi skal have det SÅ hyggeligt ;o)

14 juli 2007

Alene igen..et par dage, d. 2-8. juli

Mandag d. 2. juli var en lidt hård arbejsdag, den var lang og det var lidt hårdt at komme tilbage, men det var da et glædeligt gensyn med mine kolleger. Dagen gik meget med oprydning og at finde ud af, hvad status var på indkøb af medicin og den slags. Jeg gik hjemad omkring kl. 17:30, sad og slappede lidt af, men blev så kaldt ned på apoteket efter en times tid. Her blev jeg så lidt og var vel tilbage i huset kl. 19:30. Jeg havde altså været væk i to timer, men det var rigeligt med tid til at hele huset nu var fyldt med myrer. Ja, dem har jeg snakket om flere gange allerede, og jeg troede ikke, det kunne blive værre end sidst, da det var køkkenet, de havde indtaget. Men det kunne det, idet det nu var ALLE rum, de var i. Det var altså bare for meget for mig, så jeg gik nærmest i panik. Da jeg havde samlet mig en smule, gik jeg ned til Sam og Villa (overlægen og hans kone) og bad om hjælp. Så blev huset ellers oversprøjtet med kerosin, og der blev sat ild til avispapir rundt omkring. Lidt efter lidt blev der så færre myrer.. Til gengæld stank hele huset nu af kerosin – og jeg var heller ikke helt overbevist om, at der ikke var flere i mit soveværelse, så jeg blev meget lettet, da de foreslog, at jeg kunne sove hos dem. Det gjorde jeg så, og det er jeg virkelig glad for, for jeg ved bare, at jeg overhovedet ikke ville have lukket et øje, hvis jeg var blevet i huset. Næste morgen stod jeg så tidligt op og gik tilbage i huset og konstarerede, at der nu heldigvis ikke var flere myrer, så jeg kunne uden problemer gå i bad og lave morgenmad.

Tirsdag og onsdag var ikke så interessante for mig, jeg sov ikke vildt godt (ja, jeg havde mareridt om myrer og andre kryb) og var ikke topmotiveret for arbejde, men stemningen på hospitalet var anderledes, og man kunne godt mærke, at det var dagen før dagen...
Torsdag morgen d. 5. juli kom de så, de tyske læger, der er her ca. tre uger hvert år i juli måned. Det er et pædiatrisk team på omkring 10 personer, som vil arbejde fra morgen til aften, mens de er her. Der er i forvejen blevet udvalgt omkring 200 patienter (hovedsageligt børn og handicappede) fra et stort område af Tanzania. Folk her er meget glade for at have dem – af flere årsager. En af dem er, at alle medarbejdere får gratis formiddagste og frokost i kantinen, mens de tyske læger er her...
Fredag d. 6. juli fik jeg så nye samboer igen. Denne gang er det to danske piger, der skal være her en måneds tid. De er sygeplejeskestuderende fra Sønderborg og rigtigt flinke. Den ene har været her to gange før – en måned sidste sommer og ½ år forrige år, så hun ved, hvordan tingene foregår.

Lørdag d. 7. juli mødte jeg op på arbejde kl. 8, men kun for en ganske kort bemærkning. Jeg skulle nemlig mødes med den lokale elektriker og følges med ham til Arusha for at finde en elektronikforretning, hvor jeg forhåbentligt kunne købe en ny oplader til min bærbare. På grund af rod med strømmen – som er kommet og gået hele ugen, var min oplader nemlig begyndt at sige mærkelige lyde og lugte brændt, når jeg brugte den.
De havde ma
nge forskellige opladere i butikken, men selvfølgelig ikke lige den slags, jeg skulle bruge. Heldigvis kunne de godt reparere den alligevel med et par lodninger og noget lim. Bagefter fik jeg ordnet et par hurtige indkøb, og så spiste vi frokost på Dollys Patisserie, som er bageri, konditori, cafe og restaurant i et. Men det var desværre temmeligt mislykket, da det tog rigtigt lang tid, de ikke havde det, vi gerne ville have – og da jeg så fik min mad, kylling, var den slet ikke stegt nok. Anyway.. efter lidt flere indkøb tog vi tilbage mod Nkoaranga, og jeg hastede tilbage på apoteket, hvor jeg så nåede at arbejde et par timer. Efter arbejde fik jeg besøg af to af mine kollegers 5-årige sønner, som havde fået øje på min bærbare computer. Vi satte os på verandaen og jeg viste dem billederne af alle dyrene fra safarituren, og lærte dem så at spille Pinball. Lidt efter mistede de interessen for computeren og fandt sæbeboblerne frem. Jeg ville så skynde mig at redde computeren fra sæben med et resultat, at jeg tabte den på betongulvet... ups!
Søndag var det så den store indsamlingsdag. Vi havde alle fået kort for en måneds tid siden, som vi skulle udfylde med vores og venner eller families navne – og så vedlægge et bidrag til det nye kapel, som de har tænkt sig at bygge. Jeg havde fået at vide, at arbejdsdagen startede som normalt i kapellet kl. 8:30, men det passede så ikke ligefrem. Der var ikke et øje til stede
, bortset fra de få, der havde travlt med forberedelser til dagen. Kapellets inventar var flyttet udenfor, og der var sat en masse hvide plastikstole op. Først kl. 10 startede gudstjenesten, som i dagens anledning var ekstra lang, og der var endda hele to kor, der optrådte. Efter gudstjenesten begyndte så selve indsamlingen. Alle, der havde fået udleveret et kort blev råbt op efter tur, og skulle så gå op og aflevere kort og penge – og fortælle, hvor meget, man havde givet. Til stede var også to amerikanske piger, der var ankommet om lørdagen. De er ingeniører (studerende) og er her for at reparere udstyr af forskellig slags (blodtryksapparater, centrifuge, kørestol osv). De blev selvfølgelig også hevet op, så de kunne give penge.. Sådan fortsatte det indtil kl. 16, hvor en helstegt ged blev båret frem i kapellet. Så blev kødet velsignet, eller sådan noget, og så blev resten af maden stillet frem, så vi endelig kunne få frokost. Som jeg forstod det, blev der i løbet af dagen indsamlet noget i retning af 3 millioner Tsh (svarer ca. til 1350 kr), og det var de vist ganske tilfredse med. Jeg forhørte mig lidt, og det koster vist 16 millioner Tsh at bygge et nyt kapel, så der er trods alt stadig et godt stykke vej igen.
Søndag aften kunne jeg så gøre status på min medbragte elektronik: Min mobiltelefon virker, men batteriet er ikke så godt, som det har været, så jeg er stort set nødt til at oplade den dagligt. Mit kamera kan godt tage billeder, men jeg kan ikke længere overføre billeder til computeren via kabel. Desuden sluger mit kamera batterier i en lind strøm. Min computer virker sådan set også, men efter den har været en tur på gulvet, kan jeg ikke rigtigt se, hvad der står på skærmen, med mindre lyset falder rigtigt, eller at jeg lyser med en lygte på den. Kvinder og teknik.. som man siger - eller noget!

07 juli 2007

Zanzibar, d. 26.-30. juni

Mandag d. 25. juni var så igen almindelig arbejdsdag på apoteket. Det var fint nok at komme tilbage, og så kunne jeg også lige få ryddet op.. Jeg kunne godt se, at jeg havde været væk nogle dage. Aftenen gik så med at pakke kufferterne – igen, for tirsdag morgen skulle vi tidligt op og hen til lufthavnen for at flyve til Zanzibar. Først blev vi kørt til Arusha af overlægen, herefter tog vi en shuttlebus til lufthavnen, og så måtte vi vente. Vi skulle flyve kl. 11, men vi kom først af sted ved 14-tiden. Fremme i Zanzibar fulgtes vi så med to danske piger, der havde arrangeret transport med en taxa, så vi satte dem af først og kørte videre helt op på nordspidsen af øen, hvor vi havde booket en palmehytte på Kendwa Rocks.

Det var et herligt syn, der mødte os. Hytten var ikke noget særlig, en stor seng med myggenet, et lille badeværelse – og så veranda med liggestole og hængekøje, og en dejlig udsigt ud over hvid sandstrand, palmer og turkisblåt hav. Og det var varmt, dejligt varmt :-)
De næste dage var så ren afslapning. Vi bevægede os ikke ret langt fra Kendwa Rocks, for der var alt, hvad vi skulle bruge. Restaurant og bar, hængekøjer, liggestole, strand og vand..
Dog vågnede jeg som sædvanligt umenneskeligt tidligt onsdag morgen og gik derfor en tur på stranden. Der var ikke mange mennesker at se, og jeg var i hvert fald den eneste turist. Der var allerede en behagelig temperatur og en herlig brise, så det var skønt bare at gå lidt rundt og kigge.
Resten af dagen gik med at slappe af, spise, bade, slappe mere af, og så var det tid til en gåtur, for vi ville prøve at gå til den næste by langs stranden. Det var dog stadig for højvandet, så vi nåede ikke hele vejen.. Tilbage igen smed vi os i hængekøjen og nød solnedgangen.
Torsdag gik på næsten samme måde. Efter morgenmaden gik vi ned på stranden og gik i gang med at bygge et sandslot. Vi gravede om kap med tidevandet, og vi kom heldigvis først..
Så hoppede vi i vandet igen, og selv jeg synes ikke, det var koldt – og så er det altså varmt!
Da vi spiste frokost mødte vi de to danske piger igen, de havde valgt at flytte fra den anden side af øen og til hotellet/stedet ved siden af os. De havde været ude at snorkle, og havde derfor meget ondt på ryggen, hvor huden vist nærmest var ved at falde af. Ellers fortalte de om deres oplevelser.. Især den ene af pigerne havde taget meget af det, hun havde set, til sig, og hun havde det tydeligvist skidt med bare at se på al den fattigdom og elendighed, som man desværre ser rundt omkring.
Anders og jeg bestemte os så for at tage på ”Sunset cruise” med en sejlbåd. Normalt skal der være mindst fire, før de vil sejle af sted, men de gjorde en undtagelse, og det var vi jo glade for. Det viste sig dog at være temmelig besværligt at komme ombord. Den flinke besætning (3 stk) ville hive mig ombord, men jeg forsøgte at forklare, at jeg gerne selv ville hoppe op. Det fattede de så ikke lige og idet jeg hoppede, greb de fat i mine ben med det resultat, at jeg slog min arm, men endnu værre, at snoren til min kamerataske gik i stykker, og kameraet blev dyppet i det salte vand.. ikke så godt, men det virker heldigvis stadigvæk – nogenlunde.
Turen var ganske hyggelig. De serverede sodavand, små bananer og frisk ananas til os, mens de havde travlt med at skovle vand ud af bunden og få sejlet til at makke ret. Sejlturen varede et par timer, og vi nåede bare lige et lille stykke op og ned langs kysten.
Fredag morgen stod vi op og pakkede sammen, for det havde vist sig, at det bedre kunne betale sig at bo på hotel i Zanzibar Town (Stone Town), som vi havde bestemt os for at besøge, end det kunne betale sig at betale for en taxa frem og tilbage fra Kendwa. Det lykkedes endda for os at få refunderet halvdelen af pengene for den sidste overnatning, som vi jo ikke skulle bruge alligevel, på Kendwa Rocks. Vi kørte så af sted med en shuttlebus fra Kendwa Rocks og kom til Stone Town ved middagstid. Jeg havde ringet og reserveret værelse på hotel Coco De Mer, men da vi kom, meldte de alt udsolgt. Det ville vi jo så ikke finde os i, og det lykkedes dem heldigvis at finde et værelse til os alligevel. Og så var vi klar til at kigge os omkring i byen. Vi startede på en frokostrestaurant lige ned til vandet og gik derefter rundt og så nogle af seværdighederne. Det var tydeligt, at hele byen var ved at gøre klar til årets Filmfestival, der skulle starte samme aften. Først nåede vi til det gamle fort (Old Fort). Fortet har aldrig rigtigt været brugt, men nu har man inde i fortet bygget der en scene, som bliver brugt til teater og musik og den slags. Så gik vi forbi ”House of Wonders”, der rummer nationalmuseet, som vi dog sprang over, og så kom til Palace Museum, hvor vi fik vores egen guide. Det var ganske interessant at se, hvordan sultanerne havde boet, og at høre historien om nogle af effekterne og billederne.
Så gik vi hen og så en stor moske, men vi holdt os udenfor. Vi gik så lidt rundt i de smalle, krogede gader – og ledte efter et sted, hvor jeg kunne købe batterier til kameraet. Vi mødte så en flink mand, som viste os vej til en elektronikforretning, hvor de havde Duracell. Samtidigt var så kommet hen til markedshallen, hvor vi gik ind for at se fiskemarkedet, frugterne og krydderierne.
Herefter gik vi så hen mod den angelsaksiske kirke, der er bygget på det sted, hvor slavehandlen foregik indtil engang i slutningen af 1800-tallet. Alteret står nøjagtig der, hvor slaverne i sin tid blev pisket. Udenfor kirken havde en svensk skulptør lavet et mindesmærke for slaverne. Det var meget udtryksfulgt. I bygningen ved siden af kunne vi gå ned i kælderen og se de bittesmå kamre, hvor slaverne dengang blev stuvet sammen, inden de skulle sælges. Yrk.. ubehageligt at tænke på.
Vi skyndte os at gå videre og fulgte så kysten tilbage til midten af Stone Town og tilbage til hotellet med vores indkøb. Så var det til aftensmad, som vi indtog på en restaurant på første sal med udsigt over havet. Da vi havde spist var det blevet helt mørkt, og vi gik så hen til Forodhani Park, der ved dagslys ikke havde set ud af noget særligt. Nu var det blevet forvandlet til et samlingssted for lokale og turister med en masse madboder og alt muligt andet. Der var boder med slik, frugt, suppe, fisk, skaldyr, kød, pizza osv osv. Maden blev tilberedt på stedet, det var bare at pege på det, man ville have. Turisterne blev bænket på stribe med en tallerkenfuld mad, mens de lokale hovedsageligt stod op lige ved boderne. Der var også masser af stande, hvor der blev lavet friskpresset sukkerrørsjuice. Jeg havde gemt en smule appetit og prøvede derfor et enkelt spyd med store pillede rejer og et madbrød. Til dessert fik jeg en lille mango, der allerede var skrællet og skåret ud.. Mmm.
Henne ved det gamle fort, var der en masse mennesker, så det ville vi da også se på. Vi forsøgte at komme ind, men blev standset, da vi ikke havde noget indgangskort. Anders forklarede, at det var vores sidste dag på Zanzibar, og at vi ikke havde haft mulighed for at skaffe et kort, og så fik vi alligevel lov til at komme ind. Det viste sig, at det var den officielle åbning af Filmfestivalen, der lige var gået i gang. Vi overværede et par åbningstaler og underholdning fra Kina og Indien, og så satte de åbningsfilmen på. Så vidt vi kunne se, var det en engelsk film, Amazing Grace, der blandt andet handlede om slavehandlen. Vi opgav dog og gik i stedet tilbage på hotellet.
Lørdag morgen skulle vi så af sted igen, vi blev hentet af en taxa ved hotellet og blev kørt i lufthavnen. Efter en mellemlanding i Dar es Salaam og en tur med shuttlebus fra Killimanjaro lufthavn, nåede vi Arusha midt på eftermiddagen. Her fik vi så købt ind og spist aftensmad, inden vi efter adskillige forsøg, fandt en taxichauffør, der ville køre os op til hospitalet for en rimelig pris.
Søndag stod vi sent op og tog så ind til Arusha igen. Denne gang med daladala, så Anders også kunne prøve, hvordan det foregår. Han synes, det var ganske underholdende – i hvert fald indtil vi skulle tilbage til hospitalet igen og måtte vente i en uendelighed på, at daladala’en blev fyldt op, og der samtidigt lige pludselig ikke var så meget tid tilbage. For tilbage i huset fik Anders halvtravlt med at få pakket kufferten, inden vi blev hentet kl. 17 og kørt til lufthavnen, og så måtte jeg vinke farvel igen… utroligt så hurtigt to uger lige pludselig kan gå! Jeg var ikke særligt oplagt til noget som helst på vej tilbage til hospitalet, men jeg sad dog og nød udsigten. Solen var ved at gå ned, og jeg kunne se de røde solstråler ramme Mt. Kilimanjaro på min højre side og Mt. Meru på min venstre side. Det var et meget smukt syn, og en god afslutning på en dejlig ferie!

06 juli 2007

På safari, d. 21.-24. juni

D. 17. juni om aftenen blev jeg kørt til lufthavnen af hospitalets chauffør, og kl. 22:20 ankom flyet med Anders, og så var det endelig krammetid :o) Vi blev kørt til et hotel i Arusha, hotel Impala, hvor vi var de første par dage. Det viste sig nemlig, at det godt kunne betale sig at booke flybillet gennem et rejseselskab, men så fulgte de to overnatninger på hotel med – og det gjorde jo egentlig ikke noget. Tirsdag aften kom vi så tilbage til hospitalet. Onsdag stod vi tidligt op, for jeg skulle arbejde, og Anders fik så at se, hvordan det foregår, lige fra morgenandagt i kapellet til frokost i kantinen osv. Han fik også hilst på en del af mine kolleger, der bød ham varmt velkommen. Torsdag morgen skulle vi så af sted igen. Vi blev hentet her ved hospitalet fra morgenstunden af vores safariguide, og så kørte vi først til Arusha og herefter videre vestpå mod nationalparkerne. Torsdag d. 21. juni skulle vi til Lake Manyara, som var en god køretur væk. Vi passerede mange masai’er, der drev rundt med deres kvæg og geder. På et tidspunkt kørte vi forbi en masai landsby, og vores guide forklarede, at det var områdets mest mægtige masai, der boede der sammen med sin familie. Han havde 27 koner, mere end 60 børn – og vigtigst af alt – omkring 4000 køer. Så han var en vigtig mand! Vi stoppede ved indgangen til Lake Manyara, og mens vores guide ordnede papirerne og betalte for indgang, gik vi lidt rundt på de flotte anlagte stier og fik øje på de første dyr: et par nysgerrige aber. Tilbage i jeep’en havde vores guide fjernet taget, så vi kunne stå op i bilen og kigge os for. Vi kørte rundt og så en masse dyr og flot natur. Vi så aber (marekatte og bavianer) i massevis, sky vandbukke, impalaer (antiloper), giraffer, flodheste, vortesvin, hvide pelikaner og så var det tid til frokost. Vi kørte hen til et sted med borde og bænke og herlig udsigt over Lake Manayara, og fik så udleveret madkasser. Efter frokost havde vi ikke kørt ret længe, før vores guide spottede chui, og så fik jeg ellers spærret øjnene op og fundet kikkerten frem. Chui er nemlig leopard på swahili, og det er ikke ret tit, man får lov til at se sådan én. Den var da også temmelig langt væk, men jeg kunne godt se, at den lå og dovnede i et træ. Vi kørte om på den anden side, og der var i forvejen samlet en del andre safaribiler, men vi kunne godt komme til alle sammen. Eftermiddagen bød i øvrigt på en elefantfamilie, hvor den ældste hun stillede sig truende frem for at beskytte elefantungen, flere elefanter og giraffer, zebraer og bøfler, traner og hvide pelikaner. På et tidspunkt kørte vi forbi et dikdik-par, der stod på hver sin side af vejen. Det er helt vildt, så små de er. Det er næsten ikke til at forstå, hvordan de kan klare sig med de der små tynde ben. Vi fik også mulighed for at komme ud og strække ben et sted, hvor der var udsigt over Lake Manayara (men stadigvæk et godt stykke væk) på den ene side og elefanter og giraffer på den anden. På vej ud af nationalparken måtte vi sætte farten helt ned et par gange på grund af bavianer på og langs med vejen. Herefter kørte op på bjergranden og hen til vores lodge, Ngorongoro Farm House, som vi nåede ved solnedgang. Her fik vi et rart og pænt værelse, der sjovt nok hed chui, med ”himmelseng” (af myggenet), men også meget højt til loftet og åbent ind til toilettet.. det var lidt specielt! Om aftenen gik vi hen i restauranten, hvor der var stor og lækker buffet og masai musik. Næste morgen tog vi af sted lige efter morgenmaden og kørte gennem Ngorongoro Conservation Area, op på Ngorongoro kraterets rand, men det var så overskyet og tåget, at vi ikke kunne se noget, og så hen mod Serengetisletten. Det var en lang støvet køretur, hvor landskabet skiftede fra grønt og frodigt til nærmest goldt og øde. Igen passerede vi masailandsbyer og masaier med kvæg. Vi gjorde et kort stop ved skiltet, der fortalte, at vi nu forlod Ngorongoro området og kørte ind i Serengeti. Der var derefter stadig en pæn køretur hen til indgangen til Serengeti Nationalpark, som vi nåede til ved kort før middag. Igen gjorde vi holdt og vi gik lidt rundt ved parkeringspladsen, hvor der var mange flotte fugle. Vi havde ikke kørt ret længe i Serengeti’s nationalpark, før vi fik øje på en løve og to løvinder, der lå og slappede af og gispede i varmen. Vi var forundrede over, at de var så ligeglade med alle safaribilerne, men løver er tilsyneladende ligeglad med det meste, når de er mætte og trætte. Vi kørte rundt i Serengeti hele dagen og så store flokke af zebraer, gnuer og gazeller (Thomson’s gazeller og Grant’s gazeller) samt topi, struds og meget andet, og oppe på den klare blå himmel hang mange store rovfugle med imponerende vingefang. På et tidspunkt så vi en bateleur (gøglerørn) ret tæt på. Ifølge vores guides fuglebog er det ”the most attractive predator”, og den var da også flot! Vi holdt frokostpause ved en slags info-center, hvor vi spiste madpakker under palmeparasoller i selskab med klippegrævlinger, småfugle og ”mongoose”. Herefter gik vi rundt og så udstillingen om nationalparken. Vi kørte af sted igen og så en løvinde, der lå og sov ved et vandhul. Der gik perlehøns helt tæt på, men det var ikke nok til at vække løven, der næsten så død ud. Lidt senere var en anden løvinde, som var noget mere vågen. Man kunne se, at hun var på jagt.. vi – og en masse andre - fulgte nøje alle hendes bevægelser og så, hvordan hun listede sig ind på en flok af gnuer og zebraer. Gribbene havde allerede sat sig tilrette i et træ i nærheden, men desværre spærrede alle safaribilerne vejen mellem løve og bytte, så jagten mislykkedes, og løven lagde sig skuffet ned og hvilede sig. Lidt senere kom vi forbi endnu en løve, der havde lagt sig helt op af vejen. Denne gang var det en løvinde, der netop havde spist sig mæt i den gnukalv (eller resterne af samme), der lå lige ved siden af. Vi var overrasket over at kunne komme så tæt på.. vi kunne blandt andet helt tydeligt se alle fluerne, der sværmede i ansigtet på løven, så den måtte lukke øjnene det meste af tiden. Vores guide havde i mellemtiden fået et tip af en anden safariguide så af sted gik det. Nogle havde spottet en gepard tæt ved vejen. Nogle minutter senere fandt vi den. Den sad og hvilede sig på en tur og gjorde sig vist klar til at gå til ro. Utroligt dyr og igen overraskende tæt på (dog ikke i forhold til føromtalte løve). Ved 18-tiden kom vi til vores lodge, Seronera Wildlife Lodge, hvor vi startede med at sætte os på en klippe sammen med klippegrævlingerne og en bunke blandede turister og se på solnedgangen. Lørdag morgen kørte vi igen af sted fra morgenstunden. Vi fik så at vide, at vi skulle være ude af Serengeti nationalpark lidt før kl 12 – 24 timer efter vi var kommet ind, så der var ikke mange timer, vi kunne nå at køre rundt. Vi nåede dog at komme hen til en flod, hvor der var fyldt med flodheste. Vi fik lov at gå helt ned til bredden, så vi rigtigt kunne se og høre de store dyr, der næsten gemte sig helt under vandet. På den anden bred kunne vi så se en ung nilkrokodille, der lå og solede sig i formiddagssolen – desværre eller heldigvis mødte vi ikke dens noget større forældre. Herefter var der en lang køretur ud af nationalparken. På vejen ud så vi dog lige endnu en flok løver, der lå og dovnede og lidt senere så vi hyæner for første gang. Jeg fandt ud af, at der var ganske meget vind, da jeg rejste mig op for at tage billeder og min kasket i næste øjeblik lå ude midt i Serengeti. Men vores venlige guide stoppede bare op, bakkede og steg roligt ud af bilen og hentede den til mig.. Ja, jeg holdt godt fast i kasketten resten af safarituren! På vej tilbage til Ngorongoro tog vi en ikke planlagt afstikker til Olduvai, hvor vi holdt frokostpause. Vi sad så og spiste og nød solen og udsigten ned i Olduvai slugten. Her er der i flere omgange gjort interessante fund, der er beskrevet i det lille museum. Der var kopi af nogle 3,6 mio. år gamle fodaftryk fundet i området i 1979, der beviser, at mennesket har gået oprejst meget længere, end man tidligere har troet. Vi kørte videre igen og kom til Ngorongoro Wildlife Lodge ved 15-tiden. Her skulle vi så være til næste morgen, til stor forundring for os begge. Dagen var jo mest af alt gået med bare at køre og køre og så stoppede det allerede. Men ok, vi brugte så eftermiddagen på at sidde ude og nyde udsigten ned over Ngorongoro krateret og glæde os over, at solen skinnede, og at der var rimelig læ, hvor vi sad, for der var ellers meget koldt deroppe. Det fik vi at mærke om aftenen, hvor vi spiste aftensmad. Temperaturen steg dog et par grader bagefter, da der var lokal musik og meget livlig dans. Vi gik dog midt i det hele, da vi var kolde og trætte, men de var ellers i gang med at præsentere påklædning, sang og dans fra alle de store stammer i Tanzania. Meget underholdende. Vi stod tidligt op næste morgen og så solopgangen (eller dele af den, for det var ganske skyet), mens vi spiste morgenmad. Ude i bilen fortalte spurgte vores guide så, om vi ville gøre ham en tjeneste og lade tre piger komme med i vores bil. Deres egen safaribil var nemlig brudt sammen i Serengeti dagen før, så han havde hentet dem aftenen før. Det kunne vi ikke så godt sige nej til, selvom vi faktisk helst ville være for os selv (og det var jo også det, vi havde betalt for). Men ok, vi hentede så tre flinke, men meget forfrosne canadiske piger, der havde valgt at sove i telt og sovepose i stedet for i lodges. De syntes bestemt også, at der var koldt på randen af Ngorongoro krateret. Vi kørte ned i krateret og startede med at se en stor løveflok, sjakaler og hyæner. Løverne var spredt over et ret stort stykke, og vi så hvordan et par stykker af dem havde fået øje på en hyæne med munden fuld af gnu. Det lykkedes dog hyænen at stikke af, og så måtte løverne nøjes med at gå hen til søen og drikke vand. Vejret var stadigvæk køligt og skyet, men det betød så, at nogle af flodhestene var steget op af vandet. Vi kørte hen til et vandhul, hvor der var rigtigt mange flodheste, og der stod en flodheste-mor med sin unge ved bredden. Der var også fyldt med lyserøde flamingoer. Vi holdt frokost ved picnic-stedet i Ngorongoro, men blev anbefalet at spise frokosten inde i bilen pga. de sultne rovfugle (tror nu nok, at de kun var interesseret i madpakkerne og ikke så meget i os, men ok, man ved aldrig..). Vi satte os lidt fra kanten af søen, mens småfugle og perlehøns gik tæt forbi, og ved siden af os var der en lille mus, der havde fundet sig et halvspist æble. Kl. 14 var det slut og vi kørte hele turen tilbage til Arusha. Her nåede vi lige at købe et par burgere, som vi kunne tage med op til huset ved hospitalet. Her måtte vi så konstatere, at Jonathan allerede var taget af sted, idet alle hans ting var væk. Senere fik jeg så at vide, at han var rejst i al hast om fredagen, fordi han havde fået nogle meget triste nyheder ang. hans lillebror, der er soldat i Irak. Der er desværre ingen, der ved, hvordan det står til og hvor slemt det var, men jeg håber da snart, at han giver lyd fra sig!