14 juli 2007

Alene igen..et par dage, d. 2-8. juli

Mandag d. 2. juli var en lidt hård arbejsdag, den var lang og det var lidt hårdt at komme tilbage, men det var da et glædeligt gensyn med mine kolleger. Dagen gik meget med oprydning og at finde ud af, hvad status var på indkøb af medicin og den slags. Jeg gik hjemad omkring kl. 17:30, sad og slappede lidt af, men blev så kaldt ned på apoteket efter en times tid. Her blev jeg så lidt og var vel tilbage i huset kl. 19:30. Jeg havde altså været væk i to timer, men det var rigeligt med tid til at hele huset nu var fyldt med myrer. Ja, dem har jeg snakket om flere gange allerede, og jeg troede ikke, det kunne blive værre end sidst, da det var køkkenet, de havde indtaget. Men det kunne det, idet det nu var ALLE rum, de var i. Det var altså bare for meget for mig, så jeg gik nærmest i panik. Da jeg havde samlet mig en smule, gik jeg ned til Sam og Villa (overlægen og hans kone) og bad om hjælp. Så blev huset ellers oversprøjtet med kerosin, og der blev sat ild til avispapir rundt omkring. Lidt efter lidt blev der så færre myrer.. Til gengæld stank hele huset nu af kerosin – og jeg var heller ikke helt overbevist om, at der ikke var flere i mit soveværelse, så jeg blev meget lettet, da de foreslog, at jeg kunne sove hos dem. Det gjorde jeg så, og det er jeg virkelig glad for, for jeg ved bare, at jeg overhovedet ikke ville have lukket et øje, hvis jeg var blevet i huset. Næste morgen stod jeg så tidligt op og gik tilbage i huset og konstarerede, at der nu heldigvis ikke var flere myrer, så jeg kunne uden problemer gå i bad og lave morgenmad.

Tirsdag og onsdag var ikke så interessante for mig, jeg sov ikke vildt godt (ja, jeg havde mareridt om myrer og andre kryb) og var ikke topmotiveret for arbejde, men stemningen på hospitalet var anderledes, og man kunne godt mærke, at det var dagen før dagen...
Torsdag morgen d. 5. juli kom de så, de tyske læger, der er her ca. tre uger hvert år i juli måned. Det er et pædiatrisk team på omkring 10 personer, som vil arbejde fra morgen til aften, mens de er her. Der er i forvejen blevet udvalgt omkring 200 patienter (hovedsageligt børn og handicappede) fra et stort område af Tanzania. Folk her er meget glade for at have dem – af flere årsager. En af dem er, at alle medarbejdere får gratis formiddagste og frokost i kantinen, mens de tyske læger er her...
Fredag d. 6. juli fik jeg så nye samboer igen. Denne gang er det to danske piger, der skal være her en måneds tid. De er sygeplejeskestuderende fra Sønderborg og rigtigt flinke. Den ene har været her to gange før – en måned sidste sommer og ½ år forrige år, så hun ved, hvordan tingene foregår.

Lørdag d. 7. juli mødte jeg op på arbejde kl. 8, men kun for en ganske kort bemærkning. Jeg skulle nemlig mødes med den lokale elektriker og følges med ham til Arusha for at finde en elektronikforretning, hvor jeg forhåbentligt kunne købe en ny oplader til min bærbare. På grund af rod med strømmen – som er kommet og gået hele ugen, var min oplader nemlig begyndt at sige mærkelige lyde og lugte brændt, når jeg brugte den.
De havde ma
nge forskellige opladere i butikken, men selvfølgelig ikke lige den slags, jeg skulle bruge. Heldigvis kunne de godt reparere den alligevel med et par lodninger og noget lim. Bagefter fik jeg ordnet et par hurtige indkøb, og så spiste vi frokost på Dollys Patisserie, som er bageri, konditori, cafe og restaurant i et. Men det var desværre temmeligt mislykket, da det tog rigtigt lang tid, de ikke havde det, vi gerne ville have – og da jeg så fik min mad, kylling, var den slet ikke stegt nok. Anyway.. efter lidt flere indkøb tog vi tilbage mod Nkoaranga, og jeg hastede tilbage på apoteket, hvor jeg så nåede at arbejde et par timer. Efter arbejde fik jeg besøg af to af mine kollegers 5-årige sønner, som havde fået øje på min bærbare computer. Vi satte os på verandaen og jeg viste dem billederne af alle dyrene fra safarituren, og lærte dem så at spille Pinball. Lidt efter mistede de interessen for computeren og fandt sæbeboblerne frem. Jeg ville så skynde mig at redde computeren fra sæben med et resultat, at jeg tabte den på betongulvet... ups!
Søndag var det så den store indsamlingsdag. Vi havde alle fået kort for en måneds tid siden, som vi skulle udfylde med vores og venner eller families navne – og så vedlægge et bidrag til det nye kapel, som de har tænkt sig at bygge. Jeg havde fået at vide, at arbejdsdagen startede som normalt i kapellet kl. 8:30, men det passede så ikke ligefrem. Der var ikke et øje til stede
, bortset fra de få, der havde travlt med forberedelser til dagen. Kapellets inventar var flyttet udenfor, og der var sat en masse hvide plastikstole op. Først kl. 10 startede gudstjenesten, som i dagens anledning var ekstra lang, og der var endda hele to kor, der optrådte. Efter gudstjenesten begyndte så selve indsamlingen. Alle, der havde fået udleveret et kort blev råbt op efter tur, og skulle så gå op og aflevere kort og penge – og fortælle, hvor meget, man havde givet. Til stede var også to amerikanske piger, der var ankommet om lørdagen. De er ingeniører (studerende) og er her for at reparere udstyr af forskellig slags (blodtryksapparater, centrifuge, kørestol osv). De blev selvfølgelig også hevet op, så de kunne give penge.. Sådan fortsatte det indtil kl. 16, hvor en helstegt ged blev båret frem i kapellet. Så blev kødet velsignet, eller sådan noget, og så blev resten af maden stillet frem, så vi endelig kunne få frokost. Som jeg forstod det, blev der i løbet af dagen indsamlet noget i retning af 3 millioner Tsh (svarer ca. til 1350 kr), og det var de vist ganske tilfredse med. Jeg forhørte mig lidt, og det koster vist 16 millioner Tsh at bygge et nyt kapel, så der er trods alt stadig et godt stykke vej igen.
Søndag aften kunne jeg så gøre status på min medbragte elektronik: Min mobiltelefon virker, men batteriet er ikke så godt, som det har været, så jeg er stort set nødt til at oplade den dagligt. Mit kamera kan godt tage billeder, men jeg kan ikke længere overføre billeder til computeren via kabel. Desuden sluger mit kamera batterier i en lind strøm. Min computer virker sådan set også, men efter den har været en tur på gulvet, kan jeg ikke rigtigt se, hvad der står på skærmen, med mindre lyset falder rigtigt, eller at jeg lyser med en lygte på den. Kvinder og teknik.. som man siger - eller noget!

Ingen kommentarer: