06 juli 2007

På safari, d. 21.-24. juni

D. 17. juni om aftenen blev jeg kørt til lufthavnen af hospitalets chauffør, og kl. 22:20 ankom flyet med Anders, og så var det endelig krammetid :o) Vi blev kørt til et hotel i Arusha, hotel Impala, hvor vi var de første par dage. Det viste sig nemlig, at det godt kunne betale sig at booke flybillet gennem et rejseselskab, men så fulgte de to overnatninger på hotel med – og det gjorde jo egentlig ikke noget. Tirsdag aften kom vi så tilbage til hospitalet. Onsdag stod vi tidligt op, for jeg skulle arbejde, og Anders fik så at se, hvordan det foregår, lige fra morgenandagt i kapellet til frokost i kantinen osv. Han fik også hilst på en del af mine kolleger, der bød ham varmt velkommen. Torsdag morgen skulle vi så af sted igen. Vi blev hentet her ved hospitalet fra morgenstunden af vores safariguide, og så kørte vi først til Arusha og herefter videre vestpå mod nationalparkerne. Torsdag d. 21. juni skulle vi til Lake Manyara, som var en god køretur væk. Vi passerede mange masai’er, der drev rundt med deres kvæg og geder. På et tidspunkt kørte vi forbi en masai landsby, og vores guide forklarede, at det var områdets mest mægtige masai, der boede der sammen med sin familie. Han havde 27 koner, mere end 60 børn – og vigtigst af alt – omkring 4000 køer. Så han var en vigtig mand! Vi stoppede ved indgangen til Lake Manyara, og mens vores guide ordnede papirerne og betalte for indgang, gik vi lidt rundt på de flotte anlagte stier og fik øje på de første dyr: et par nysgerrige aber. Tilbage i jeep’en havde vores guide fjernet taget, så vi kunne stå op i bilen og kigge os for. Vi kørte rundt og så en masse dyr og flot natur. Vi så aber (marekatte og bavianer) i massevis, sky vandbukke, impalaer (antiloper), giraffer, flodheste, vortesvin, hvide pelikaner og så var det tid til frokost. Vi kørte hen til et sted med borde og bænke og herlig udsigt over Lake Manayara, og fik så udleveret madkasser. Efter frokost havde vi ikke kørt ret længe, før vores guide spottede chui, og så fik jeg ellers spærret øjnene op og fundet kikkerten frem. Chui er nemlig leopard på swahili, og det er ikke ret tit, man får lov til at se sådan én. Den var da også temmelig langt væk, men jeg kunne godt se, at den lå og dovnede i et træ. Vi kørte om på den anden side, og der var i forvejen samlet en del andre safaribiler, men vi kunne godt komme til alle sammen. Eftermiddagen bød i øvrigt på en elefantfamilie, hvor den ældste hun stillede sig truende frem for at beskytte elefantungen, flere elefanter og giraffer, zebraer og bøfler, traner og hvide pelikaner. På et tidspunkt kørte vi forbi et dikdik-par, der stod på hver sin side af vejen. Det er helt vildt, så små de er. Det er næsten ikke til at forstå, hvordan de kan klare sig med de der små tynde ben. Vi fik også mulighed for at komme ud og strække ben et sted, hvor der var udsigt over Lake Manayara (men stadigvæk et godt stykke væk) på den ene side og elefanter og giraffer på den anden. På vej ud af nationalparken måtte vi sætte farten helt ned et par gange på grund af bavianer på og langs med vejen. Herefter kørte op på bjergranden og hen til vores lodge, Ngorongoro Farm House, som vi nåede ved solnedgang. Her fik vi et rart og pænt værelse, der sjovt nok hed chui, med ”himmelseng” (af myggenet), men også meget højt til loftet og åbent ind til toilettet.. det var lidt specielt! Om aftenen gik vi hen i restauranten, hvor der var stor og lækker buffet og masai musik. Næste morgen tog vi af sted lige efter morgenmaden og kørte gennem Ngorongoro Conservation Area, op på Ngorongoro kraterets rand, men det var så overskyet og tåget, at vi ikke kunne se noget, og så hen mod Serengetisletten. Det var en lang støvet køretur, hvor landskabet skiftede fra grønt og frodigt til nærmest goldt og øde. Igen passerede vi masailandsbyer og masaier med kvæg. Vi gjorde et kort stop ved skiltet, der fortalte, at vi nu forlod Ngorongoro området og kørte ind i Serengeti. Der var derefter stadig en pæn køretur hen til indgangen til Serengeti Nationalpark, som vi nåede til ved kort før middag. Igen gjorde vi holdt og vi gik lidt rundt ved parkeringspladsen, hvor der var mange flotte fugle. Vi havde ikke kørt ret længe i Serengeti’s nationalpark, før vi fik øje på en løve og to løvinder, der lå og slappede af og gispede i varmen. Vi var forundrede over, at de var så ligeglade med alle safaribilerne, men løver er tilsyneladende ligeglad med det meste, når de er mætte og trætte. Vi kørte rundt i Serengeti hele dagen og så store flokke af zebraer, gnuer og gazeller (Thomson’s gazeller og Grant’s gazeller) samt topi, struds og meget andet, og oppe på den klare blå himmel hang mange store rovfugle med imponerende vingefang. På et tidspunkt så vi en bateleur (gøglerørn) ret tæt på. Ifølge vores guides fuglebog er det ”the most attractive predator”, og den var da også flot! Vi holdt frokostpause ved en slags info-center, hvor vi spiste madpakker under palmeparasoller i selskab med klippegrævlinger, småfugle og ”mongoose”. Herefter gik vi rundt og så udstillingen om nationalparken. Vi kørte af sted igen og så en løvinde, der lå og sov ved et vandhul. Der gik perlehøns helt tæt på, men det var ikke nok til at vække løven, der næsten så død ud. Lidt senere var en anden løvinde, som var noget mere vågen. Man kunne se, at hun var på jagt.. vi – og en masse andre - fulgte nøje alle hendes bevægelser og så, hvordan hun listede sig ind på en flok af gnuer og zebraer. Gribbene havde allerede sat sig tilrette i et træ i nærheden, men desværre spærrede alle safaribilerne vejen mellem løve og bytte, så jagten mislykkedes, og løven lagde sig skuffet ned og hvilede sig. Lidt senere kom vi forbi endnu en løve, der havde lagt sig helt op af vejen. Denne gang var det en løvinde, der netop havde spist sig mæt i den gnukalv (eller resterne af samme), der lå lige ved siden af. Vi var overrasket over at kunne komme så tæt på.. vi kunne blandt andet helt tydeligt se alle fluerne, der sværmede i ansigtet på løven, så den måtte lukke øjnene det meste af tiden. Vores guide havde i mellemtiden fået et tip af en anden safariguide så af sted gik det. Nogle havde spottet en gepard tæt ved vejen. Nogle minutter senere fandt vi den. Den sad og hvilede sig på en tur og gjorde sig vist klar til at gå til ro. Utroligt dyr og igen overraskende tæt på (dog ikke i forhold til føromtalte løve). Ved 18-tiden kom vi til vores lodge, Seronera Wildlife Lodge, hvor vi startede med at sætte os på en klippe sammen med klippegrævlingerne og en bunke blandede turister og se på solnedgangen. Lørdag morgen kørte vi igen af sted fra morgenstunden. Vi fik så at vide, at vi skulle være ude af Serengeti nationalpark lidt før kl 12 – 24 timer efter vi var kommet ind, så der var ikke mange timer, vi kunne nå at køre rundt. Vi nåede dog at komme hen til en flod, hvor der var fyldt med flodheste. Vi fik lov at gå helt ned til bredden, så vi rigtigt kunne se og høre de store dyr, der næsten gemte sig helt under vandet. På den anden bred kunne vi så se en ung nilkrokodille, der lå og solede sig i formiddagssolen – desværre eller heldigvis mødte vi ikke dens noget større forældre. Herefter var der en lang køretur ud af nationalparken. På vejen ud så vi dog lige endnu en flok løver, der lå og dovnede og lidt senere så vi hyæner for første gang. Jeg fandt ud af, at der var ganske meget vind, da jeg rejste mig op for at tage billeder og min kasket i næste øjeblik lå ude midt i Serengeti. Men vores venlige guide stoppede bare op, bakkede og steg roligt ud af bilen og hentede den til mig.. Ja, jeg holdt godt fast i kasketten resten af safarituren! På vej tilbage til Ngorongoro tog vi en ikke planlagt afstikker til Olduvai, hvor vi holdt frokostpause. Vi sad så og spiste og nød solen og udsigten ned i Olduvai slugten. Her er der i flere omgange gjort interessante fund, der er beskrevet i det lille museum. Der var kopi af nogle 3,6 mio. år gamle fodaftryk fundet i området i 1979, der beviser, at mennesket har gået oprejst meget længere, end man tidligere har troet. Vi kørte videre igen og kom til Ngorongoro Wildlife Lodge ved 15-tiden. Her skulle vi så være til næste morgen, til stor forundring for os begge. Dagen var jo mest af alt gået med bare at køre og køre og så stoppede det allerede. Men ok, vi brugte så eftermiddagen på at sidde ude og nyde udsigten ned over Ngorongoro krateret og glæde os over, at solen skinnede, og at der var rimelig læ, hvor vi sad, for der var ellers meget koldt deroppe. Det fik vi at mærke om aftenen, hvor vi spiste aftensmad. Temperaturen steg dog et par grader bagefter, da der var lokal musik og meget livlig dans. Vi gik dog midt i det hele, da vi var kolde og trætte, men de var ellers i gang med at præsentere påklædning, sang og dans fra alle de store stammer i Tanzania. Meget underholdende. Vi stod tidligt op næste morgen og så solopgangen (eller dele af den, for det var ganske skyet), mens vi spiste morgenmad. Ude i bilen fortalte spurgte vores guide så, om vi ville gøre ham en tjeneste og lade tre piger komme med i vores bil. Deres egen safaribil var nemlig brudt sammen i Serengeti dagen før, så han havde hentet dem aftenen før. Det kunne vi ikke så godt sige nej til, selvom vi faktisk helst ville være for os selv (og det var jo også det, vi havde betalt for). Men ok, vi hentede så tre flinke, men meget forfrosne canadiske piger, der havde valgt at sove i telt og sovepose i stedet for i lodges. De syntes bestemt også, at der var koldt på randen af Ngorongoro krateret. Vi kørte ned i krateret og startede med at se en stor løveflok, sjakaler og hyæner. Løverne var spredt over et ret stort stykke, og vi så hvordan et par stykker af dem havde fået øje på en hyæne med munden fuld af gnu. Det lykkedes dog hyænen at stikke af, og så måtte løverne nøjes med at gå hen til søen og drikke vand. Vejret var stadigvæk køligt og skyet, men det betød så, at nogle af flodhestene var steget op af vandet. Vi kørte hen til et vandhul, hvor der var rigtigt mange flodheste, og der stod en flodheste-mor med sin unge ved bredden. Der var også fyldt med lyserøde flamingoer. Vi holdt frokost ved picnic-stedet i Ngorongoro, men blev anbefalet at spise frokosten inde i bilen pga. de sultne rovfugle (tror nu nok, at de kun var interesseret i madpakkerne og ikke så meget i os, men ok, man ved aldrig..). Vi satte os lidt fra kanten af søen, mens småfugle og perlehøns gik tæt forbi, og ved siden af os var der en lille mus, der havde fundet sig et halvspist æble. Kl. 14 var det slut og vi kørte hele turen tilbage til Arusha. Her nåede vi lige at købe et par burgere, som vi kunne tage med op til huset ved hospitalet. Her måtte vi så konstatere, at Jonathan allerede var taget af sted, idet alle hans ting var væk. Senere fik jeg så at vide, at han var rejst i al hast om fredagen, fordi han havde fået nogle meget triste nyheder ang. hans lillebror, der er soldat i Irak. Der er desværre ingen, der ved, hvordan det står til og hvor slemt det var, men jeg håber da snart, at han giver lyd fra sig!

Ingen kommentarer: