07 juli 2007

Zanzibar, d. 26.-30. juni

Mandag d. 25. juni var så igen almindelig arbejdsdag på apoteket. Det var fint nok at komme tilbage, og så kunne jeg også lige få ryddet op.. Jeg kunne godt se, at jeg havde været væk nogle dage. Aftenen gik så med at pakke kufferterne – igen, for tirsdag morgen skulle vi tidligt op og hen til lufthavnen for at flyve til Zanzibar. Først blev vi kørt til Arusha af overlægen, herefter tog vi en shuttlebus til lufthavnen, og så måtte vi vente. Vi skulle flyve kl. 11, men vi kom først af sted ved 14-tiden. Fremme i Zanzibar fulgtes vi så med to danske piger, der havde arrangeret transport med en taxa, så vi satte dem af først og kørte videre helt op på nordspidsen af øen, hvor vi havde booket en palmehytte på Kendwa Rocks.

Det var et herligt syn, der mødte os. Hytten var ikke noget særlig, en stor seng med myggenet, et lille badeværelse – og så veranda med liggestole og hængekøje, og en dejlig udsigt ud over hvid sandstrand, palmer og turkisblåt hav. Og det var varmt, dejligt varmt :-)
De næste dage var så ren afslapning. Vi bevægede os ikke ret langt fra Kendwa Rocks, for der var alt, hvad vi skulle bruge. Restaurant og bar, hængekøjer, liggestole, strand og vand..
Dog vågnede jeg som sædvanligt umenneskeligt tidligt onsdag morgen og gik derfor en tur på stranden. Der var ikke mange mennesker at se, og jeg var i hvert fald den eneste turist. Der var allerede en behagelig temperatur og en herlig brise, så det var skønt bare at gå lidt rundt og kigge.
Resten af dagen gik med at slappe af, spise, bade, slappe mere af, og så var det tid til en gåtur, for vi ville prøve at gå til den næste by langs stranden. Det var dog stadig for højvandet, så vi nåede ikke hele vejen.. Tilbage igen smed vi os i hængekøjen og nød solnedgangen.
Torsdag gik på næsten samme måde. Efter morgenmaden gik vi ned på stranden og gik i gang med at bygge et sandslot. Vi gravede om kap med tidevandet, og vi kom heldigvis først..
Så hoppede vi i vandet igen, og selv jeg synes ikke, det var koldt – og så er det altså varmt!
Da vi spiste frokost mødte vi de to danske piger igen, de havde valgt at flytte fra den anden side af øen og til hotellet/stedet ved siden af os. De havde været ude at snorkle, og havde derfor meget ondt på ryggen, hvor huden vist nærmest var ved at falde af. Ellers fortalte de om deres oplevelser.. Især den ene af pigerne havde taget meget af det, hun havde set, til sig, og hun havde det tydeligvist skidt med bare at se på al den fattigdom og elendighed, som man desværre ser rundt omkring.
Anders og jeg bestemte os så for at tage på ”Sunset cruise” med en sejlbåd. Normalt skal der være mindst fire, før de vil sejle af sted, men de gjorde en undtagelse, og det var vi jo glade for. Det viste sig dog at være temmelig besværligt at komme ombord. Den flinke besætning (3 stk) ville hive mig ombord, men jeg forsøgte at forklare, at jeg gerne selv ville hoppe op. Det fattede de så ikke lige og idet jeg hoppede, greb de fat i mine ben med det resultat, at jeg slog min arm, men endnu værre, at snoren til min kamerataske gik i stykker, og kameraet blev dyppet i det salte vand.. ikke så godt, men det virker heldigvis stadigvæk – nogenlunde.
Turen var ganske hyggelig. De serverede sodavand, små bananer og frisk ananas til os, mens de havde travlt med at skovle vand ud af bunden og få sejlet til at makke ret. Sejlturen varede et par timer, og vi nåede bare lige et lille stykke op og ned langs kysten.
Fredag morgen stod vi op og pakkede sammen, for det havde vist sig, at det bedre kunne betale sig at bo på hotel i Zanzibar Town (Stone Town), som vi havde bestemt os for at besøge, end det kunne betale sig at betale for en taxa frem og tilbage fra Kendwa. Det lykkedes endda for os at få refunderet halvdelen af pengene for den sidste overnatning, som vi jo ikke skulle bruge alligevel, på Kendwa Rocks. Vi kørte så af sted med en shuttlebus fra Kendwa Rocks og kom til Stone Town ved middagstid. Jeg havde ringet og reserveret værelse på hotel Coco De Mer, men da vi kom, meldte de alt udsolgt. Det ville vi jo så ikke finde os i, og det lykkedes dem heldigvis at finde et værelse til os alligevel. Og så var vi klar til at kigge os omkring i byen. Vi startede på en frokostrestaurant lige ned til vandet og gik derefter rundt og så nogle af seværdighederne. Det var tydeligt, at hele byen var ved at gøre klar til årets Filmfestival, der skulle starte samme aften. Først nåede vi til det gamle fort (Old Fort). Fortet har aldrig rigtigt været brugt, men nu har man inde i fortet bygget der en scene, som bliver brugt til teater og musik og den slags. Så gik vi forbi ”House of Wonders”, der rummer nationalmuseet, som vi dog sprang over, og så kom til Palace Museum, hvor vi fik vores egen guide. Det var ganske interessant at se, hvordan sultanerne havde boet, og at høre historien om nogle af effekterne og billederne.
Så gik vi hen og så en stor moske, men vi holdt os udenfor. Vi gik så lidt rundt i de smalle, krogede gader – og ledte efter et sted, hvor jeg kunne købe batterier til kameraet. Vi mødte så en flink mand, som viste os vej til en elektronikforretning, hvor de havde Duracell. Samtidigt var så kommet hen til markedshallen, hvor vi gik ind for at se fiskemarkedet, frugterne og krydderierne.
Herefter gik vi så hen mod den angelsaksiske kirke, der er bygget på det sted, hvor slavehandlen foregik indtil engang i slutningen af 1800-tallet. Alteret står nøjagtig der, hvor slaverne i sin tid blev pisket. Udenfor kirken havde en svensk skulptør lavet et mindesmærke for slaverne. Det var meget udtryksfulgt. I bygningen ved siden af kunne vi gå ned i kælderen og se de bittesmå kamre, hvor slaverne dengang blev stuvet sammen, inden de skulle sælges. Yrk.. ubehageligt at tænke på.
Vi skyndte os at gå videre og fulgte så kysten tilbage til midten af Stone Town og tilbage til hotellet med vores indkøb. Så var det til aftensmad, som vi indtog på en restaurant på første sal med udsigt over havet. Da vi havde spist var det blevet helt mørkt, og vi gik så hen til Forodhani Park, der ved dagslys ikke havde set ud af noget særligt. Nu var det blevet forvandlet til et samlingssted for lokale og turister med en masse madboder og alt muligt andet. Der var boder med slik, frugt, suppe, fisk, skaldyr, kød, pizza osv osv. Maden blev tilberedt på stedet, det var bare at pege på det, man ville have. Turisterne blev bænket på stribe med en tallerkenfuld mad, mens de lokale hovedsageligt stod op lige ved boderne. Der var også masser af stande, hvor der blev lavet friskpresset sukkerrørsjuice. Jeg havde gemt en smule appetit og prøvede derfor et enkelt spyd med store pillede rejer og et madbrød. Til dessert fik jeg en lille mango, der allerede var skrællet og skåret ud.. Mmm.
Henne ved det gamle fort, var der en masse mennesker, så det ville vi da også se på. Vi forsøgte at komme ind, men blev standset, da vi ikke havde noget indgangskort. Anders forklarede, at det var vores sidste dag på Zanzibar, og at vi ikke havde haft mulighed for at skaffe et kort, og så fik vi alligevel lov til at komme ind. Det viste sig, at det var den officielle åbning af Filmfestivalen, der lige var gået i gang. Vi overværede et par åbningstaler og underholdning fra Kina og Indien, og så satte de åbningsfilmen på. Så vidt vi kunne se, var det en engelsk film, Amazing Grace, der blandt andet handlede om slavehandlen. Vi opgav dog og gik i stedet tilbage på hotellet.
Lørdag morgen skulle vi så af sted igen, vi blev hentet af en taxa ved hotellet og blev kørt i lufthavnen. Efter en mellemlanding i Dar es Salaam og en tur med shuttlebus fra Killimanjaro lufthavn, nåede vi Arusha midt på eftermiddagen. Her fik vi så købt ind og spist aftensmad, inden vi efter adskillige forsøg, fandt en taxichauffør, der ville køre os op til hospitalet for en rimelig pris.
Søndag stod vi sent op og tog så ind til Arusha igen. Denne gang med daladala, så Anders også kunne prøve, hvordan det foregår. Han synes, det var ganske underholdende – i hvert fald indtil vi skulle tilbage til hospitalet igen og måtte vente i en uendelighed på, at daladala’en blev fyldt op, og der samtidigt lige pludselig ikke var så meget tid tilbage. For tilbage i huset fik Anders halvtravlt med at få pakket kufferten, inden vi blev hentet kl. 17 og kørt til lufthavnen, og så måtte jeg vinke farvel igen… utroligt så hurtigt to uger lige pludselig kan gå! Jeg var ikke særligt oplagt til noget som helst på vej tilbage til hospitalet, men jeg sad dog og nød udsigten. Solen var ved at gå ned, og jeg kunne se de røde solstråler ramme Mt. Kilimanjaro på min højre side og Mt. Meru på min venstre side. Det var et meget smukt syn, og en god afslutning på en dejlig ferie!

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Hej Mai.
Dejligt at følge med i dine ture. Det er fantastiske billeder, og de er hurtige at downloade i fuld størrelse. Håber dit kamera stadig virker. Jeg glæder mig til at se nye billeder og læse mere.
Hilsen
Hans