29 august 2007

Møde og forlovelsesfest, d. 14.-20. august

Ugen blev delvist brugt på at forberede, at jeg om lørdagen skulle med til Julieth brors bryllup i Arusha. Jeg fik købt nyt tøj (nederdel og top) og sandaler i Arusha og et tørklæde på Tengeru markedet. Min familie havde taget nogle ting med fra Danmark, så jeg kunne pakke nogle danske lysestager ind som bryllupsgave. Det var ellers meningen, at vi var nogle stykker, der skulle have lavet ens tøj, men tiden gik, så det blev ikke til noget. Fredag morgen d. 17. august var så endelig dagen for det første møde i "Hospital Therapeutic Committee". Det varede en times tid, og jeg mener, at det var en succes. Vi diskuterede hvad formålet med komiteen var, og jeg gennemgik nogle papirer fra MEMS. Så fik vi også diskuteret et par ting, inden vi fik planlagt et nyt møde allerede d. 31. august. Lørdag morgen d. 18. august - dagen for brylluppet - tog jeg på arbejde som normalt, idet jeg stadigvæk ikke vidste noget som helst om hvor og hvornår. Desuden skulle dem, jeg havde planlagt at følges med, arbejde hele dagen, så efterhånden som formiddagen skred frem, stod det klart, at vi måtte aflyse vores planer om at tage til bryllup. Kun let skuffet havde jeg travlt med at få styr på medicinen inde på apoteket, da overlægen kom forbi og spurgte Sean og jeg, om vi havde planer for dagen. Ikke andet end arbejde, svarede vi, og blev så spurgt, om vi ville være med til forlovelsesfest - og senere et bryllup - i Moshi. Nårh ja, tøjet var jo købt og gaven pakket ind, så jeg skyndte mig at gøre mig færdig og klædte om. I mellemtiden var Julieth nede på apoteket for at forklare, at der var fejl i invitationen; brylluppet i Arusha var først næste lørdag! Vi tog så afsted med overlægen og hans forældre og var så til forlovelsesfesten en times tid senere. Det var overlægens svigerinde, der skulle forloves, og det foregik i hendes forældres have. Der var masser af drikkevarer, taler og musik, og undervejs så vi så det glade par udveksle ringe. Jesse, overlægens 4-årige søn, kedede sig lidt og var derfor pylret, men det gik over, da jeg lod ham tage billeder med mit kamera. Han forsvandt, og da jeg fandt ham igen havde han taget næsten 100 mere eller mindre syrede billeder, men de var meget underholdende at se på. Bagefter var der mad, og så var der dans. Ved 20-tiden rykkede vi videre til et vennepars bryllupsfest. Det var et kæmpestort bryllup med måske 300 gæster. Vi sad så langt væk, at det var svært at finde ud af, hvad der foregik, og strømmen forsvandt også et par gange undervejs. Men... der var flere drikkevarer og senere også mere mad, og derfor blev vi. Vi kom først tilbage til hospitalet omkring kl. 2 om natten. Gab.. Søndag morgen droppede jeg gudstjenesten og tillod mig at sove lidt længe, inden jeg gik ned på apoteket for at hjælpe Masakila. Efter arbejdet mødte jeg Sean i kantinen. Han havde lavet aftale med overlægen om at tage med på indkøbstur kl. 18, så vi havde tid nok til en kop te. Pludselig, omkring kl. 17:30, kom han dog farende - det var nu, vi skulle afsted, og da han så mig, fik jeg lov at tage med. Det viste sig, at vi skulle på markedet i Usa River, hvilket er mindre, men også rarere end markedet i Tengeru. Overlægens kone skulle have fyldt tasken med frugt og grønt, og vi købte da også lidt. På vej tilbage bad vi dem om at stoppe, så vi kunne købe nogle flere flasker vand. Butikken lå bekvemt lige ved siden af en bar, hvor vi da lige skulle have en enkelt drink. Det var jo da søndag.. (dagen alle bruger på at gå i kirke og herefter drikke sig stive). Efter den første drink (artige Mai drak sodavand, men det var ikke alle, der gjorde det..) skulle vi da lige have en mere - og så en til, da overlægens onkel gav en runde. Sådan gik det et par timer, inden vi kom hjem omkring kl. 21:30 - alting tager 4 timer - også en tur på markedet! Dagen sluttede med at Sean og jeg så film på hans bærbare; en skør, halvplat amerikansk film - "Harold & Kumar Go To White Castle".

19 august 2007

Afsked og indflytning, d. 5. -13. august

Søndag d. 5. august tog vi så til Arusha igen. Her gik vi ned på masaimarkedet efter at have spist frokost på McMoodys (Mmm... kød!). Herefter fik vi fat i en taxa, og så blev vi kørt op til Kigongoni Lodgen, hvor de friske lige kunne nå en dukkert i swimmingpoolen lige inden solen forsvandt.
Mandag var det arbejdsdag igen, men om aftenen var vi inviteret på besøg hos Mama Eunice og hendes familie. De bor nede ved hovedvejen og så til venstre - inde på Markumira universitets område. Mama Eunice's mand er præst og er ved at tage en PhD i teologi. Derfor har de en bolig til rådighed derinde. Vi blev vist rundt på hele universitetets området og fik så ellers serveret en rigtig lækker tanzaniansk middag. Mama Eunice må have været i gang i flere dage, men hun fik også lidt hjælp af sin svigerinde. Parret har i øvrigt tre børn, to drenge, der slider hårdt med skolearbejdet og en pige - charmerende lille Eunice.
Tirsdag var den sidste dag med familien. Vi var igen på arbejdet det meste af dagen, og aftenen gik så med pakning, oprydning - og pandekagespisning :-)
Vi stod så meget tidligt op næste morgen, spiste morgenmad sammen, og så vinkede jeg farvel til familien, der blev hentet i taxa kl. 6:30 onsdag morgen d. 8. august her ved hospitalet. Øv.. Jeg gik tilbage i huset, hvor jeg ryddede sparsomt op og nåede en lille hvil, inden kl. 8, hvor det jo er mødetid på hospitalet. Jeg skyndte mig så ned i kapellet, hvor jeg måtte konstatere, at der var tomt.. Det viste sig, at den 8./8. ("nane nane") er en helligdag/festdag, "Farmers Day", så mange - heriblandt åbenbart præsten - holdt fri. Jeg blev dog her på hospitalet, men fik at vide, at Arusha ville være propfyldt, og at det var en god dag at handle ind, da der ville være et kæmpe udvalg og lave priser..
Lige efter middag ringede Dr. Julius og spurgte, om der var ledige rum i mit hus. Det måtte jeg jo svare ja til, eftersom canadierne rejste afsted d. 20. juli, de to danske piger d. 2. august og min familie samme morgen. Huset blev hurtigt besigtiget af en eller anden lokal repræsentant for organisationen Global Crossroads, og umiddelbart efter kom Sean med en kæmpe oppakning. Sean er fra New York, er uddannet ingeniør (mekanik og computere, tror jeg nok) og er i fritiden ambulancekører. Han er afroamerikaner, 40 år gammel, og virker heldigvis ganske flink.. Så det var ikke lang tid, jeg boede alene i det store hus (på godt og ondt). Da han ikke har en speciel plan med de ca. 4 uger, han er på hospitalet, satte jeg ham straks igang med at hjælpe mig på apoteket. Han er nu i fuld gang med at hjælpe med at få endnu bedre styr på al det medicinske udstyr.
De næste par dage var jeg ikke så glad, som jeg plejer. Det ER hårdt at sige farvel til dem, man holder af, så det var et par lange dage. Mandag d. 13. august var dog endnu en milepæl - 10 uger tilbage hernede - og når jeg tænker over det i forhold til alt det derhjemme, virker det stadigvæk som uoverskueligt længe, men når jeg tænker over, hvor meget jeg stadigvæk kunne lave hernede (både i forhold til arbejdet på apoteket, men også mht. alt det, man kan se og opleve her), så er 10 uger ikke særligt længe. Slet ikke når man ved, hvor lang tid alting tager i det her land! Jeg er i hvert fald fast besluttet på at blive og gøre mit bedste, sålænge jeg er her..

18 august 2007

Udflugt til Marangu, d. 4. august

Ugen efter safarituren gik mest af alt med arbejde. Dog startede ugen jo med, at jeg mandag d. 30. juni måtte tilbage til immigrationskontoret i Arusha. Først var min "sagsbehandler" der ikke, så jeg skulle komme tilbage efter en time. Denne gang ville de gerne tage imod mine penge - 120 $ - og så blev jeg ellers bedt om at komme tilbage dagen efter. Det var jeg jo klart nok ikke helt vild efter, da der så ville gå en dag mere med at tage frem og tilbage til Arusha (og jeg havde allerede været på immigrationskontoret fire gange), så jeg prøvede at forklare, at jeg skulle arbejde.. Ok, så kunne jeg komme tilbage efter en times tid. Det gjorde jeg så, men fik så igen at vide, at jeg skulle komme tilbage dagen efter - eller bare en anden dag.. Jeg bad om at få at vide, hvad problemet var, siden det ikke kunne gøres færdigt. Det viste sig, at det eneste, der manglede, var en underskrift fra bossen, og for at få den, skulle min sagsbehandler jo altså flytte sig fra sit skrivebord og gå op af nogle trapper. Jeg fik ham heldigvis overtalt til at gøre det med det samme alligevel, og så kunne jeg endeligt få mine stempler i passet. Varm og lettet kunne jeg så forlade immigrationskontoret for sidste gang..
Resten af dagene var stort set normale arbejdsdage, hvor min søde familie hjalp mig så godt de kunne. Ikke mindst med at få klistret labels på alle hylder, hvilket jeg er meget taknemmelig for!
Lørdag d. 4. august tog vi så på udflugt. Vi blev hentet her ved hospitalet kl. 8 om morgenen. Herefter kørte vi afsted mod Marangu, en lille by ved foden af Mt. Kilimanjaro. Desværre var der super overskyet, så vi kunne ikke se spor af bjerget. Da vi var næsten fremme kom der endnu en guide med i bilen. Vi kørte endnu længere og stoppede så. Efter en nærmest kravletur stejlt opad nåede vi til en traditionel chaggahytte. Vi hilste på chaggafamilien, der sad inde i hytten i mørket sammen med røgen fra ildstedet og lugten fra koen og kalven. Familien bibi (bedstemor) var alene med børn og børnebørn - de var vist 12 i alt. Bibi fulgte os med nedad igen og folk grinede af os, da vi nærmest væltede hele vejen ned af den stejle, glatte sti. Vi fik et sukkerrør med os, som vi naturligvis ikke kunne finde ud af at håndtere. De lokale bruger bare tænderne, men vores ville være knækket, hvis vi havde forsøgt os. Herefter kørte vi videre og gjorde stop ved markedet i byen. Det virkede anderledes fredfyldt end her i Tengeru og Arusha, selvom der var mennesker, tøj, sko og bananer overalt. Videre igen blev vi kørt hen til smedjen, hvor alt blev lavet med håndkraft. Da de så os skyndte de sig at finde alle deres souvenirs frem; masaispyd, knive, koklokker, skåle, kopper og andre træfigurer. Vi købte nogle småting og blev ellers ført hen mod "the cave" - vi troede, at den hule, vi skulle besøge, var sådan en klippehule med gamle malerier i og den slags, men der blev vi godt nok overraskede. Det var en underjordisk hule, vist en meget lang en, som vi så skulle ned og se. Ned af en træstige og så var der bare mørke og halvmudret lerjord over det hele. Vi måtte nærmest kravle afsted og blev alle møgbeskidte. Min tapre søster ovarvandt sin klaustrofobi og var med til at se og høre om, hvordan hulerne var i brug i perioden, fra da de blev udgravet i 1700-tallet (ellers ca. deromkring) og frem til 2. verdenskrig. Folk gemte sig fra masaier, slavehandlere osv. Der var køkken og værelser dernede, og et rum til døde folk også. Vi var alle møgbeskidte, da vi kom derop fra, men idet mindste stod de klar med vand til os, så vi kunne få det værste mudder af hænderne. Også her havde de så fået rullet alle souvenirs'ene frem, og vi kunne da heller ikke stå for taskerne lavet af bananpalmebark. Efter den oplevelse blev vi kørt hen til vandfaldet, og det var en langt rarere oplevelse. Vi spiste frokost ved toppen af vandfaldet og gik herefter ned af en masse trapper for at se det nedefra. Vi krydsede så over floden på nogle vadesten og kravlede så opad - igen af nogle glatte, stejle stier. Så igen fik vi varmen! På vej ned mod den ventende safaribil gik vi forbi Marangu hospital, hvor der for efterhånden tre år siden var danske farmaceuter fra Farmaceuter uden Grænser. Det kunne altså have været spændende at se, hvordan tingene så ud derinde - i forhold til her på Nkoaranga hospital.
Så var der ikke mere på programmet, men vi fik vores guide til at stoppe i Moshi, så vi kunne komme på posthuset og herefter få handlet ind i supermarkedet, inden vi blev kørt hjem.

15 august 2007

Safaritur med familien, d. 23.-28. juli.

Vores safaritur startede mandag morgen d. 23. juli med, at vi blev hentet af vores guide, Silver, som først kørte os ind til Arusha, hvor jeg besøgte immigrationskontoret (som allerede beskrevet andetsteds), og hvor vi kunne købe lidt snacks i supermarkedet. Herefter var der en lang køretur til Tarangire National Park. Vi nød vores madpakker ved indgangen til parken, og derefter kørte vi rundt hele eftermiddagen. Parken er blandt andet kendt for de store og smukke baobabtræer, som da også kunne ses overalt. Vi så blandt andet zebraer, vortesvin, giraffer, strudse, bøfler og impalaer. En dejlig start på safarituren. Sidst på eftemiddagen blev vi kørt til vores "luxury tented camp" (fuldt møblerede telthytter), som viste sig at have en fantastisk placering med udsigt over Lake Manyara. Det var smukt og idyllisk, og efter vi lige havde vasket os og klædt om, kunne vi nyde solnedgangen på terrassen. Herefter gik vi hen til restauranten, hvorfra vi kunne se en flok græssende zebraer. Det var et mindre sted, så der var middag samtidigt for alle gæster - inklusiv vores guide, som sad med ved vores bord og besvarede alle vores spørgsmål. Der blev så serveret en lækker tre-retters middag...
Tirsdag startede med en lang lang køretur gennem Ngorongoro Conservation Area til Serengeti, med frokostpause ved indgangen til Serengeti National Park. Inden vi blev kørt hen til lodgen i Seronera, var der tid til at køre lidt rundt. Højdepunktet var, at vi stoppede op og i kikkerten kunne se en løve og en leopard slappe af i hvert sit træ. Henne ved lodgen startede vi med at kravle om på klippen, hvor vi kunne sidde med en drink og nyde den sidste eftermiddagssol og solnedgangen. Onsdag morgen tog vi allerede afsted kl. 6:30, og kørte så rundt, mens solen stod op. Der var blandt andet mange bøfler, en græssende flodhest og en hunløve. Desuden så vi, hvordan luftballonerne steg op. Det må være en helt speciel oplevelse at se det hele fra oven på den måde, men jeg er nu glad nok for, at vi havde valgt at køre rundt, så vi kunne holde pause, når vi ville. Vi kørte tilbage for at spise morgenmad og så kørte vi rundt et par timer igen, før vi skulle tilbage og spise frokost på lodgen. Vi pakkede så vores ting sammen og kørte afsted på en lang køretur nordpå til Lobo lodge. Langs vejen kunne vi se mange afbrændte strækninger, det er helt bevidst, og skyldes at der her i tørketiden er mangel på frisk græs.Vi blev venligt modtaget ved lodgen, hvor vi skulle være i to dage. Der var swimmingpool med klippebund, en fantastisk udsigt over savannen og græssende bøfler lige nedenfor lodgen, mange bavianer - og den store han var endda helt tæt på, da han havde spottet en coca cola ved swimmingpoolen. En af medarbejderne på lodgen fik den dog gennet væk, så den fik ikke noget med sig.
Torsdag morgen var det desværre kun min mor og jeg, der var friske til at tage afsted med safaribilen. Vi tog så afsted lige efter morgenmaden, og det var en fantastisk morgen, hvor vi meget af tiden var de eneste, der var ude at køre. På et tidspunkt fik vi guiden til at stoppe bilen, så vi i fred og ro kunne iagttage store flokke af zebraer, gnuer, eland (største antilope), perlehøns, en masse farvestrålende fugle og et par giraffer. Lidt senere en hyæne og et par gribbe, indtil jeg fik øje på en leopard i græsset, som jog dem væk. Leoparden kravlede op i et træ, og så kunne først hyæner og senere sjakaler tage fat på de sørgelige rester, som vi dog ikke kunne se i kikkerten. Ikke lang tid efter måtte vi stoppe op fordi et par unge impalahanner havde travlt med at øve sig i at stange hinanden. Det var vist mest for sjov, men det lød voldsomt, når gevirerne stødte sammen. Længere henne stoppede vi op for at betragte en stor elefantfamilie (over 20 elefanter), der var lige ved siden af vejen. De havde fundet et vandløb, hvor de kunne drikke og bade og rulle sig i mudderet. Den mindste var godt nok kær..
Tilbage til lodgen for at spise frokost, og så var der lidt tid til afslapning før eftermiddagsturen frem mod solnedgang. Fredag morgen pakkede vi så sammen igen og kørte igen sydpå ud af Serengeti. På vejen ud holdt vi dog en lille pause ved "Hippo pool", hvor der denne gang var omkring 5 store nilkrokodiller på den anden flodbred og så selvfølgelig en masse prustende flodheste. Der lugtede ikke så godt... Så fik vi desværre bilproblemer (vist noget med støddæmperne) og derfor blev vi sat af ved et frokoststed, hvor vi holdt et par timers pause mens vores guide kørte bilen på værksted. Herefter var der en lang køretur tilbage til Ngorongoro. På vejen var der usædvanligt mange safaribiler, der holdt stille pga. punkteringer, ødelagte støddæmpere osv, og så følte vi os pludselig meget heldige.
Ved lodgen på kraterranden ved Ngorongoro var der heldigvis ikke koldt som sidste gang, hvor jeg var der. Vores guide sagde, at det var usædvanligt, at det var så "varmt".
Men det betød jo så, at vi kunne sidde med en kop eftermiddagste/kaffe med udsigt over krateret. Lørdag kl. meget tidlig morgen tog vi så afsted med både morgenmads- og frokost-box. Vi var nærmest kun lige kommet ud af lodgens område, da vi møder to hanløver på vejen, og de har da ikke umiddelbart tænkt sig at flytte sig. Så vi følges ad i et kvarters tid. Løverne slentrede afsted, enten lige foran bilen eller lige ved siden af. Af og til stoppede de lidt op, og et par gange smed de sig endda ned midt på vejen.. Til sidst valgte de så at gå ind til siden, hvor de smed sig i det høje græs. Lige efter denne episode var der en stor elefant så tæt på, at man næsten kunne tage fat på den. Et imponerende syn og så lige mens solen stod op. Vi kørte så ned i krateret og kørte rundt, indtil vi nåede picnic-området. Her sad vi og spiste morgenmad med udsigt over en sø fyldt med flodheste og masse fugle. Nede i krateret var der blandt andet mange krontraner, rovfugle, zebraer og bøfler. Tiden fløj afsted, og så var det tid til at køre hjemad. Vi spiste sen frokost oppe på kraterranden, og så gik det afsted tilbage mod Arusha. På vejen gjorde vi stop ved en meget stor, men også meget dyr souvenirshop. Lige før Arusha stoppede vi op igen for at besøge "Snake Park", der var en slags mini-zoo hovedsageligt med slanger (forsvarligt lukket inde i glasbure) og krokodiller. Min mor skulle selvfølgelig både prøve at holde en lille krokodille unge og en slange. . Vi var hjemme ved hospitalet lidt før det blev mørkt, og vi var alle helt enige om, at det havde været en særdeles vellykket tur - og en enestående oplevelse for os alle fire.

10 august 2007

Besøg hjemmefra, d. 18. juli - 8. august

Onsdag morgen skulle jeg så tidligt til Arusha for at mødes med min familie. Helle og Marie skulle samtidigt på safari og blev hentet her ved hospitalet kl. 8, og så fik jeg lov til at køre med til byen. Dejligt at skulle slippe for daladala-turen, og så havde jeg også tid nok til at finde blomsterforretningen og købe en kurv med roser i forskellige farver. Så var der også et øjeblik til at sidde med et glas juice hos min yndlingsbager, Sjai. Imens burde min familie sidde i en safaribil på vej mod hotellet, men jeg fik besked om, at der ikke var nogen til at hente dem. Så skyndte jeg mig at ringe rundt, og efter lidt tid lykkedes det da også. Jeg gik den halvlange tur hen til hotellet og sad så lidt og fik pusten. Så dukkede de endelig op! Trætte og med et bjerg af tasker og kufferter, men hvor var det dog dejligt at se dem.
Det blev nogle hyggelige dage i Arusha med kortspil på hotelværelset om aftenen og traveture rundt i Arusha. Torsdag tog vi hen og så MEMS kontoret, både fordi jeg gerne ville vise min familie frem, og for at de kunne se, hvem jeg er "ansat" af hernede. Desuden var det også for at få hjælp til mit visum, der skulle fornyes. Mama Mbise (chefen for MEMS) gik med os ned på immigrationskontoret, og det viste sig at være rigtigt godt at have hende med. Da jeg kom til Tanzania havde jeg allerede et stempel i mit pas; et turistvisum, gyldigt i tre måneder. Jeg viste dengang mine udfyldte papirer (ansøgning om at arbejde frivilligt hernede i seks måneder), men fik at vide, at jeg ikke skulle bruge disse papirer til noget. Jeg kunne sagtens få forlænget mit turistvisum efter tre måneder med tre måneder mere. Men det kunne jeg ikke.. Jeg fik skældud over at jeg ikke havde fået ordnet mine papirer, da jeg kom til landet. Mama Mbise forklarede, at jeg havde fået besked om, at jeg ikke skulle bruge dem. Heldigvis havde jeg taget dem med, men der manglede så alligevel et par stykker papir og et par underskrifter fra ELCT. Vi fik derfor besked om at komme tilbage dagen efter. Vi gik så hen på ELCT, men personen med stemplet var der ikke. Mama Mbise lovede dog at tage sig af det. Dagen efter mødte vi håbefuldt op igen, og det lykkedes da også efter nogen overtalelse at få dem til at tage imod papirerne. Nu viste det sig så, at de skulle stemples af chefen, men han var ikke på arbejde den fredag. Altså måtte jeg jo komme igen mandag eftermiddag. Problemet var jo så bare for mit vedkommende, at jeg på det tidspunkt ville være på safaritur. Derfor gik de efter nogen snak med til, at jeg dukkede op mandag morgen. Så vores safaritur startede mandag d. 23. august med, at vi måtte gøre stop ved immigrationskontoret. Her var chefen dog stadigvæk ikke mødt op. Til gengæld havde Alex, den trods alt rimeligt venlige skrankepave, forståelse for, at jeg skulle på safari, og jeg fik derfor et stempel i mit pas, så det også ville gælde, mens jeg var på safari. Så måtte jeg love at komme igen om mandagen ugen efter. Safarituren beskrives andetsteds..
Efter de første dage i Arusha med al dens travlhed, turistfælder og bilos kunne vi fylde ikke mindre en to taxaer med os selv, kufferter, tasker, og indkøb (herunder de obligatoriske 5-liters vanddunke) og køre afsted op til hospitalet. Min familie var glade for at komme op i den friske bjergluft og for at se, hvor jeg bor og arbejder. Det startede rigtigt "fint" med, at der både manglede vand og strøm i perioder!
Lørdag d. 21. juli tog jeg så dem alle tre med ned på apoteket, så de kunne se det og hilse på et par af mine kolleger. Søndag morgen tog vi til gudstjeneste i hospitalets kirke. Helt ekstraordinært blev der holdt en lille pause fra det normale, idet jeg blev bedt om at introducere mine gæster. Resten af søndagen slappede vi af, men besluttede os så for en lille udflugt. Vi tog derfor daladalaen først ned af bakken til hovedvejen og herefter til Arumeru River Lodge, som jeg har besøgt en gang før i maj måned. Denne gang kom vi lige til kaffetid :-) Bagefter faldt vi alle fire ganske kort i søvn på en liggestol ved swimmingpoolen. .