19 august 2007

Afsked og indflytning, d. 5. -13. august

Søndag d. 5. august tog vi så til Arusha igen. Her gik vi ned på masaimarkedet efter at have spist frokost på McMoodys (Mmm... kød!). Herefter fik vi fat i en taxa, og så blev vi kørt op til Kigongoni Lodgen, hvor de friske lige kunne nå en dukkert i swimmingpoolen lige inden solen forsvandt.
Mandag var det arbejdsdag igen, men om aftenen var vi inviteret på besøg hos Mama Eunice og hendes familie. De bor nede ved hovedvejen og så til venstre - inde på Markumira universitets område. Mama Eunice's mand er præst og er ved at tage en PhD i teologi. Derfor har de en bolig til rådighed derinde. Vi blev vist rundt på hele universitetets området og fik så ellers serveret en rigtig lækker tanzaniansk middag. Mama Eunice må have været i gang i flere dage, men hun fik også lidt hjælp af sin svigerinde. Parret har i øvrigt tre børn, to drenge, der slider hårdt med skolearbejdet og en pige - charmerende lille Eunice.
Tirsdag var den sidste dag med familien. Vi var igen på arbejdet det meste af dagen, og aftenen gik så med pakning, oprydning - og pandekagespisning :-)
Vi stod så meget tidligt op næste morgen, spiste morgenmad sammen, og så vinkede jeg farvel til familien, der blev hentet i taxa kl. 6:30 onsdag morgen d. 8. august her ved hospitalet. Øv.. Jeg gik tilbage i huset, hvor jeg ryddede sparsomt op og nåede en lille hvil, inden kl. 8, hvor det jo er mødetid på hospitalet. Jeg skyndte mig så ned i kapellet, hvor jeg måtte konstatere, at der var tomt.. Det viste sig, at den 8./8. ("nane nane") er en helligdag/festdag, "Farmers Day", så mange - heriblandt åbenbart præsten - holdt fri. Jeg blev dog her på hospitalet, men fik at vide, at Arusha ville være propfyldt, og at det var en god dag at handle ind, da der ville være et kæmpe udvalg og lave priser..
Lige efter middag ringede Dr. Julius og spurgte, om der var ledige rum i mit hus. Det måtte jeg jo svare ja til, eftersom canadierne rejste afsted d. 20. juli, de to danske piger d. 2. august og min familie samme morgen. Huset blev hurtigt besigtiget af en eller anden lokal repræsentant for organisationen Global Crossroads, og umiddelbart efter kom Sean med en kæmpe oppakning. Sean er fra New York, er uddannet ingeniør (mekanik og computere, tror jeg nok) og er i fritiden ambulancekører. Han er afroamerikaner, 40 år gammel, og virker heldigvis ganske flink.. Så det var ikke lang tid, jeg boede alene i det store hus (på godt og ondt). Da han ikke har en speciel plan med de ca. 4 uger, han er på hospitalet, satte jeg ham straks igang med at hjælpe mig på apoteket. Han er nu i fuld gang med at hjælpe med at få endnu bedre styr på al det medicinske udstyr.
De næste par dage var jeg ikke så glad, som jeg plejer. Det ER hårdt at sige farvel til dem, man holder af, så det var et par lange dage. Mandag d. 13. august var dog endnu en milepæl - 10 uger tilbage hernede - og når jeg tænker over det i forhold til alt det derhjemme, virker det stadigvæk som uoverskueligt længe, men når jeg tænker over, hvor meget jeg stadigvæk kunne lave hernede (både i forhold til arbejdet på apoteket, men også mht. alt det, man kan se og opleve her), så er 10 uger ikke særligt længe. Slet ikke når man ved, hvor lang tid alting tager i det her land! Jeg er i hvert fald fast besluttet på at blive og gøre mit bedste, sålænge jeg er her..

1 kommentar:

aynur sagde ...

hej mai
det ser jo ud til alt går godt og du trods amøber, jordskælv og kæmpemyre har en fed oplevelse i tanzania.
her er alt godt, travlt og hektisk og så snart der kommer ro på får du en mail...
forsat held og lykke :-) der er jo ikke så langt igen
mange milioner hilsener _ aynur