01 september 2007

Besøg i Leguruki og bryllup - igen, d. 21.-27. august

Det meste af ugen d. 20.-24. august blev der snakket bryllup. Problemet var transport, idet brylluppet, vi alle var inviteret til, ville finde sted i byen og sandsynligvis vare til sent ud på aftenen. Ikke noget problem sagde folk omkring mig; vi finder ud af det på fredag. Da så fredagen kom og vi spurgte, om vi kunne låne hospitalets bil, fik vi et temmeligt klart nej. Så desværre var der så en masse folk, der ikke kunne komme til bryllup alligevel. Øv... Onsdag d. 22. august blev Sean og jeg inviteret til 1 års fødselsdag hos en af mine kolleger. Så efter aftensmaden fandt vi en bamse og nogle balloner i huset, som vi så pakkede ind og tog med ned til huset, der ligger tæt på der, hvor vi selv bor. Der var helt stille dernede, så vi lige skulle lige til at vende om, da vi blev budt indenfor. Herinde sad vel omkring 10 4-årige børn fra området og gnaskede bolcher. Vi følte os kun en lille smule udenfor, men de var glade for at se os, så vi blev bænket mellem alle børnene. Herefter blev fødselsdagskagen hentet frem og uddelt - én bid af gangen. Der blev taget mange billeder, når en kagebid blev delt ud. Så blev alle børnene gennet hjem, og så blev aftensmaden og sodavandene fundet frem. Vi spiste naturligvis, men kun af høflighed, da vi jo allerede havde spist. Lidt tid senere, mente vi godt, at vi kunne være bekendt at gå hjem igen..
Fredag skulle Dr. Julius, Dr. Frank (tandlægen) og Matron en tur til Leguruki Dispensary (en af de fem "filialer
" af hospitalet) for at hjælpe til. Det gør de ca. en gang om måneden, men denne gang var jeg hurtig nok til at spørge, om jeg måtte komme med. Og det måtte jeg så heldigvis gerne. Så, da Dr. Julius var færdig med at fjerne en blindtarm, tog vi afsted - det tog vel en times tid at komme derud. Leguruki ligger om muligt endnu længere ude på landet, men ikke så højt oppe, så det var dejligt varmt og solen skinnede, og der var en flot udsigt til Mt. Kilimanjaro. Lægen, sygeplejersken og laboratorieassistenten derude tog pænt imod os og efter rundvisning gik jeg igang med at ordne medicinrummet. På vej tilbage til hospitalet skulle vi lige forbi det store marked i Kikatiti (en lille by i nærheden af Kilimanjaro Airport).
Lørdag morgen mødte jeg endnu engang på arbejde, prøvede igen af finde ud af, hvordan jeg skulle komme til og fra bryllup, men ringede så til Mama Eunice, der allerede var i Arusha. Så fik jeg travlt med at klæde om, og så afsted ind til byen. Det var lidt mærkeligt at sidde i sit fine tøj i en daladala, og folk kiggede om muligt endnu mere på mig, end de plejede. Til gengæld prøvede de så slet ikke at snyde med byttepenge eller noget, og jeg hørte en, der kaldte mig "Jambo Tanzania", hvilket skyldtes, at min tøjstil denne dag var temmelig afrikansk. Jeg mødte Mama Eunice og hendes mand uden problemer. Så kørte vi hen for at købe bryllupsgave og sko, og herefter fandt vi frem til kirken. Brylluppet skulle starte kl. 13, vi kom kl. 13:15, men kirken var tom. Vi fik at vide, at det i stedet ville starte kl. 14, hvilket oversat til dansk betyder senere på eftermiddagen. Mama Eunice og hendes mand tog tilbage til byen for at købe ind, mens jeg blev ved kirken og spiste frokost med tandlægen. Herefter gik vi tilbage til kirken og ventede og ventede, og så var der endelig vielse omkring kl. 16. Bagefter kørte vi i optog rundt i byen, der var en ladvogn, hvor orkesteret stod og spillede, en ladvogn, hvor folk var udrustede med videokameraer og kameraer, og så var der en håndfuld pyntede biler med sløjfer og balloner. Selv var jeg blevet placeret på forsædet af en af de pyntede biler, og folk på gaden, der fik øje på mig, så det som en stor ting, at der var en "mzungu" (hvid) med til brylluppet! Vi stoppede ved den store rundkørsel ved Impala Hotel, hvor der er springvand i midten, da det er det mest populære sted at tage bryllupsbilleder. Der var nok 10 andre brudepar med gæster, orkester osv., så der var næsten trafikkaos og mennesker overalt. Bagefter var der endnu en vild køretur, hvor der blev dyttet og kørt i modsat vejbane, hen til festsalen i den anden ende af byen. Det var ikke et særligt stort sted, og der var slet ikke plads til alle indenfor, men det betød vist ikke så meget. På vej ind fik vi alle udleveret et hvidt stoflommetørklæde. Vi sad tæt indenfor på rækker af stole. Først var der så præsentation af familien, og når folk blev præsenteret, blev der hujet og viftet med lommetørklæderne. Herefter var der bryllupskage til den nærmeste familie, champagne, der blev åbnet af ceremonimesteren, velsignelse og uddeling af den obligatoriske helstegte gedebuk. Så var der mad, og vi blev på skift gennet ud til buffetten, hvor vi fik skovlet alt muligt på tallerknen. Det blev så første gang, at jeg skulle spise et helt måltid med fingrene. De andre grinede af mig, for jeg havde slet ikke styr på teknikken, men det er altså ikke så nemt at sidde med ris og sovs og kød og salat og spise det elegant med klør fem. Efter spisningen var der gavegivning efter tur - først var det den ene og så den anden side af familien, og senere blev os fra hospitalet kaldt op samtidigt. Umiddelbart bagefter blev vi så kørt hjem - med hospitalets bil, som vi så åbenbart godt måtte låne alligevel. Jeg var hjemme omkring kl 23.
Søndag morgen måtte jeg tidligt op, men heldigvis var Sean også frisk og stod op og lavede morgenmad til os; en lækker grønsa
gsomelet/æggekage og toast. Så afsted med daladala og hentet af Trine ved Kilala. Jeg skulle nemlig besøge Claus og Trine og deres to børn, Camilla og August ved Usa Rehabilitation Center. De er et dansk-tysk par, der har været hernede flere gange (faktisk mødte de hinanden hernede), men denne gang har de skrevet under på en tre-årig kontrakt, hvor de så skal støtte op om de tyske læger, der kommer her hvert år og også arbejde heroppe på hospitalet. De bor nu i et dejligt hus, hvor jeg blev helt overrasket over, hvor rent og pænt og nymalet, der var! Efter en hurtig rundvisning startede vi med at gå i den lokale kirke. Det varede denne gang 2 timer - fra kl. 10-12, men så var der også barnedåb og jeg ved ikke hvad. Jeg mødte også to læger fra hospitalet i kirken. Claus og Trine mødtes efter gudstjenesten med en canadisk missionærfamilie, der lige skulle nå på besøg, inden de tager hjem om et par dage. Trine havde lavet lasagne, salat og chokoladekage til frokost - mmm.. det er længe siden, jeg har spist så meget og i den grad nydt hver en bid ;-)
Midt på dagen kørte canadierne mig hjem til hospitalet igen, men jeg nåede at aftale med Trine, at jeg snart skal mødes med hende igen.Mandag var så endnu en travl arbejdsdag, men efter arbejde tog Sean og jeg en spontan tur til Arusha for at købe lidt ind og spise aftensmad på McMoodys. Sean var meget taknemmlig over, at jeg tog ham med til et sted, hvor han kunne få mere vestlig mad - og ikke mindst et reelt stykke kød. Samtidig var det så også sidste gang denne uge, at jeg ville se noget til ham, fordi han tirsdag morgen startede klatreturen op mod Kilimanjaros top.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

This is such a great resource that you are providing and you give it away for free. I enjoy seeing websites that understand the value of providing a prime resource for free. I truly loved reading your post. Thanks!