18 august 2007

Udflugt til Marangu, d. 4. august

Ugen efter safarituren gik mest af alt med arbejde. Dog startede ugen jo med, at jeg mandag d. 30. juni måtte tilbage til immigrationskontoret i Arusha. Først var min "sagsbehandler" der ikke, så jeg skulle komme tilbage efter en time. Denne gang ville de gerne tage imod mine penge - 120 $ - og så blev jeg ellers bedt om at komme tilbage dagen efter. Det var jeg jo klart nok ikke helt vild efter, da der så ville gå en dag mere med at tage frem og tilbage til Arusha (og jeg havde allerede været på immigrationskontoret fire gange), så jeg prøvede at forklare, at jeg skulle arbejde.. Ok, så kunne jeg komme tilbage efter en times tid. Det gjorde jeg så, men fik så igen at vide, at jeg skulle komme tilbage dagen efter - eller bare en anden dag.. Jeg bad om at få at vide, hvad problemet var, siden det ikke kunne gøres færdigt. Det viste sig, at det eneste, der manglede, var en underskrift fra bossen, og for at få den, skulle min sagsbehandler jo altså flytte sig fra sit skrivebord og gå op af nogle trapper. Jeg fik ham heldigvis overtalt til at gøre det med det samme alligevel, og så kunne jeg endeligt få mine stempler i passet. Varm og lettet kunne jeg så forlade immigrationskontoret for sidste gang..
Resten af dagene var stort set normale arbejdsdage, hvor min søde familie hjalp mig så godt de kunne. Ikke mindst med at få klistret labels på alle hylder, hvilket jeg er meget taknemmelig for!
Lørdag d. 4. august tog vi så på udflugt. Vi blev hentet her ved hospitalet kl. 8 om morgenen. Herefter kørte vi afsted mod Marangu, en lille by ved foden af Mt. Kilimanjaro. Desværre var der super overskyet, så vi kunne ikke se spor af bjerget. Da vi var næsten fremme kom der endnu en guide med i bilen. Vi kørte endnu længere og stoppede så. Efter en nærmest kravletur stejlt opad nåede vi til en traditionel chaggahytte. Vi hilste på chaggafamilien, der sad inde i hytten i mørket sammen med røgen fra ildstedet og lugten fra koen og kalven. Familien bibi (bedstemor) var alene med børn og børnebørn - de var vist 12 i alt. Bibi fulgte os med nedad igen og folk grinede af os, da vi nærmest væltede hele vejen ned af den stejle, glatte sti. Vi fik et sukkerrør med os, som vi naturligvis ikke kunne finde ud af at håndtere. De lokale bruger bare tænderne, men vores ville være knækket, hvis vi havde forsøgt os. Herefter kørte vi videre og gjorde stop ved markedet i byen. Det virkede anderledes fredfyldt end her i Tengeru og Arusha, selvom der var mennesker, tøj, sko og bananer overalt. Videre igen blev vi kørt hen til smedjen, hvor alt blev lavet med håndkraft. Da de så os skyndte de sig at finde alle deres souvenirs frem; masaispyd, knive, koklokker, skåle, kopper og andre træfigurer. Vi købte nogle småting og blev ellers ført hen mod "the cave" - vi troede, at den hule, vi skulle besøge, var sådan en klippehule med gamle malerier i og den slags, men der blev vi godt nok overraskede. Det var en underjordisk hule, vist en meget lang en, som vi så skulle ned og se. Ned af en træstige og så var der bare mørke og halvmudret lerjord over det hele. Vi måtte nærmest kravle afsted og blev alle møgbeskidte. Min tapre søster ovarvandt sin klaustrofobi og var med til at se og høre om, hvordan hulerne var i brug i perioden, fra da de blev udgravet i 1700-tallet (ellers ca. deromkring) og frem til 2. verdenskrig. Folk gemte sig fra masaier, slavehandlere osv. Der var køkken og værelser dernede, og et rum til døde folk også. Vi var alle møgbeskidte, da vi kom derop fra, men idet mindste stod de klar med vand til os, så vi kunne få det værste mudder af hænderne. Også her havde de så fået rullet alle souvenirs'ene frem, og vi kunne da heller ikke stå for taskerne lavet af bananpalmebark. Efter den oplevelse blev vi kørt hen til vandfaldet, og det var en langt rarere oplevelse. Vi spiste frokost ved toppen af vandfaldet og gik herefter ned af en masse trapper for at se det nedefra. Vi krydsede så over floden på nogle vadesten og kravlede så opad - igen af nogle glatte, stejle stier. Så igen fik vi varmen! På vej ned mod den ventende safaribil gik vi forbi Marangu hospital, hvor der for efterhånden tre år siden var danske farmaceuter fra Farmaceuter uden Grænser. Det kunne altså have været spændende at se, hvordan tingene så ud derinde - i forhold til her på Nkoaranga hospital.
Så var der ikke mere på programmet, men vi fik vores guide til at stoppe i Moshi, så vi kunne komme på posthuset og herefter få handlet ind i supermarkedet, inden vi blev kørt hjem.

Ingen kommentarer: