26 september 2007

Festlige uger, d. 10.-23. september

Ugen startede med at Ashley, en amerikansk pige, der sidst var her i maj måned, kom og bankede på døren tidligt mandag morgen, d. 10 september - egentlig kom hun søndag aften, men hun ville ikke forstyrre os, og havde derfor sovet oppe på børnehjemmet. Hun skal nu bo i huset i tre måneder, indtil starten af december. Onsdag d. 12. kom Sean tilbage fra Zanzibar. Jeg nåede lige at se nogle herlige billeder derfra, og så var det tid til at tege egentlig afsked med ham. Jeg tog med hospitalets bil til lufthavnen og vinkede farvel der. Jeg må indrømme, at det var lidt trist at sige farvel, men jeg har nu et sted at bo, hvis jeg lige skulle komme forbi New York :-P. Torsdag sidst på eftermiddagen tog vi tre piger så ind til byen. Mia og jeg tog på restaurant, mens Ashley besøgte nogle venner i Tengeru. Det var mørkt, da vi nåede til Arusha, og det var bestemt ikke lige så trygt at gå der sammen med lille Mia, som det havde været at følges med store Sean. Det gik dog fint, og vi mødtes senere alle tre Via Via igen, hvor vi dansede og hyggede os. Det var sent, da vi kom hjem, men vi var lige nødt til at lege håndværkere, da der var et utæt vandrør - vandet dryppede ned i Mias værelse. Det endte dog med, at vi fik hjælp fra nattevagten. Han smurte en masse sæbe på det utætte rør, og siden da har det været tæt. Fredag var jeg meget træt og havde mavepine; det viste sig at være amøber igen.. øv! Fredag eftermiddag tog Mama Eunice og jeg ned til syersken i Kilala for at hente vores nye tøj, der allerede skulle i brug dagen efter. De sidste ting blev så lige rettet til efter vi havde prøvet det på. Lørdag morgen gjorde vi os klar til bryllup, for Mia og Ashley ville også gerne opleve sådan et, men da vi kom ned til hospitalet, var der ingen bil (hvilket ellers var blevet lovet), og så ventede vi 2½ time, indtil bil og chauffør dukkede op. Vi nåede frem til kirken kl. ca. 1 - kun 3 timer for sent, men det betød ikke noget, for gudstjenesten var vist kun lige gået i gang. Bryllupsfesten bagefter foregik udendørs, og der var rigtigt mange mennesker. Vi sad og sad og forstod ikke meget, men så var der pludselig gavegivning, spisning (der blev taget mange billeder af de tre hvide piger, da de tog mad..), og så var det slut for vores vedkommende, og vi blev kørt til Kilala i hospitalets bil. Afsted med os tre til Arusha, hvor vi var inviteret til BBQ grillet kød og drikkevarer, dj og dans. Lærte "electric boogie" til sydafrikansk musik. Tog taxa hjem ved 23-tiden og var helt færdige.. I løbet af ugen d. 17.-21. september. Onsdag d. 19. september tog jeg på Tengeru markedet for at mødes med Mia, så vi kunne købe kitenge (stof til nederdele, kjoler, tasker osv.) mm. Torsdag tog jeg med hospitalets chauffør ind til byen for at hente den medicin, jeg flere dage forinden havde bedt om. Først var vi ved det apotek/grossist, som jeg før har besøgt "Mak Medics". Folkene der er ganske flinke, men der er godt nok ikke rigtigt styr på noget, alting tager meget lang tid og de har ikke et særligt godt udvalg (så der er hver gang flere ting, vi ikke kan få). Herefter tog vi til "Abacus Pharma", som er helt anderledes. Tingene var klar og blev kontrolleret en ekstra gang, inden kasserne blev båret ud i bilen. Jeg kom lige med ind bagved, hvor fakturaen lå klar i printeren, alt stod pænt på hylderne og folk arbejdede effektivt. Hvad er så grunden til den store forskel? Jo, "Mak Medics" er ejet af en tanzaniansk farmaceut, mens "Abacus Pharma" er styret af indiske forretningsmænd. Og sådan er det hele vejen hernede - de tanzanianske virksomheder klarer sig ikke vildt godt, mens de indiske stormer frem. Lørdag d. 22. september - 1 måned tilbage hernede - med Mia til Tengeru igen, denne gang mest af alt fordi, vi havde aftalt at gå en tur rundt om Lake Duluti. Efter at have spurgt om vej et par gange nåede vi sikkert frem til et utroligt smukt område. Vejret var simpelthen fantastisk og i løbet af turen, der vel tog et par timer, var der en flot udsigt til først Mt. Meru og senere den sneklædte top af Mt. Kilimanjaro. Vi så og hørte ganske mange dyr, især var der rigtigt mange fugle, men også egern, der legede i trækronerne, firben, en svømmende slange i søen og så et par kæmpevaraner. Dem så jeg desværre ikke særligt tæt på, men det gjorde Mia, der gik forrest på et tidspunkt. Hun stivnede lige pludselig, og da jeg så en støvsky foran på stien, vendte hun sig om. Hun havde de største øjne, jeg nogensinde havde set.. Hun var sikker på, at det var en krokodille (hvilket er det dyr, hun frygter allermest), men det må altså have været en (ikke helt så farlig) varan. Resten af turen var mere fredelig og meget varm. Søndag tog jeg til Arusha sammen med Mia, Pia (tysk pige, der arbejder på en skole i Usa River) og Lara (Australsk pige, der arbejder på børnehjemmet Cradle of Love). Vi skulle ind til byen, så Mia kunne betale de sidste penge til hende og Laras Kilimanjaro tur, der starter på fredag d. 28. september. Efter en hyggelig frokost tog vi på masaimarkedet, hvor vi blev temmeligt længe. Faktisk så længe, at da vi var færdige og gerne ville købe ind (vi havde efterhånden en temmelig lang indkøbsliste), var alting lukket, og så måtte vi jo tage hjem med uforettet sag. Men ok, vi havde da både vandmelon og kartofler fra markedet dagen før - og det blev så vores aftensmad søndag :-) Sidst vil jeg lige give links til to sange, der er vældigt populære hernede lige nu. De er begge inden for genren "Bongo Flavor"; Missing My Baby - Amani og Matonya - Vaileth

11 september 2007

"Danskerhuset", d. 28. august - 9. september

Mia flyttede ind torsdag d. 30. august - 5 dage før forventet - men tid er alligevel sådan et mærkeligt begreb hernede, så hvad gør det? Mia er 21 år, og har fødselsdag dagen efter mig. Sean døbte hende hurtigt "Lillesøster", og der er da også allerede flere, der har spurgt, om vi er søstre. Hun har en veninde, der arbejder i Usa River på et børnehjem, hvor der tilsyneladende altid er fire danskere, der arbejder frivilligt. Mia fik en "varm" velkomst til Tanzania, idet der ikke var strøm de første to dage, hvor hun var her, men hun er heldigvis ikke sådan lige til at slå ud :-)
Lørdag aften blev jeg inviteret med til Usa River og de fire danskere. Vi besøgte børnehjemmet og var på restaurant "Chicken Inn", hvor vi fik nogle svinekotelletter (eller sådan noget), bagte kartofler og salat. Det var ganske hyggeligt, og Mia og jeg er lidt misundelige over, at de s¨dan kan gå ud og spise, når de har lyst. Det er altså noget nemmere, end når man er afhængig af daladala og taxa og den slags.
Søndag d. 2. september efter kirkegang tog vi til Arusha, hvor vi købte ind, spiste frokost på en indisk restaurant (uheldigt at ingen af os er til stærk indisk mad, men det var billigt), og sluttede af med at købe masser af vand - 80 liter. Vi stod så og ventede 1 time på den taxa, jeg havde ringet efter, men til gengæld fik vi så turen til ½ pris af det normale. Tilbage ved hospitalet sad Sean inde i huset og fik pusten. Han var lige kommet tilbage, og han fortalte, at det lykkedes ham lige nøjagtigt at komme til toppen af Kilimanjaro (Uhuru Peak)! Han var meget hungrende efter mad, der ikke var gryderetter (dvs. han havde fået rigeligt tanzaniansk mad), så efter et bad var han frisk på at tage til Arusha for at spise aftensmad. Mia sprang over, men Sean og jeg nåede frem til byen - godt nok efter det var blevet mørkt, og vi tog igen på McMoodys. Denne gang fik vi en udmærket pizza.
Tirsdag eftermiddag d. 4. september fulgtes jeg med Mama Eunice hjem, for jeg var var inviteret hjem til hende til aftensmad. Det var hyggeligt at være med til madlavningen (altså, jeg nøjedes med at kigge på) og se, hvordan de grønne bananer blev skrællet, kødet kogt, kokosnøden udhulet og det hele blandet sammen. Det smagte rigtigt godt!!
Torsdag aften d. 7. august tog Sean og jeg til Via Via (Mia havde desværre lidt maveproblemer og kunne derfor ikke tage med). Via Via er "indstedet" om torsdagen, først og fremmest for os "mzungus". Vi startede med at spise aftensmad og senere var der live musik. Jeg tog mod til mig og fik en enkelt drink (eller to), men hold da op, hvor var de stærke - og pludselig fløj tiden afsted. Der var mange forskellige folk - og især mange udlændinge. Jeg mødte bla. en japansk fyr, der var igang med at starte eget safari-firma for japanske turister, en tanzaniansk farmaceut, der bestemt ikke ville arbejde på sygehusapotek og en engelsk pilot på 2-årig kontrakt hernede.
Lørdag d. 8. september tog jeg igen til Arusha sammen med Mia. Vi mødtes som aftalt på halvvejen med Mama Eunice og hendes mand. Vi havde mange planer for dagen og fik blandt andet købt stof til mig og Mama Eunice, babytøj til Marys nyfødte søn og Zakarias lille Eva (Mary og Zakaria er mine kolleger her på hospitalet), et nyt tørklæde, frugt, brød, vand osv. Jeg gav frokost på Naaz Hotel, hvor jeg har spist før. Så skulle vi lige besøge en af mandens fætre på vejen hjem - og der fik vi så lige sodavand. Vi rundede også lige Tengeru Marked på vejen og fik fyldt poserne med endnu mere frugt og grønt. Herefter gik turen hen til syersken, der tog mål til toppe og nederdele, så på fredag skal vi hente vores nye tøj Mia skulle da også lige se, hvor de bor, så vi blev inviteret til te, inden vi blev kørt hjem.
Mia siger selv, at hun hedder hygge til mellemnavn. Og efter jeg har set, hvordan hun har slidt og slæbt på alle møbler og ryddet op og hængt ting op, så tror jeg på hende. Huset er virkelig blevet meget hyggeligere og meget bedre indrettet. Jeg misunder hendes iver og energi!
En af grundene til, at hun havde så travlt er også, at hun skulle nå at flytte ind på Seans tidligere værelse (Sean tog afsted fredag d. 7. september) og gøre det pænt og rent - og også gøre det lille værelse klar til den nye pige fra USA, som vi har fået at vide, snart flytter ind.
Nu er jagten på at finde en afløser for mig for alvor gået i gang... Jeg vil hermed opfordre evt. interesserede læsere af min blog til at gribe chancen og tage afsted - eller i det mindste kontakte Farmaceuter uden Grænser eller mig og høre mere!

01 september 2007

Besøg i Leguruki og bryllup - igen, d. 21.-27. august

Det meste af ugen d. 20.-24. august blev der snakket bryllup. Problemet var transport, idet brylluppet, vi alle var inviteret til, ville finde sted i byen og sandsynligvis vare til sent ud på aftenen. Ikke noget problem sagde folk omkring mig; vi finder ud af det på fredag. Da så fredagen kom og vi spurgte, om vi kunne låne hospitalets bil, fik vi et temmeligt klart nej. Så desværre var der så en masse folk, der ikke kunne komme til bryllup alligevel. Øv... Onsdag d. 22. august blev Sean og jeg inviteret til 1 års fødselsdag hos en af mine kolleger. Så efter aftensmaden fandt vi en bamse og nogle balloner i huset, som vi så pakkede ind og tog med ned til huset, der ligger tæt på der, hvor vi selv bor. Der var helt stille dernede, så vi lige skulle lige til at vende om, da vi blev budt indenfor. Herinde sad vel omkring 10 4-årige børn fra området og gnaskede bolcher. Vi følte os kun en lille smule udenfor, men de var glade for at se os, så vi blev bænket mellem alle børnene. Herefter blev fødselsdagskagen hentet frem og uddelt - én bid af gangen. Der blev taget mange billeder, når en kagebid blev delt ud. Så blev alle børnene gennet hjem, og så blev aftensmaden og sodavandene fundet frem. Vi spiste naturligvis, men kun af høflighed, da vi jo allerede havde spist. Lidt tid senere, mente vi godt, at vi kunne være bekendt at gå hjem igen..
Fredag skulle Dr. Julius, Dr. Frank (tandlægen) og Matron en tur til Leguruki Dispensary (en af de fem "filialer
" af hospitalet) for at hjælpe til. Det gør de ca. en gang om måneden, men denne gang var jeg hurtig nok til at spørge, om jeg måtte komme med. Og det måtte jeg så heldigvis gerne. Så, da Dr. Julius var færdig med at fjerne en blindtarm, tog vi afsted - det tog vel en times tid at komme derud. Leguruki ligger om muligt endnu længere ude på landet, men ikke så højt oppe, så det var dejligt varmt og solen skinnede, og der var en flot udsigt til Mt. Kilimanjaro. Lægen, sygeplejersken og laboratorieassistenten derude tog pænt imod os og efter rundvisning gik jeg igang med at ordne medicinrummet. På vej tilbage til hospitalet skulle vi lige forbi det store marked i Kikatiti (en lille by i nærheden af Kilimanjaro Airport).
Lørdag morgen mødte jeg endnu engang på arbejde, prøvede igen af finde ud af, hvordan jeg skulle komme til og fra bryllup, men ringede så til Mama Eunice, der allerede var i Arusha. Så fik jeg travlt med at klæde om, og så afsted ind til byen. Det var lidt mærkeligt at sidde i sit fine tøj i en daladala, og folk kiggede om muligt endnu mere på mig, end de plejede. Til gengæld prøvede de så slet ikke at snyde med byttepenge eller noget, og jeg hørte en, der kaldte mig "Jambo Tanzania", hvilket skyldtes, at min tøjstil denne dag var temmelig afrikansk. Jeg mødte Mama Eunice og hendes mand uden problemer. Så kørte vi hen for at købe bryllupsgave og sko, og herefter fandt vi frem til kirken. Brylluppet skulle starte kl. 13, vi kom kl. 13:15, men kirken var tom. Vi fik at vide, at det i stedet ville starte kl. 14, hvilket oversat til dansk betyder senere på eftermiddagen. Mama Eunice og hendes mand tog tilbage til byen for at købe ind, mens jeg blev ved kirken og spiste frokost med tandlægen. Herefter gik vi tilbage til kirken og ventede og ventede, og så var der endelig vielse omkring kl. 16. Bagefter kørte vi i optog rundt i byen, der var en ladvogn, hvor orkesteret stod og spillede, en ladvogn, hvor folk var udrustede med videokameraer og kameraer, og så var der en håndfuld pyntede biler med sløjfer og balloner. Selv var jeg blevet placeret på forsædet af en af de pyntede biler, og folk på gaden, der fik øje på mig, så det som en stor ting, at der var en "mzungu" (hvid) med til brylluppet! Vi stoppede ved den store rundkørsel ved Impala Hotel, hvor der er springvand i midten, da det er det mest populære sted at tage bryllupsbilleder. Der var nok 10 andre brudepar med gæster, orkester osv., så der var næsten trafikkaos og mennesker overalt. Bagefter var der endnu en vild køretur, hvor der blev dyttet og kørt i modsat vejbane, hen til festsalen i den anden ende af byen. Det var ikke et særligt stort sted, og der var slet ikke plads til alle indenfor, men det betød vist ikke så meget. På vej ind fik vi alle udleveret et hvidt stoflommetørklæde. Vi sad tæt indenfor på rækker af stole. Først var der så præsentation af familien, og når folk blev præsenteret, blev der hujet og viftet med lommetørklæderne. Herefter var der bryllupskage til den nærmeste familie, champagne, der blev åbnet af ceremonimesteren, velsignelse og uddeling af den obligatoriske helstegte gedebuk. Så var der mad, og vi blev på skift gennet ud til buffetten, hvor vi fik skovlet alt muligt på tallerknen. Det blev så første gang, at jeg skulle spise et helt måltid med fingrene. De andre grinede af mig, for jeg havde slet ikke styr på teknikken, men det er altså ikke så nemt at sidde med ris og sovs og kød og salat og spise det elegant med klør fem. Efter spisningen var der gavegivning efter tur - først var det den ene og så den anden side af familien, og senere blev os fra hospitalet kaldt op samtidigt. Umiddelbart bagefter blev vi så kørt hjem - med hospitalets bil, som vi så åbenbart godt måtte låne alligevel. Jeg var hjemme omkring kl 23.
Søndag morgen måtte jeg tidligt op, men heldigvis var Sean også frisk og stod op og lavede morgenmad til os; en lækker grønsa
gsomelet/æggekage og toast. Så afsted med daladala og hentet af Trine ved Kilala. Jeg skulle nemlig besøge Claus og Trine og deres to børn, Camilla og August ved Usa Rehabilitation Center. De er et dansk-tysk par, der har været hernede flere gange (faktisk mødte de hinanden hernede), men denne gang har de skrevet under på en tre-årig kontrakt, hvor de så skal støtte op om de tyske læger, der kommer her hvert år og også arbejde heroppe på hospitalet. De bor nu i et dejligt hus, hvor jeg blev helt overrasket over, hvor rent og pænt og nymalet, der var! Efter en hurtig rundvisning startede vi med at gå i den lokale kirke. Det varede denne gang 2 timer - fra kl. 10-12, men så var der også barnedåb og jeg ved ikke hvad. Jeg mødte også to læger fra hospitalet i kirken. Claus og Trine mødtes efter gudstjenesten med en canadisk missionærfamilie, der lige skulle nå på besøg, inden de tager hjem om et par dage. Trine havde lavet lasagne, salat og chokoladekage til frokost - mmm.. det er længe siden, jeg har spist så meget og i den grad nydt hver en bid ;-)
Midt på dagen kørte canadierne mig hjem til hospitalet igen, men jeg nåede at aftale med Trine, at jeg snart skal mødes med hende igen.Mandag var så endnu en travl arbejdsdag, men efter arbejde tog Sean og jeg en spontan tur til Arusha for at købe lidt ind og spise aftensmad på McMoodys. Sean var meget taknemmlig over, at jeg tog ham med til et sted, hvor han kunne få mere vestlig mad - og ikke mindst et reelt stykke kød. Samtidig var det så også sidste gang denne uge, at jeg ville se noget til ham, fordi han tirsdag morgen startede klatreturen op mod Kilimanjaros top.